Shylock taler ud

Shylock taler ud

Shylock taler ud

Anbefaling af Howard Jacobson: Mit navn er Shylock, udgivet på Modtryk d. 14. oktober 2016, oversat af Lillian Kingo.

Anmeldt af Mia Nikander

Fotograf: Mia Nikander

På finurlig vis har Howard Jacobson taget en af de mest omdiskuterede Shakespeare-komedier, Købmanden i Venedig, og brugt dens egne mørke undertoner til at trække nye aspekter af historien frem i lyset – resultatet er hvad vi læser i Mit navn er Shylock. Romanen er absurd og grænsende til magisk realistisk i visse aspekter, men den formår samtidig også at være seriøs og bringe noget nyt på banen i forhold til antisemitismen i både det originale stykke og i dagens England – og, vigtigst af alt, giver den Shylock stemmen tilbage.

Selvom Shakespeares Købmanden i Venedig teknisk set betegnes som en komedie, bærer stykket præg af det store drama som udspiller sig inden for plottet: Da hans skibe endnu er til søs og han derfor ikke har nogen penge, tager købmanden Antonio et lån hos jøden Shylock for at kunne hjælpe sin ven Bassanio med at bejle til Portia af Belmont. Som garanti på lånet beder Shylock om at få et skålpund af menneskekød, specifikt Antonios, såfremt lånet ikke kan tilbagebetales, og Antonio skriver under. Da hans skibe forliser og han derfor ikke kan betale Shylock, trækker denne ikke tilbage på sit krav: Han vil have sit skålpund kød og han er opsat på at få det, grundet det had han har til kristne fordi hans datter løb bort med én og konverterede for at blive gift med ham. Ved hjælp af kløgt får Portia dog annulleret kontrakten – Shylock har muligvis ret til kødet, men han har ikke ret til blodet, så hvis han spilder en dråbe blod, bryder han kontrakten. Alle andre bliver gift og lever lykkeligt til deres dages ende.

Antisemitismen kommer klart til udtryk i det originale stykkes portrættering af Shylock som grådig, skruppelløs og urokkelig. Grundet situationen med hans datter har han set sig ond på alle kristne og derfor er det ham ligegyldigt, hvem han tager hævn over, så længe vedkommende er kristen.

Men i Mit navn er Shylock får Howard Jacobsons Shylock-karakter, kunstsamleren Simon Strulovitch, ikke kun en større rolle, så vi forstår hans motivation, temperament og baggrund; den oprindelige Shylock fra Shakespeares stykke kommer også til live, bliver Strulovitchs ven og bor efterfølgende hos ham. Shylock bliver på den måde en individuel karakter med sit eget liv, samtidig med at han fungerer som en samvittighed for Strulovitch ved at give ham råd i forbindelse med hans konflikt med D’Anton og Plurabelle, som repræsenterer henholdsvis karaktererne Antonio og Portia fra Købmanden i Venedig.

De andre karakterer virker også langt mere nuancerede, omend mindre ”sympatiske” end i det originale stykke. D’Anton og Plurabelle bliver portrætteret som snæversynede og hensynsløse, og der bliver hverken lagt skjul på deres antisemitisme eller deres offerkompleks: De ser sig selv som heltene, på trods af at de blander sig i sager som de er komplet uvidende om, såsom at sætte Strulovitchs datter sammen med en langt ældre mand uden overhovedet at kende hendes alder, blot fordi denne herre har en svaghed for jødiske piger. Da Strulovitch af god grund bliver rasende på dem over dette, har de ingen problemer med at begrunde hans raseri med at han er jødisk frem for deres egne fejltagelser

Dermed ikke sagt at Strulovitch er en fuldstændig sympatisk karakter. Han skildres som en person med alt for kort lunte og en del bitterhed, men i modsætning til sit modstykke i Købmanden bliver der ikke argumenteret for, at disse karaktertræk hænger sammen med hans religion og etnicitet. De beskrives nærmere som følge af den diskrimination og uretfærdighed han har oplevet igennem sit liv, især i forbindelse med sin datter.

Men bedst af alt i denne roman er Shylock, fordi Jacobson giver ham en mulighed for at angre over sine handlinger i det oprindelige stykke og samtidig sætte de andre karakterer på plads for at de ikke begår samme fejl. Hvor Shylock til sidst i Købmanden i Venedig bliver straffet for sine handlinger og mister alt, delvist på grund af sin grådighed, delvist på grund af sin jødedom, får han her lov til at konfrontere nogle af de andre karakterer med deres egne fordomme, og hvordan disse er årsagen til deres handlinger. Romanen bliver derfor både en genfortælling fra Shylock-figuren Strulovitchs synspunkt og en opfølger til Købmanden i Venedig hvor den originale Shylock får mulighed for at forbedre sig selv.

Overordnet er det lykkedes for Jacobson at skabe en kynisk, men hysterisk morsom genfortælling af Købmanden i Venedig, som dog tager sig tid til at konfrontere de problematikker Shakespeares oprindelige stykke syntes at bære præg af. Det efterlader os med en knivskarp, tåkrummende historie om hævn, fordomme og forhastede, irrationelle handlinger med dybt forkastelige, men latterligt sjove karakterer, som tilsammen gør det svært at lægge bogen fra sig.