Anmeldelse af Erik Valeur: Logbog fra et livsforlis, udgivet på Politikens Forlag d. 26. september 2015

Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen

Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk

En gammel enkefrues forsvinding. Et politisk spil om magten i Danmark. Et fyrtårn i Helvedesdybet og dets eremitbeboer. Erik Valeurs anden roman, Logbog fra et livsforlis, handler om forskellige skæbner, der via en fælles fortid med dybe hemmeligheder er vævet ind i hinanden med omfattende konsekvenser for nutiden. Valeur skuffer ikke – trods enkelte smuttere.

Det var med stor forventning, at jeg begyndte på Erik Valeurs anden roman efter at have nydt succesromanen Det syvende barn fra 2011. Logbog fra et livsforlis fortsætter i samme intelligente skrivestil og tager læseren med ind i et politisk og samfundskritisk spil med tråde tilbage til fortidens skjulte hemmeligheder. Da den gamle Enkefru Blegman (mor til de to mest magtfulde mænd i Danmark, statsministeren og justitsministeren) forsvinder sporløst 1. januar 2015, vil hendes sønner gøre meget for at finde deres mor – og ikke mindst det testamente, som hun muligvis har revideret.

Fortidens hemmeligheder og konsekvenserne i nutiden
Samtidig med opklaringen af Enkefruens mærkværdige forsvinding optrævles fortidens begivenheder, der langsomt stykkes sammen og angiver en mulig forklaring på det komplicerede spil mellem den mægtige Blegman-slægts ondskabsfulde handlinger og alle de mennesker, der på hver sin vis har været ramt heraf – nogle hårdere end andre. Heriblandt er det især eneboeren Viggo Larssen, der fra barnsben af har måttet leve med tics og syner. Disse særheder har ført ham til isolation på et fyr nær det mystiske Helvedesdybet, hvor en del af historien foregår.

Langsomt, men sikkert – i takt med politiets opklaring af Enkefruens forsvinding – opdager man hemmeligheder fra fortiden og deres konsekvenser for nutiden, og bogen kan derfor til tider minde om en kriminalroman. Det er den dog langtfra, også fordi politiet i form af Drabschefen og hans fåmælte højre hånd, Nummer To, står på bar bund, når det gælder Enkefruens forsvinding. En position af forvirring, læseren også ofte befinder sig i. Dette understøttes af det omfattende persongalleri, hvor karakterer ofte defineres ud fra en række forskellige positioner: både deres rigtige navn, deres kaldenavn og deres relation i forhold til andre karakterer. Dette kræver sin læser, og ligesom Det syvende barn blev kritiseret herfor, kan kompleksiteten udgøre en problematik.

Et varsel om døden
Fortid og nutid bindes også sammen af et andet element, nemlig dødsvarslet – en særegen opdagelse, som Viggo Larssen har gjort sig i sin eremittilværelse, der peger på, at tilfældigheder ikke altid er, hvad de ser ud til, og at der måske er mere mellem himmel og jord, end den moderne verden kan forstå. Bogen formår dog ikke at sammenkoble dødsvarslets plotlinje med opklaringen af Enkefruens forsvinding, idet de ofte står som to særskilte enheder. Samtidig – og uden at afsløre for meget – kan hele problematikken om omfanget af dødsvarslet og dets mulige konsekvenser for hele verden, hvis hemmeligheden skulle slippe ud, virke… urealistisk? Det må være op til den enkelte læser selv at bedømme, men jeg fik ikke kuldegysninger over disse ikke-tilfældige tilfældigheder.

Sammenlagt er Erik Valeurs anden roman dog – ligesom forgængeren – absolut læsværdig med dens fokus på de politiske magttråde, der flettes gennem historien, samt hvordan hemmeligheder kan skjules, og hævntørst kan ligge latent i årevis for først – måske – at blive udlevet til allersidst.