Tabets stille skønhed

Anmeldelse af Anna Kahn: fra den afdødes hus, udgivet på Weltscherz Publikationer d. 26. november 2015

Anmeldt af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / weltscherz.dk

Digtsamlingen fra den afdødes hus cirkulerer om tabets dragende kraft. Fra det følelsesmæssige uforløste, der præsenteres som det tematiske omdrejningspunkt, falder ord som visne efterårsblade. Med en sagte men frostklar stemme bliver dét at miste og det ustadige i livet bearbejdet med en følsomhed, som nænsomt og præcist nedfældes på få sider i denne skønlitterære debut af Anna Klahn.

Selve det at miste figurerer igennem alle 30 digte, som fra den afdødes hus består af, som et vedvarende, nærmest fysisk følt element i form af vejret og årstidernes foranderlighed samt ansigter der ændrer sig. Eksempelvis er hylden der aldrig bliver plukket i fællesskab og forgår, en eksemplificering, der fungerer som et enkelt billede på det forgangne. Værket består af ganske få ord, men de er nøje udvalgt – i deres sammensætning bliver det tunge emne formidlet på lakonisk og rammende vis. Klahn skildrer sorg og fortidens tab med en velovervejet nedfældelse, hvilket kun bidrager til bogens stilrene fokus. Det er et lydløst univers, der udgør det billedmæssige tapet i digtsamlingen, hvilket ses i beskrivelser såsom: ”din sidste dag / skinner solen også / spejler sig i vandpytter / i et landskab med en horisont / fuglene lander og letter / lydløst ” (s. 12). Mørke og lys, stilhed og kulde løber igennem digtene som en vedvarende strøm: ”børnenes kroppe / er bløde under lampen / de er søvnige, mens de spiser / i dæmringen falder regn / på bilernes metal” (s. 10). Sne, vind og regn indgår som de stemningsmættede vejrfænomener, der understreger det emotionelle rum digtene giver genlyd i.

Døden som sort punktum
Som titlen på værket indikerer er det et familiemedlems død, som har vidtrækkende konsekvenser for de pårørende, som digtene kredser om. fra den afdødes hus bestræber sig således præcist på at skildre hvorledes et menneskeligt tab fortsætter med at definere rum, tid og sted efter vedkommendes bortgang.

En drengs dødsfald udgør det mest dramatiske punkt i digtsamlingen. Når jeg-stemmen udtrykker sin sorgfulde fundering over livets forgængelighed er det med henblik på, hvordan man kan gardere sig mod de smertefulde oplevelser i livet, hvilket er dømt til at fejle på forhånd: ”jeg tænker; / bliver man særlig traumatiseret hvis ens barn dør fredag den / trettende? / og / er man beskyttet mod det / hvis man husker at frygte ulykken på forhånd?” (s. 9). fra den afdødes hus lader sine beskrivelser forblive i fangede øjebliksmomenter, der gengiver følelsen af at være fastfrossen:

”lamperne hænger lavere, da jeg vender tilbage / lyset er nødbelysning i en trappeopgang / regnen falder ude og inde / kulden vokser fra fødderne / jeg ser ned / ser skoene i vandet / det ringer på / nej, vi har ingen fastelavnsboller / dette er ikke et hus / hør selv / der er ingen, der kalder fra den anden ende af trappen” (s. 16)

Huset er ikke et ’hjem’ mere men er en forandret bygning efter dødsfaldet. Den vedhængende smerte manifesterer sig i et ophør af varme eller glæde: ”hvem hører dørklokken, der går i den afdødes hus? / foran huset har de engang haft et bord og to stole / på et sted, hvor solen aldrig / når ind / selv på en julidag ville betonen være kold” (s. 17). Den afdødes hus tilhører ikke de levende længere, men er blevet til et sted hvor tiden ikke bevæger sig videre: ”jeg har ventet på dig / udenfor huset / hvor blæsten slår om hjørnerne / og regnvandet spejler en frostklar luft” (s. 19).

Glasklare fastholdte ord
Som et koldt tæppe af sne er det en fastholdt stilhed, der definerer fra den afdødes hus som læseoplevelse. Klahn tilbyder en form for lyrisk klarsyn, der forener det givne emne og de velvalgte skrevne ord på bedste vis, som kan ses i et eksempel såsom: ”her er koldt mellem bladene / hvor skyggerne flimrer” (s. 17). fra den afdødes hus er således en digtsamling, der på enkelte sider får formidlet sit fokus med udvalgte granskende sætninger. Tab hænger ved hvert ord, og sammenvæver et hele, der fungerer som en poetisk gengivelse af koldt vintervejr og tilbageblevne minder.

Udgivet: december 21, 2015 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *