Anmeldelse af Simon Critchley: Bowie, udgivet på Forlaget Klim d. 31. maj 2016

Anmeldt af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / klim.dk

Professor i filosofi Simon Critchley analyserer i Bowie ikonets eftermæle i en charmerende og reflekterende biografi. Modsat utallige tidligere Bowie-biografister fokuserer han på virket frem for mennesket, og det klæder udfaldet.

Toppen af poppen

De fleste, der kom til verden i løbet af det 20. århundredes anden halvdel, har et forhold til David Bowie. Så enkelt er det. En af tilbederne er filosof og journalist Simon Critchley. Han har været forblændet siden 1972, hvor han som pubertær dreng så en ung Bowie optræde som det androgynt stjernestøvsstrøende rumvæsen Ziggy Stardust med sangen ”Starman” på direkte tv i det dengang toneangivende britiske program Top of the Pops:

”Jeg tabte mælet, da jeg så dette væsen­ – med orange hår og klædt i en vild dragt – med løst håndled lægge armen om Mick Ronsons skulder. Det var ikke så meget selve sangen, der ramte mig; det var Bowies chokerende look. Det var overvældende. Han virkede så seksuel, så vidende, så underfundig og så fremmedartet. På én gang arrogant og sårbar. Han så ud, som om han havde forstået, hvad det hele gik ud på – hans ansigt var en dør til en verden af ukendte nydelser. (…) Jeg var tolv år gammel. Mit liv var begyndt.”

Foruden at være sødt er flashbacket også rimelig smart; at fange læseren med en personlig anekdote, som vækker nysgerrigheden og danner fundamentet for glidebanen til de analytiske og filosofiske betragtninger, som senere skubbes ind fra siden. Blandingen af personlige oplevelser, følelsesindtryk og filosofisk tunge analyser fungerer glimrende, sproget pendulerer mellem sjove og rørende passager og næranalyserer af de mest kendte Bowie-sange. Samtidig med at være en dygtig læser er Critchley godt inde i musikkens, filosofiens og kulturens historie. Det mærkes tydeligt i måden, hvorpå han perspektiverer sine meninger, at han ubesværet kan bevæge sig fra subjektivt og nært til objektivt og universelt.

Skrækkelige Bono

Selv om Bowie i sin helhed er en fin og lettilgængelig indføring i en del af stjernens virke, har den dog også nogle skavanker. Formmæssigt bliver biografien en anelse for populærvidenskabelig, og derfor kan den virke lidt useriøs, lidt for nem. Kapitlerne er ultrakorte (typisk 2-5 sider) og indikeres i sorte sider med titler i enorm hvid skrift. På venstre side af et kapitels begyndelse prydes en hvid side med en finurlig, barnagtig tegning af noget, som optræder i kapitlet. I og for sig er disse visuelle ”lækkerier” sikkert tænkt som lidt kønt til øjet, men de fremstår faktisk unødvendige og negligerer alvoren i forfatterens foretagende. Tegningerne og kapitlernes længde passer ikke til et sådan værk – et udvalg af fotografier havde fungeret bedre.

Dertil skal det også nævnes, at Critchley en gang imellem bliver for personlig i sine udlægninger. Igen er intentionen sikkert at være komisk og let-på-tå, men han fremstår kun arrogant, når han, blandt andre, tilsviner ”den skrækkelige Bono” på sin vej. Det er unødvendigt og burde have været slettet fra manuskriptet af den simple grund, at det ikke bidrager positivt til nogen af Bowie-analyserne.

Alt i alt er Bowie en fin og anderledes lille biografi til bogreolens samling om rockens kamæleon. For den, som endnu ikke kender stjernen, er bogen et godt sted at starte, og for den, som i forvejen er fan, er bogen et frisk pust af nørdede detaljer om ikonets sangskat, som desværre typisk overses i biografier.