Anmeldelse af Gyrðir ElíassonDet gule hus, udgivet på forlaget Torgard d. 6. december 2019, oversat af Björn Sigurbjörnsson 

Anmeldt af Hans Peter Madsen 

Foto: Hans Peter Madsen 

Islandske Gyrðir Elíassons minimalistiske noveller nægter at blive fortolket nemt og dansklæreragtigt. I stedet insisterer de på slutninger så åbne, at man som læser enten må blive svimmelt lykkelig eller stå vredladent af. Det lykkes måske bedre i hovedværket Mellem træerne end i Det gule hus, som med 19 års forsinkelse er udkommet på dansk, men bogen er alligevel en kærkommen og til tider overlegen tilføjelse til forfatterskabet. 

Alle kan huske deres første gang. Første gang jeg læste en novellesamling var Gyrðir Elíassons Nordisk Råds Litteraturprisvindende Mellem træerne (2011). Den første novelle handler om en mand, som møder August Strindberg i Ikea, og 16-årige jeg troede dengang, at Strindberg, “som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island”, måtte være en fiktionel karakter, Elíasson havde fundet på. 

Siden da har tiden bevæget sig i to retninger på samme tid: Jeg er blevet ca. ti år ældre og har lært på litteraturhistoriestudiet, at Strindberg bestemt ikke er fiktiv. Samtidig er Gyrðir Elíasson på en måde blevet ca. ti år yngre, for nu udkommer for første gang på dansk novellesamlingen Det gule hus, som blev udgivet på islandsk i år 2000 og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2002. Den herboende og i mellemtiden afdøde islænding Björn Sigurbjörnssons oversættelse blev oprindeligt skabt i forbindelse med prisnomineringen, men blev dengang ikke udgivet. Det råder det lille forlag Torgard, der specialiserer sig i nordatlantisk litteratur, nu bod på. 

Minimalist med lille M 

Gyrðir Elíasson er minimalist med stort (eller er det mon ikke mere passende at sige lille?) M. De fleste af novellerne er kun 3-4 sider og fortæller gennemgående afdæmpet om hændelser i almindeligt ualmindelige menneskers liv, dog ofte med en afsluttende åbning mod det ukendte og overnaturlige. Der siges så meget som muligt med så få ord som muligt; det er Elíassons store kunst, at han med få sætninger kan karakterisere et helt menneske. Det minder om Picassos skitser, der ofte er skabt med kun en enkelt blyantsstreg, men alligevel synes at fange essensen af det portrætterede, så man som beskuer ikke kan undgå at udfylde det manglende. Se f.eks., hvordan novellen “Juleaftensdag” i løbet af ganske få sætninger får skitseret et ægtepars trætte forhold: 

“Klokken var blevet næsten fem. Vi var ved at skulle af sted til mine svigerforældre. Pakkerne var kommet ud i bilen. Jeg ventede i bilen på, at min kone skulle komme, og jeg havde motoren tændt. Varmeanlægget summede. Det sneede en smule. Fyrretræerne i haven var hvide. 

Til sidst mistede jeg tålmodigheden og dyttede. Hun kom løbende ud i sin julekjole med frakken åben. Hun satte sig ind i bilen. 

‘Der var ingen grund til at dytte,’ sagde hun.” 

Mere behøver man som læser ikke vide for at kende disse mennesker indgående. Det er godt minimalistisk håndværk. 

Uoverskuelige åbninger mod det ukendte 

Et andet karakteristisk træk ved Elíassons fortællekunst er den måde, hvorpå han med de sidste sætninger nærmest uoverskueligt åbner novellernes fortolkningspotentiale. Det er ikke altid lige vellykket og kan nogle gange føles påklistret, som i “Når man lægger det hele sammen”, hvor en islandsk matematiker i Thorshavn støder på den store færøske forfatter William Heinesen, uden at vide hvem han er. Egentlig er novellen en meget fin fortælling om matematikkens logik versus fortællingens uforklarlige skønhed, men i de sidste fire sætninger vender novellen pludselig på en tallerken og beslutter sig for at handle om tidens gang, tabt ungdom og kristen mystik. 

Mens det i n novelle virker påklistret, fordi der jo egentlig findes en helt almindeligt velskreven skematisk novelle før de sidste fire sætninger, lykkes det andre steder Elíasson at lade sine slutninger være åbne på en måde, så man virkelig kan mærke suset fra fortællekunstens uendelige potentiale. Det er dét sus, der gør hovedværket Mellem træerne mindeværdigt ti år efter —og selvom Det gule hus ikke er helt lige så konsekvent god, er det også dét sus, der gør bogen til en kærkommen tilføjelse til dette fine forfatterskab på dansk. Og ikke nok med det, for inkarnerede Elíassonentuasiaster (som der, hvis der er nogen retfærdighed til i verden, må findes en del af i Danmark) kan glæde sig over, at forlaget melder, at der er hele tre flere oversættelser af Gyrðir Elíassons værker på vej.