Støj og stilhed, ord og oprør

Månedens klummeskribent er forfatteren Anna Dyhr. Anna bor på Djursland og romandebuterer med værket KØBEKÆLLING, der udkommer 8. marts 2017. Værket udgives af Forlaget Jensen og Dalsgaard. Se mere på www.annadyhr.dk

Jeg oplever, at alt suser og støjer. Tilværelsen er stimuli, er statisk. Vi gnider os mod hinanden, mod hinandens tilværelser og skaber den der elektricitet, den statiske. Små stød. Det giver stød, vi støder fra, støder imod – suser videre. Vi danner, uddanner, dygtiggør, tjener, bruger – suser vildere. Jeg er forfatter, jeg stopper op, sanser og skriver. Når jeg skriver logger jeg af, logger ud. Er stille.
 

At skrive er for mig det åndehul, jeg tager resolutte svømmetag hen mod, sætter læberne mod. Det sted, jeg suger den ilt i mig, jeg behøver. Der opstår en nød, en desperation, jeg må skabe skriverum, så skriver jeg, og ordene bjærger mig på land – på et udefineret tidspunkt.

Stilhed > < Stimuli
Når jeg skriver, forsvinder jeg i et synergetisk, ordfyldt skæringpunkt mellem virkelighed, illusion og sansede erfaringer. Det er mit indtryk, at stilhed er yt. Men det er en slags stilhed, jeg tager hovedspring ud i. Stilheden som tilstand og dyb. At påkræve sig stilhed midt i sus og støj er udfordrende. Den er noget, jeg kan tilegne mig i det ydre og håbe på manifesterer sig i det indre. Så jeg kan sanse og skrive. Stilheden til at få øje på mine ord og til at se dem i øjnene, den tager tid at finde og at få adgang til. Når den er der, opretholder den sig selv, tager lidt og giver meget. Hvor længe jeg kan blive i tilstanden, afhænger af emne og overskud, hvor højt bølgerne går, om jeg kan bunde. Det er muligt at drukne i tekstens dyb, et paradoks egentlig.

L a n g s o m m e l i g h e d
At skrive er at gå i opløsning, at nedbryde for at kunne gå i symbiose med sproget og bygge noget op, skabe. Det er en fysisk og psykisk proces, der kræver rum. Et rum uden begrænsninger. Et rum, hvor jeg kan gå helt til afgrunden og kigge ned i mørket. Stilheden som rum.
At skrive kræver rum, inspiration er ikke et problem. At tilrane sig rum er en bedrift, et oprør mod støjen. At skrive er en kunstnerisk proces, der for mig kræver at krop og sind forenes i en blyant mod et papir. Det er mit indtryk, at håndskrivning er yt. Jeg skriver mine romaner i hånden. Det afføder mange spørgsmål og panderynker. Men det er ikke bare en vaks ide, eller fordi jeg er IT-inkompetent. Computeren suser, computeren lyser, computeren har forbindelse, computeren er en maskine – og der er flere grunde til, at jeg ikke skriver på computer. Ikke alt bør suse, støje og være statisk stimuli. Bare stilhed, blyant, viskelæder og blok. Jeg har ikke travlt, jeg skal ikke skrive en bestseller.
Med en blyant kan jeg forholde mig og få adgang til ordene, føle mig draget på en måde, som jeg ikke kan med computeren. Og ja, det tager tid. Og ja, det gør ondt i hånd og arm. Og ja, det hele skal indskrives og renskrives, udskrives og omskrives. Sådan er det at skrive en bog for mig. Det er skide møjsommeligt og i den forstand skide umoderne, fordi jeg er passioneret, fortsat forsøger at dygtiggøre mig og bliver ved. Jeg bliver ved med at være gammeldags, arbejdsom og motiveret.

© Louise Bisbo Johnsen

At skrive et oprør er et oprør
Min kommende bog, KØBEKÆLLING, er altså skrevet i hånden. Inspirationen til tematikken i KØBEKÆLLING har jeg fundet i Henrik Ibsens drama Et Dukkehjem. Det skildrer en ægteskabelig konflikt mellem Nora og Helmer, som grunder i definitionen af tidens kønsroller. Nora rejser sig i protest mod manden, ægteskabet, samfundet og mod den rolle, der tildeles hende. Hun gør oprør, kræver opgør – hun affinder sig ikke, er ikke stille. Hovedpersonen i KØBEKÆLLING opholder sig i første del af bogen i en plastikboks. Hun er komprimeret og lagt låg på, men bryder plast og boks. Bryder ud!
Arbejdet med bogen har tvunget mig til at se på min position i verden hovedsageligt defineret ud fra mit køn. Jeg har arbejdet med magtrelationer mennesker imellem, og med de magtrelationer, der er på spil mellem menneske og samfund. Det er interessant at se på, hvordan vi begrænser hinanden og os selv, hvordan strukturen understøtter begrænsninger.
KØBEKÆLLING er skrevet, gennemarbejdet, færdig. I små tre år har jeg arbejdet intensivt med ord. Pludselig stoppede jeg op og erkendte, at langt fra alle gode bøger får den opmærksomhed, de fortjener. Det er mit indtryk, at halvdårlige, lukrative pop-bøger fylder en del.
Jeg følte, at hvis jeg respekterede mig selv og alt mit arbejde, ville jeg følge det til dørs. Følge det ud i verden og give det de bedste levevilkår som overhovedet muligt – på trods af modvilje og usikkerhed.
Jeg gav afkald på stilheden for at deltage i den statiske støj. Jeg oprettede en Facebook-side, fik Instagram og den slags hejs. Desuden startede jeg et kunstnerisk samarbejde omkring bogen, hvor otte kunstnere fortolker bogen gennem deres kunst. Udover en reception for romanen, holder jeg altså også fernisering og udstilling. Jeg har klart skiftet forfatterham – for en stund, mens jeg savner stilheden …

KØBEKÆLLING er en sarkastisk, rasende og sært poetisk historie, som blandt andet stiller spørgsmålet: Behøver en fri kvinde at være et pikhoved? Bliv klogere på KØBEKÆLLING ved følgende events:

– 8. marts kl. 18-21 udgivelsesreception på Soul Shine/ Second-hand & Vintage, Graven Århus
– 15. april fernisering for ”KØBEKÆLLING og kunsten” på Galleri Grevelsgaard
– 18-21. maj oplev udstillingen ”KØBEKÆLLING og kunsten” til Vild med ORD, Dokk1
Alle er velkomne! Der vil være champagne og mundgodt.

 

Udgivet: februar 15, 2017 | Kategori: Klumme |

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *