Anmeldelse af Heidi Linde: Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet, udgivet på Turbine d. 11. juni 2021, oversat fra norsk af Karen Fastrup
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto af Johanne Lehmann Daugaard
Midtvejskrise er hovedemnet for Heidi Lindes nyeste roman, Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet, hvor vi følger to midaldrende kvinder, Vigdis og Linn, side om side. Hver især kæmper de sig gennem den ensformige hverdagstrummerum, hvor tvivlen på livet i en kernefamilie med mand og børn presser på. Romanen er en fortælling om det moderne familieliv, hvis polerede facade langsomt krakelerer.
Anmeldelse af Karoline Brændjord: Jeg vil vågne til verden, udgivet på Turbine d. 26. maj 2021, oversat fra norsk af Sara Koch
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Karoline Brændjord debuterer med Jeg vil vågne til verden, en digtsamling, som omslutter læseren i en sørgende omfavnelse, hvor heling og forsoning kæmper med smerten og uforståeligheden over en mors selvmord. Med sine sanseligt skarpe og poetiske digte placerer Brændjord sig allerede nu som en vigtig stemme i den lyriske arena, som vinder af både Kritikerprisen og Tarjei Vesaas’ debutantpris 2020.
Anmeldelse af Deniz Kiy: Blå øje (TÜRKÜ), udgivet på Gyldendal d. 9. april 2021
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Deniz Kiys debut Blå øje (TÜRKÜ) rammer ned i et personligt erindringskatalog, hvor både smerte og frustration, tryghed og barndomsfølelser hersker side om side. Digtsamlingen er et stærkt og poetisk væv, hvor skellet mellem kulturer og generationer fremskrives, samtidig med at kampen om at bibeholde sin identitet og sit ophav, trods de blå øjnes skeptiske blikke, udkæmpes.
Anmeldelse af Haruki Murakami: Første person ental, udgivet på Forlaget Klim d. 26. marts 2021, oversat fra japansk af Mette Holm
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Stemningsfyldte scenarier om, på én gang, skrøbelige og skarpe minder fra svundne tider vækkes til live af stemmerne i Første person ental, Haruki Murakamis nye novellesamling. Vigtigheden af at huske tilbage og tage ved lære af det liv, man har levet, skaber grundlag for samlingens noveller, hvor der ligger et fint slør af magisk realisme over de ellers virkelighedsnære fortællinger.
Anmeldelse af Caspar Eric: Jeg vil ikke tilbage, udgivet på Gyldendal d. 4. november 2020
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Når den verden, vi er vant til at eksistere i, vendes på hovedet, begynder en ny hverdag. En hverdag, hvor håndsprit og mundbind bliver en lovpligtig realitet, mens kram og nærvær hører tiden før pandemien til. Caspar Erics digte i Jeg vil ikke tilbage skildrer detaljeret og eftertænksomt den lockdown periode, vi alle har gennemlevet – og som vi langsomt, ved hjælp af mod, håb og tålmodighed, har måtte tilvænne os.
