Anmeldelse af Olga Ravn: Den Hvide Rose, udgivet på Gyldendal d. 18. august 2016

Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Omslaget på Den Hvide Rose af Olga Ravn er delvist sart og smukt med sin bløde, mintgrønne farve, og grumt og en smule kitschet med flydende hvide bogstaver a la 90’ernes Gåsehud-serie og skrigende neontryk af forfatterens navn. Denne forening af det sarte og skønne med det gyselige og profane er et perfekt billede på den tekst, som gemmer sig inde bag grafikken. Den Hvide Rose er nemlig fyldt med vidunderligt mættede stemningsbilleder som blander det æstetisk mystiske billede af den hvide rose med sygdommens og kroppens både ulækre og uhyggelige forfald.

Når meget lidt er meget godt

”Alt/ hvad jeg/ har gjort for at/ beholde dig/ blomstrer”.

Sådan indleder Olga Ravn, med digtet med den simple titel ”1”, sin nye digtsamling, Den Hvide Rose. Og præcis samme tekst gentages i digt nummer 2 og 3, som en tøvende stammen, før Ravn begynder at folde sit digteriske talent ud blad for blad, præcis som de hvide roser, der er en gennemgående figur igennem hele teksten. Ingen af digtene er mere end fem linjer lange, og mange af de samme sætninger, billeder og udtryk går igen og bruges på forskellige måder – for eksempel når ”Du skal spise alle mine blade” bliver til ”Hvide blade som/svale stykker af ost/ i munden”. Udover blomsterfigurerne florerer naturen i form af haven og havet, følelserne i form af hjertet og kærligheden, kropsligheden i form af olie, blod, sæd og sygdommen/den syge igen og igen i cykliske genskabelser i løbet af de i alt 160 digte. Dette, sammen med nummereringen af digtene i stedet for titler, gør at læseren i højere grad får indtryk af at læse en opbrudt, men sammenhængende tekst, frem for individuelle digte. Bag de tilsyneladende mystiske beskrivelser af rosen gemmer der sig en historie, men den afsløres kun ganske langsomt. De korte sætninger og de mange gentagelser skaber ekstremt kompakte og næsten overmættede sprogbilleder, som ætser sig fast på den læsendes nethinde med frydefuld gru, og det fungerer helt fantastisk. Olga Ravns beskrivelser er så minimalistiske og skarpe at man på det nærmeste får følelsen af at kigge igennem en linse, der pludselig stiller skarpt, og man må kæmpe med en smule kvalme imens ens øjne langsomt vænner sig til klarheden.

Fra romantisk æstetik til subtil horror

Når denne anmeldelse kredser omkring skrækelementet som en vigtig del af Den Hvide Rose, er det på ingen måde fordi Olga Ravn skriver om spøgelser, øksemordere eller blodige voldsscener. Tværtimod er hendes digte fyldte med en litterær æstetik som nærmest leder tankerne hen på romantisk poesi, som for eksempel når hun skriver: ”Rosen/ lader sig/ styrte mod/ din hånds/ afgrund” – en besjæling af naturen som ofte ses hos denne tids digtere. Men efterhånden som det går op for læseren at den hvide rose er en slags metafor for noget sygt – eller en syg person – inficerer de kvalmende, fremmedgørende og skæve sprogbilleder langsomt digtene, og en følelse af forkerthed eller dissonans indtager teksten. Og det er netop her uhyggen indtræder, uendeligt diskret, men stadig utroligt effektfuldt: ”Hvad kan det skade/ at såret trækker sin handske/ hen over rosen og gør den/ til skorpe og gør den til/ min disciplin”. Det harmoniske billede af blomstrende hvide roser i en næsten paradisisk have invaderes af en piblende blodstrøm, en sårskorpe som bryder med de hvide blades blanke overflade, og får olien til at flyde ud af dem som sekret. Det er altså selve naturen som sygeliggøres sammen med den syge, og det gør at man som læser pludselig føler sig utryg – uden dog at kunne lægge bogen fra sig, fordi det er det smukke i det syge som virkelig fascinerer os. Og midt i det hele står det centrale tema- kærligheden. Hvorvidt det er den elskende eller den elskede der er den sygeer svært helt at regne ud, og det er måske også det, der er Olga Ravns intention. Måske ønsker hun netop at sige, at kærligheden i sig selv er en form for sygdom, en fordærvelse der får roserne til at rådne og får sårene til at bryde ud på kroppen, og en situation hvor den ene person altid vil spille den syges rolle, imens den anden vil indtage plejerens.

Med Den Hvide Rose formår Olga Ravn at kombinere to vidt forskellige billedverdener, nemlig det skønnes og det grimmes. Og hun gør det fremragende. Selvom man som læser ikke altid føler sig helt sikker på betydningen af det læste bliver man revet med, og bogen læser på det nærmeste sig selv. Hvis man har den mindste interesse for nyere dansk litteratur og poesi, må man ikke snyde sig selv for denne læseoplevelse.