Anmeldelse af Jacob Kokkedal: I døden og videre – Den trofaste bror, bog 1, udgivet på Ulven og Uglen den 17. september 2016

Anmeldt af Simon Johannesen

Foto: Bogens omslag / ulvenoguglen.dk

Jacob Kokkedals nye roman, I døden og videre, kaster fra start læseren hovedkulds ud i handlingen. Der er krig under opsejling i landet Sastion, og selvom De Urenes onde horder fra nord endnu kun har prøvet landets styrker af, er det klart, at et endeligt, altudslettende angreb står for døren. Undergangen truer Gudshave, bogens verden, og da Magiens Strømme ikke længere skaber helte, ligger verdenens skæbne i hænderne på to personer, der ikke ser ud til at magte opgaven.

Det ovenstående vil givetvis se velkendt ud for folk, der har kendskab til fantasy. Og der er da også en række elementer i romanen, som man har set før. Det er dog ikke nødvendigvis et problem, for fantasygenren har en række konventioner, der nærmest skal følges. Det ville være sært, hvis dværge pludselig begyndte at klatre i træer, og elvere begyndte at grave efter guld. Sådan er det bestemt heller ikke her; man føler til dels, at man kender verdenen på forhånd, allerede fra bogens begyndelse.

Det skyldes ikke mindst Jacob Kokkedals evne til gradvist at præsentere geografien og historien i Gudshave. Selvom det helt tydeligt er en ganske stor og levende verden, bogen beskriver, bliver den på intet tidspunkt for overvældende at håndtere for læseren. Man lærer verden at kende i små bidder ad gangen, og det fungerer rigtig godt. I slutningen af de første par kapitler føler man, at man kender verdenen godt nok til at kunne læse med uden at være forvirret, men samtidig at den endnu er et mystisk sted, som man ikke forstår i dybden. Kokkedal rammer rigtig fint balancen mellem trygheden ved det kendte og spændingen ved det ukendte, og som læser er det med fornøjelse, at man begiver sig på eventyr i Gudshave.

Gudshave føles som før nævnt som et levende sted. Det skyldes blandt andet de mange drukviser og sjofle limericks, man bliver præsenteret for. Det gør verden mere identificerbar, og den lette humor skaber et fint modspil til de mere højtsvungne fantasyelementer. Sproget kan nemlig til tider godt blive en smule tætpakket med adjektiver og adverbier, så det bliver en anelse tungt at læse, såsom her: ”Derfor stod han nu igen i sin sorte, guldbroderede kåbe og med det lange, hvide hår bølgende ned langs ryggen. De iskolde, opalblå øjne glimtede af forventning ved udsigten til nye drab, og den lange runestav lå tungt i hans hænder.” Mestendels fungerer det dog rigtig godt.

De onde er virkelig onde i romanen, og man hører ofte i detaljer, hvad de begår af uhyrligheder. Disse beskrivelser er bestemt ikke for de yngste læsere, og nogle af dem bliver endda så overdrevne, at det næsten kammer over og bliver lidt fjollet. Det lyder på et tidspunkt om den onde Ogrer-race, at deres elitekrigere går i skindbukser, der er syet af menneske- og dværgehud. Det er selvfølgelig en effektiv måde at vise, at det er onde væsner, vi har med at gøre her, men det bliver måske også lidt for meget. Andre gange sidder beskrivelserne dog lige i skabet. Eksempelvis kan nævnes scenerne, hvor vi hører om de midlertidige flygtningelejre, der bliver oprettet i det krigshærgede Sastion. Det er skummelt og grumt, og det er ikke hver dag, man ser så rammende, realistiske beskrivelser i en fantasyroman.

På trods af uhyrlige og til tider småfjollede beskrivelser er både plot og karakterer meget skarpe i romanen. Man læser spændt for at finde ud af, hvad der videre sker, og der er en række af karaktererne, som det er en fryd at tilbringe sin tid sammen med. Her er særligt den skidne og fordrukne Balt et godt eksempel, for selvom man ret hurtigt føler, man kender ham, er hans karakter også omkranset af mystik. Dog kan man diskutere, om magien nogle gange lidt bliver en sovepude i romanen. Der er i hvert fald et par deus ex machina-øjeblikke, hvor man tænker, at en karakter er i gevaldige problemer, hvorefter han bliver reddet af magi. Det er ikke i sig selv problematisk, men sker det for meget, kan man godt komme til at føle, at der ikke er så meget på spil alligevel; omend, ret skal være ret – karaktererne kommer bestemt ud for en række ubehagelige ting.

I det store og hele er det små indvendinger mod en ellers rigtig god og spændende roman. Det er en fornøjelse at læse i den, og særligt gamle Balt er en stærk og interessant karakter. Man læser ivrigt for at lære ham at kende. Samtidig føles verdenen dynamisk; man mærker gruen og intensiteten på slagmarken, og man mærker de efterladtes anspændte afmagt hjemme i byen. Ligeledes spænder romanen både over hyggelig krostemning og de dybeste fangekældres rædsler. Der er altså noget at opleve, og selv nu, efter næsten 500 sider, er der masser af ukendte og blanke steder på kortet, og jeg glæder mig til at læse videre, når anden bog udkommer. Det er en roman, der balancerer flot mellem nyskabende og konventionelle elementer, og det er en stor bedrift. Bogen kan varmt anbefales til enhver, der er glad for klassisk fantasy, omend de yngste læsere nok bør lade den ligge i et par år.

Del to i fortællingen Den trofaste bror, Ørkenrose, udkommer ifølge forlaget i slutningen af marts 2017.