Tag med på en rejse gennem Inger Christensens unikke univers

Anmeldelse af Inger Christensen: Sommerfugledalen – Et requiem, genudgivelse på Gyldendal d. 25. oktober 2018

Anmeldt af Cecilie Gehlert Madsen

Foto: Bogomslag / gyldendal.dk

I 1991 tilføjede Inger Christensen værket Sommerfugledalen – Et requiem til sit allerede lange forfatterskab, og i dag er det et hovedværk indenfor dansk litteratur. Gyldendal har netop lavet en genudgivelse af den ikoniske digtsamling, hvor de gennemkomponerede digte med smukke billedsprog og meningsfulde refleksioner nu kan læses i en lærredsindbundet udgave.

Sommerfugledalen – et requiem består af 15 digte, hvoraf 14 af dem er bundet sammen af den klassiske form sonetkransen, som gør, at den sidste verslinje er den første verslinje i det efterfølgende digt. I samlingens endelige og 15. digt, også kaldet mestersonetten, er det disse repeterende verslinjer, som udgør indholdet og dermed binder alle digtene sammen. Udover det er er alle digtene identiske i deres opbygning af strofer og rim. Selvom Christensen altså har et stort fokus på opbygningen af sine digte, betyder det ikke, at hun er gået på kompromis med indholdet.

En refleksion over liv og død

Digtsamlingen handler om livet og døden, men også om alt indimellem – barndommen, kærligheden og minderne derfra. Sommerfuglene har en ekstraordinær betydning og i åbningen af samlingen bliver de billedliggjort som en smuk hvirvelvind af farver, skønhed og liv:

”De stiger op, planetens sommerfugle/ som farvestøv fra jordens varme krop,/ zinnober, okker, guld og fosforgule,/ en sværm af kemisk grundstof løftet op.”

Det bliver tydeligt gennem digtsamlingen, at der er en stor betagelse af sommerfuglene og de positive konnotationer der er knyttet til dem, men de kommer også til at repræsentere en uundgåelig forvandling og skæbne. Sommerfuglen gennemgår en biologisk forvandling fra æg, til larve, til puppe og endeligt til sommerfugl. Det er en livscyklus som bliver gentaget og digterjeget spejler sig i sommerfuglene, da mennesket ligeledes gennemgår en forvandling, som er uundgåelig. Det er en forvandling, som starter ved fødsel og slutter ved døden, og Jeget reflekterer over det der sker imellem de to– barndommens drømmende timer og kærlighedens betydning. I refleksionen over menneskets livscyklus bliver døden central, da det er en forudbestemt skæbne, som ingen kan undslippe:

”Det er døden som med egne øjne/ vil se sig selv i mig, som er naiv,/ en indfødt, som er bundet til den nøgne/ selvindsigt i det der kaldes liv.”

Jeget spejler sig i sommerfuglene, på grund af en forudbestemt livscyklus, hvor de lider den samme skæbne, men også på grund af den skønhed og det liv, der bliver knyttet til dem i starten af digtsamlingen. Sommerfuglene bliver en påmindelse om, at livet er mere end døden, og at der er noget smukt over det at leve. Jeget spejler sig konkret i sommerfuglene og naturen igennem hele digtsamlingen og knytter det an til menneskets færden gennem livet på mange niveauer.

Sommerfugledalen – et requieum fortjener, uden tvivl, sin anerkendelse inden for dansk litteratur, for det er et værk som både imponerer med sin form, sit indhold og sammenspillet mellem de to. Det er også et værk som kræver en tålmodig læser, for analyselagene er mange i samlingen, men selv inden de er afdækket, er det svært ikke at blive fascineret af det unikke univers, som Christensen skaber med sine billedsprog og tankevækkende refleksioner.

Udgivet: december 10, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *