Anmeldelse af Peter Poulsen: Aflytning af stilheden, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 29. juli 2015

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

Titlen Aflytning af stilheden, der er navnet på 75-årsfødselar Peter Poulsens 25. digtsamling, kan på sin vis forekomme paradoksal, for hvordan foretager man en aflytning af det, der netop per definition bestemmes som et fravær af lyd? På sin egen underfundige måde udforsker Peter Poulsen i sine digte dette ’intet’ i en perlerække af poetiske tableauer.

Det ville ikke være helt forkert at karakterisere Peter Poulsens aflytning af stilheden som en fænomenologisk undersøgelse. Stilheden er ikke blot tomhed; et fravær eller et ingenting. Den er også et rum, et øjeblik ladet med muligheder eller efterdønninger, et ophold i en sammenhæng – og netop derfor tilhører den også det værende, som fænomenologien beskæftiger sig med. Med sine digte giver Peter Poulsen stilheden krop. Han giver lyd til det, der ikke taler, men også stilhed til det, der larmer. Stilheden kan fx være en habit i vinduet i en genbrugsforretning; dette klædestykke, der hænger dér, tavs om sin fortælling. Eller hvad med: ”Bolden, som var lun på en svale, / men som lå i en tagrende år / efter år, uden at der undslap den noget, / som på nogen måde kunne / minde om en lyd”. Den gives kun ord af digteren. Men stilheden kan også kæmpe sig ud af den infernalske larm: ”Som når en motor / pludselig slukkes, / og luften prøver at finde tilbage / til sig selv.”

Digtene rummer et særligt blik for det simple, for hverdagens små evighedsglimt, og disse situationer og tableauer gives en stærk fremtoning med Poulsens lune og humoristiske iagttagerevne – som fx i denne passage: ”duerne spankulerer / neden for hendes stol. // Så forsvinder de hen til et tabt stykke brød. / de pikker og lægger nakken tilbage / som køkkenchefer, der tilsmager forretten”.
Det er befriende ligetil at læse Poulsens digte, men samtidig evner han med en forkærlighed for paradokser og absurde små fortællinger at give læseren en følelse af at nå en dybere indsigt i tilværelsen. Digtene er gavmildt drysset med lommefilosofiske korn, som fx: ”Hvis man trak vemoden / ud af solnedgangen, / ville der ikke være meget / tilbage.”

Stilheden får med Poulsens fænomenologiske blik en flerdimensionel eksistens: Der er stilheden i skikkelse af fraværet af et særligt menneske, stilheden efter døden og stilheden, når tankerne ophører efter en stor bekymring. Der er glemslens stilhed, den berømte stilhed efter stormen og udslettelsens grumme stilhed. Men også den dybe, glædesfulde stilhed, når man opnår en særlig erkendelse. Stilheden kan være øjeblikket, inden man brister i latter over udtalelser som: ”Skulle jeg endelig afsløre noget, / så må jeg indrømme, her i en snæver kreds, / at det er mig, der bøjer bananerne / og gør dem krumme.”
Og endelig kan stilheden opleves helt fysisk: ”Stilheden sidder inde i øret. / Man kan tydeligt høre den, / hvis der ikke er larm. / Den er fremmed og fortrolig / på samme tid.”

Der er dog én stilhed, som Poulsen tydeligvis også er bevidst om, men som han somme tider synes at glemme. Stilhed er også en digterisk kvalitet; dét at lade noget være usagt. Indimellem forfalder Poulsen til en politisk sarkasme, som jeg ikke oplever som særligt vellykket, når alle nationalister i et sarkastisk ønskescenarium eksempelvis placeres sammen på deres eget stykke land for blot at iagttage dem knuse ”hinandens kranier med grænsebomme.” Forstå mig ret: Poesi må hjertens gerne være politisk, men den skal samtidig hæve sig over det fortærskede – dens opgave er netop at lade os få øje på klichéerne, se tingene på nye, overraskende måder, der stiller spørgsmålstegn ved det universelle. En variation over en folkevittighed om Dansk Folkepartis grænsebomme bliver altså lidt for trivielt og uopfindsomt, efter min mening! Det samme kunne siges mere spidsfindigt – og mere stilfærdigt, eller mellem linjerne, om man vil.

Det ændrer dog ikke ved, at Peter Poulsens Aflytning af stilheden bestemt er et nærmere bekendtskab værd. I indledningsdigtet skriver Poulsen om vædderen på bogens forside, at den for ham er blevet et symbol på den hørbare stilhed. Et lidt pudsigt og gådefuldt symbol, kunne man sige, men ikke desto mindre får Poulsens digte læseren til at lytte med, og man får kun lyst til at begrave fingrene meget dybere i ulden.