Anmeldelse af Adolfo Bioy Casares: Morels opfindelse, udgivet på forlaget Sidste Århundrede d. 8. oktober 2019, oversat af Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Emma Nyby Hendriksen

Adolfo Bioy Casares’ science fiction-klassiker Morels opfindelse (1940) er tankevækkende læsning. Bogen stiller det klassiske science fiction-spørgsmål: Hvad vil det sige at være levende? Og den gør det på en interessant og underlig måde, filtreret gennem en fortællerinstans og et sprog, der insisterer på at ligge lige på grænsen af den menneskelige fatteevne.

Morels opfindelse er god at læse, men svær at anmelde. Alt det, der er spændende at diskutere, bliver først udfoldet til slut, så det ville være plotspoilende at komme ind på, præcis hvad Adolfo Bioy Casares har at sige om interessante emner som teknologi, evighed, kærlighed og hvad det vil sige at være levende. Hvad skal jeg så give potentielle læsere af gode grunde til enten at læse eller ikke at læse denne ret spændende, ret velskrevne og meget tankevækkende argentinske science fiction-klassiker?

Ved romanens begyndelse er den unavngivne jegfortæller ankommet til en øde ø. Han er flygtet fra en livstidsdom — hvad præcis, han er dømt for, står hen i det uvisse — og tror sig nu sikker, idet ingen tør lægge til ved øen, fordi rygtet siger, at der her huserer en dødbringende sygdom. Men, som bogens første sætning fortæller: “I dag, på denne ø, er der sket et mirakel.” En gruppe mennesker er dukket op som ud af det blå, og fortælleren må flygte til øens sumpområder, hvorfra han betragter dem. Hvem er de? Myndighederne, der er kommet for at anholde ham? I så fald: Hvorfor opfører de sig som turister? Men hvis de er turister, hvorfor har de så valgt at feriere på en ø, der er berygtet for sin smitsomme sygdom?  Og hvorfor opfører de sig så underligt — bliver ude i regnen, bader i den urensede pool og lader, som om de ikke kan se hovedpersonen? Er de en slags spøgelser?

De fleste af svarene på disse spørgsmål er egentlig ret nemme at regne ud — Bioy Casares er rundhåndet med antydningerne — men hvad der til gengæld er overraskende og tankevækkende, er hovedpersonens reaktion på at lære sandheden at kende.

På randen af fatteevnen

Vi har dog ikke bare at gøre med en roman om underlige opdagelser på en øde ø. Bogen er nemlig filtreret gennem flere fiktionslag: Det, man læser, præsenteres som hovedpersonens dagbog, og i fodnoter går udgiveren fra tid til anden i rette med ham —udgiveren mener f.eks. at vide, at hændelserne finder sted på et andet tidspunkt, end fortælleren påstår. Men det er ikke det hele, for også dagbogens form problematiseres. Efter fortælleren har nedskrevet en samtale mellem nogle af de fremmede, tilføjer han:

“Jeg har forsøgt at skrive denne samtale ned så nøjagtigt som muligt. Hvis den ikke virker naturlig nu, skyldes det det kunstfærdige ved min gengivelse eller min dårlige hukommelse. Samtalen var naturlig nok.”

Dagbogen bliver ikke mindre underliggjort af fortællerens fra tid til anden mærkværdige indskydelser, f.eks. her hvor han omtaler poolen:

“Siden jeg er holdt op med at skifte vandet, er det blevet fuldstændig uigennemsigtigt (i hvert fald for et normalt menneske)”

I hvert fald for et normalt menneske? Hvad skal det betyde? Samme fornemmelse får man af en sætning som denne:

“Usandsynlige hændelser, som virkeligheden ikke kan have frembragt uden besvær …”

Det er, som om sproget forsøger at finde det sted, hvor det beskrevne lige nøjagtigt overgår den menneskelige fatteevne. Hvordan skriver man om noget, der på samme tid er lige netop forståeligt, men også lige netop uforståeligt? Det, synes jeg, Bioy Casares lykkes fortrinligt med gennem de mange lag af forbehold for historiens mærkelighed — fra udgiverens korrektioner, til fortællerens undskyldninger for dagbogens unøjagtighed, til de mærkværdige indskydelser. Når jeg nu ikke kan afsløre, hvorfor bogens slutning virkelig er interessant, så lad denne vellykkede skubben til den menneskelige fatteevne være grund nok til at anbefale at læse Morels opfindelse!