Anmeldelse af Mathias Faldbakken: Vi er fem, udgivet på Gutkind d. 20. maj 2020. Oversat fra norsk efter Vi er fem af Sara Koch

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Birger Kühne

Horror, humor, socialrealisme og en god portion heavy metal bliver i Mathias Faldbakkens Vi er fem blandet sammen til en særpræget lerklump, der stikker i alle mulige retninger. Der er højt tempo i fortællingen om familiefaderen og handymanden Tormod som utilsigtet sætter større magter i gang med sine eksperimenter ude i sit værksted. Det er en virkelig sjov og rå fortælling der flere gange tager røven på en.

For første gang i lang tid har en bog fået mig til at græde af grin, og den ære går selvfølgelig til Mathias Faldbakkens nye bog, Vi er fem. Jeg er ikke bekendt med andre af hans værker, men efter at have læst denne er min interesse vakt. Romanen skifter nemlig hele tiden fokus og overrasker én tit, og jo mindre man ved om romanen på forhånd, jo bedre. Kort sagt handler den om Tormod, der bor i det lille og afsides Råset i Norge sammen med sin kone Siv og deres to børn, Alf og Helene. Og så selvfølgelig Snusken, deres elskede hund. Tormod, som i sine unge dage var et manisk geni med et, mildt sagt, overforbrug af marcipan (Råset-slang for amfetamin), er nu en vaskeægte familiefar. Men idyllen bliver smadret da Snusken en dag forsvinder. Pludselig begynder fortiden så at sige at spøge igen, og Tormods forsøg på at genskabe balancen får ikke gode følger.

Das unheimliche

Vi er fem er på mange måder en ”ulækker” bog. Romanen er fyldt med beskrivelser af hverdagslivet, som er lige så, hvis ikke mere ulækre end beskrivelserne af det fremmede. Se bare følgende eksempel:

”Tormod opførte sig som normalt, under middagen – fiskegratin – så han på hende, sin kone, han skulede. Siv kørte gaffel efter gaffel med gratin og kartoffel rundt i det smeltede smør før hun kom materialet i munden og sank. Der sad hun. Siv ernærede sig. Hun drak mælk til maden. Nu havde hun mælk på læberne. Så gjorde hun munden klar til mere gratin.”

Mennesket selv bliver en ulækker og fremmed organisme der ikke lever for andet end næring, og det fremstår, i hvert fald for mig, meget mere kvalmende. Kvalmende fordi det netop er inde i os selv, og ikke noget der kommer udefra. Det er også heri jeg mener at meget af bogens tematik ligger, da, som eksemplet viser, læseren føler kvalmen gennem Tormod. Under det tilsyneladende idylliske familieliv gemmer der sig en følelse af væmmelse, som i forlængelse giver et ønske om at vende tilbage til ungdommen. Skulle man have lyst til at lave en freudiansk psykoanalyse om det hjemlige og uhjemlige er der i hvert fald masser at tage fat på. Når det så er sagt, er Vi er fem på ingen måder en tung bog, hvis min langhårede fortolkning skulle få den til at fremstå sådan.

Forfatteren der vil i kontakt med læseren

En af de ting der gør romanen så anderledes, er hvordan Faldbakken kommenterer på handlingen, og hvordan han inddrager rå socialrealisme i form af sine stream of consciousness-beskrivelser af ungdomslivet i Råset. På overfladen støder disse to aspekter mod hinanden, og bogen kan ikke fuldt ud klassificeres som gyser eller socialrealistisk. Det bliver i stedet en blanding af de to. Faldbakken har i et interview i Weekendavisen selv anerkendt at det bl.a. er på grund af at han er ”kommet sidelæns ind i litteraturen”, da han begyndte som billedkunstner. Den måde fortælleren løbende kommenterer på handlingen kommer til at fungere som et tveægget svært: Uden det ville romanen  miste meget af charmen og originaliteten, men det er bare ikke altid helt skarpt. Det gør mig slet ikke noget at Faldbakken på et tidspunkt eksplicit beder læseren sætte Metallicas debutplade på, mens man læser afsnittet (hvilket jeg lover jeg nok skal gøre næste gang, beklager!). Tværtimod synes jeg det er dejligt ligefremt og charmerende. Faldbakken skriver uperfekt, nogle gange meget forklarende, og det virker som om han til tider bare ikke kan dy sig. Men til tider kommer kommentarerne også til at fremstå lidt ligegyldige, såsom hans beskrivelser af bygder, hvilket han også efterfølgende indrømmer er irrelevant. Beskrivelserne får handlingen til at gå i stå, og de er lidt tørre at komme igennem. Faldbakkens ungdomskulturbeskrivelser mangler til tider også lidt mere af den ”pow!”-effekt man blandt andet finder i Martin Halls værker. Det uperfekte sprog er derfor både en fordel og ulempe. På trods af dette mister romanen dog sjældent sit høje tempo. Og en stor del af tiden er hans beskrivelser, især af familielivet, spot-on.

Vi er fem er en lidt sjusket roman, men for det meste er det ikke en dårlig ting. Det er ikke fordi Faldbakken forsøger at fuldstændig smadre alle litterære konventioner, men romanen føles altså også lidt som litterært hærværk. Jeg er i hvert fald spændt på hvad Faldbakkens næste udspil bliver.