Anmeldelse af Ta-Nehisi Coates: Between the world and me, udgivet på Spiegel & Grau, juli 2015 (udgivet på dansk som: Mellem verden og mig, Gyldendal d. 18 marts 2016)

Anmeldt af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / penguinrandomhouse.com

Den svære toer; journalist Ta-Nehisi Coates udgiver sit andet skønlitterære værk Between the world and me. Værket er et autofiktivt brev til forfatterens 15-årige søn om angsten og de barske vilkår ved at fødes mørkhudet i et blegt USA. Resultatet er en gentagende og træg politisk udlægning.

Samfundet bygger på en lodret løgn. Det har det altid gjort, det vil det altid gøre. Sådan kan præmissen for Ta-Nehisi Coates’ forståelse og udlægning af de sociale mekanismer i Between the world and me let beskrives. Men det ville være unuanceret, for han er bestemt ikke snæversynet, især ikke i anslaget. Hvis noget fungerer optimalt i det personlige brev om forfatterens stilling til – og historie om – afroamerikanernes historie og nutid i et implicit, til tider også eksplicit racistisk USA, så er det begyndelsen. Således slås fortællingen an:

”Son,
Last Sunday the host of a popular news show asked me what it meant to lose my body. The host was broadcasting from Washington, D.C., and I was seated in a remote studio on the far west side of Manhattan. A satellite closed the miles between us, but no machinery could close the gap between her world and the world for which I had been summoned to speak.”

Fedt! Gid, det kunne vare ved. Det gør det desværre bare ikke.

Når man er nået omtrent 30-40 sider ind i brevet, som spænder over 152 sider, daler tempoet og spændingen som en synkende sten på vej mod søens grumsede bund. Sproget stopper pludselig med at variere og åbne sig for nye formuleringer og hænger i stedet ved de samme få ord, der gentages om og om igen, f.eks. body og plunder, i en tilsyneladende uendelig konklusion af den ene pointe: De sorte amerikanere har ikke de samme rettigheder som de hvide. De hvide har altid mishandlet og ødelagt de sortes kroppe, og det vil de blive ved med. Problemet er så indgroet, at selv de sorte går mod hinanden. Ghettoer. Crack. Fattigdom. Kriminalitet. HIV. Alle sammen omstændigheder, der stadig lever dugfriskt i de sorte segmenter af det amerikanske samfund. For at stoppe den negative spiral, hvor den kommende generation fortsætter med at hade på baggrund af social arv, ønsker Coates, at hans søn skal vokse op med bevidsthed om raceproblemerne og samtidig blive klar over, at man ikke kan skære nogen som helst over én kam. Alle er selvstændige individer, men de hvide mere end de sorte, synes Coates ihærdigt at forsøge at gentage. Det er i sig selv fint, gentagelsen som retorisk virkemiddel kan være glimrende, men kun hvis den bruges særdeles omhyggeligt og til tider varierende. Sådan er min oplevelse ikke af sproget i Between the world and me.

Efterhånden som fortællingen skrider frem, inddrages forfatterens egen historie mere og mere, og bogen pendulerer mellem en personlig oplevelse eller anekdote og Coates analyse af tingenes beskaffenhed. Her skal det til Coates’ fordel nævnes, at de autobiografiske dele fungerer glimrende; de er nervepirrende, følsomme og troværdige. Problemet opstår, når han går i gang med (i øvrigt i et akademisk og højtideligt sprog, som jeg vil mene, flyver tværs over hovedet på hans pubertære søn) at analysere de forskellige problemstillinger, han stiller op. Hans vrede, uforsonlige udsyn skinner for meget igennem i tonen, som derfor opleves som snæver og ureflekteret. En kæmpe skam, for det er netop det, han synes ikke at ville være. Han kritiserer jo både de sorte og de hvide, men fordi han gentager de samme pointer for mange gange og ikke tillader læseren at fortolke, konkludere og danne meninger på egen hånd, kvæles læselysten længe før sidste side er inden for rækkevidde.

Alt i alt leverer Coates et til tider tankevækkende, men langsommeligt værk, som sagtens kunne have blevet formidlet sprogligt stærkere og mere varierende. Emnet er aktuelt, følsomt og provokerende, men det er ikke nok i sig selv.

Om sønnen forstår farens intime og raceopgørende brev skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg håber dog, at han nyder det mere, end jeg gjorde.