Tag Nicoline Thoning

Ublufærdig bekendelsespoesi

– om Pablo Llambías’ ”Hundstein” (2013) 

Essay af Nicoline Thoning.

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Hundstein, var til arrangementet Kærlighed på Godsbanen den første februar, som ligeledes var udgivelsesdatoen for denne digtsamling. Her blev jeg langsomt revet ind i samlingens depressive rum, der uden blu fastholdt mig med sine nøgne bekendelser. Værket virkede både ærligt og påtrængende – og jeg hadede det med samme begejstring, som jeg elskede det.


Det var samme følelse, der ramte mig, da jeg læste samlingen, fra ende til anden, flere måneder senere. For der er noget befriende ved at disse sonetter er så direkte og blotlæggende, samtidig med at jeg provokeres, når de ikke altid handler om noget. Der er noget interessant ved den dragende kraft i samlingen, der fordrer, at jeg nysgerigt vender siderne, mens jeg har lyst til at lukke øjnene i foragt. 


Stilen er meget enkel, og siderne fyldes med parataktiske sætninger, som med en tør tone behandler emnerne: ”Kunst, angst og kærlighed”, som det lige så nøgent og rammende forlyder på bogens bagside. Der siges hverken for meget eller for lidt, hvilket for mig er kendetegnende for denne samling, hvor tingene siges, som de er. 


I samlingen finder man et kommenterende og reflekterende plan, som fylder meget, idet sonetterne er små tankestrømme om et af de ovenstående emner eller en situation i henhold til disse. Men af og til er det som om, refleksionen trækkes op på et endnu højere niveau, hvor jeg personlig føler, at samlingen lykkes rigtig godt. Et eksempel på dette er, når digterjeget påpeger nogle af sine stilistiske virkemidler, som den opmærksomme læser allerede har opdaget flere sider tideligere. Dette er medvirkende til at påpege læserens rolle i receptionen af dette værk, og endnu vigtigere værkets bevidsthed om dette. Hele tiden prikkes til læseren og den pagt, ethvert værk uundgåeligt må indgå: 


”Læseren kender mig efterhånden. Hvad tror du, kære læser, ville det være positivt eller negativt.”(s.79)  


Men denne hyperbevidsthed omkring værkets interaktion med læseren, gør det samtidigt meget tydeligt, hvorledes læseren manipuleres rundt i manegen – holdes lidt for nar. For værket har, så at sige, læst læseren først. 


Ydermere er det et dybt turbulent og selvmodsigende værk. Hele tiden bliver læseren trukket mellem mørke depressive fraser og fraser af spæde håb, for blot at bliver trukket tilbage i mørket igen. Således efterlades der intet håb om bedring af det skrivende jeg, som er tynget af angst i alle begrebets afskygninger. Her optrævles et plaget sind, og det er med denne malstrøm af modstridende følelser, at læseren tvinges ud på en færd, hvor et hav af reaktioner genereres. Og det er netop det fine ved denne digtsamling, at forargelse og fascination bestandigt flyder sammen i læsningen.

Forankring i virkeligheden

– En undersøgelse og diskussion af konceptualiteten i Christina Hagens forfatterskab.

Litterær artikel af Nicoline Thoning. 

 

Værker med flerstemmighed 
Christina Hagen er en forfatter, som er medvirkende til, at påvirke den tilgang, man som læser skal have til hendes værker og forfatterskab generelt, idet hun aktivt anvender medieplatformer til at kontekstualisere sine værker gennem paratekstene. Hun befinder sig derfor i en performativ forfatterrolle, hvorigennem hun placerer sig foran sine værker og rummer en enorm åbenhed omkring dem. Det er en meget pragmatisk og undersøgende tilgang, hun benytter, når hun udforsker ideer til nye projekter, hvor hendes egne betragtninger og oplevelser, danner baggrund for en undersøgelse af andres. Det underbygger, hvordan trangen til at forankre fiktionen konkret i en virkelighed, er medvirkende til, at etablere Hagens forfattervirke og værker som en art konceptuel kunst, idet der forud for værkerne altid eksisterer en iscenesat virkelighed.Dette afspejles eksempelvis i hendes nyeste og mest konceptuelle værk; digtsamlingen White Girl. I forbindelse med dennes udgivelse fortæller Hagen meget åbent om, hvilke aspekter af hendes rejseoplevelser, som fik hende til at skrive dette værk, samt hvordan hun ligeledes tog afsæt i andres, da hun ikke mente, at hendes egne erfaringer var tilstrækkelige. Overordnet var det paradokset i følelsen af at føle sig uretfærdig behandlet. Den tilbagevendende følelse af at blive gjort bevidst om at være en forkælet hvid pige alle ønskede noget af, samtidig med bevidstheden om, at det var en forkælet holdning at have. En oplevelse og følelse hun langt fra var ene om, hvilket var en opdagelse hun gjorde sig, da hun bad en gruppe elever på Silkeborg Højskole bidrage med ubehagelige rejseoplevelser.[1] Herved belyses hvorledes Hagen ikke blot skaber litteratur i samspil med samfundet, men ligeledes i samspil med sine læsere. Dette vidner om en anti-elitær holdning til sit forfatterskab, hvor almindelige menneskers betragtninger inkorporeres, hvis virkning må blive at styrke værkets ethos, samt give værket en mere demokratisk stemme.

Denne tendens er ligeledes aktuel i hendes nyeste projekt Boyfriend, hvor Hagen opfordrer sine læsere til at smage på ordet ”Boyfriend”, og derved hjælpe hende med at finde ud af følgende: ”Hvem Boyfriend er? Hvordan han ser ud? Elsker de ham? Hvad er problemerne med ham?”[2] Til dette formål anvender hun sin hjemmeside til at indsamle disse betragtninger, men ligeledes i interviews og til oplæsninger. Særligt til oplæsningerne får man en fornemmelse af hendes forfatterskabs konceptuelle karakter. Eksempelvis til Vild med Ord festivalen 2012 oplevede publikum, at blive inddraget i Hagens skriveproces. Under hvert projekt lytter Hagen til en bestemt sang, der skal skabe og indfange den stemning, hun ønsker sit værk skal indeholde- den sang skulle publikum lytte til. Stemningen blev sat, hvorefter tilskuernes skriveproces kunne begynde.[3]Således skabte Hagen en begivenhed omkring sit projekt, hvor publikum blev en aktiv del af skabelsesprocessen, ligesom højskoleeleverne var det for White Girl.

Hvorfor konceptuel?  

Med digtsamlingen White Girl og det igangværende projekt Boyfriend får Hagen for alvor stadfæstet sig som en konceptuel forfatter. Men hvorfor denne empiriske tilgang, med behovet for at indsamle og omskrive andres ord, for derefter at bruge disse som fundament for sine projekter? Kenneth Goldsmith giver i antologien Against Expression (2011), et bud på, hvorfor den konceptuelle skrivepraksis er så dominerende i nyere litteratur. Ifølge ham mødte litteraturen sit ’fotografi’, da det mødte internettet, hvilket tvang litteraturen til at ændre kurs. Internettets fremkomst bragte miljøer med sig, såsom social networking, massedeling af filer og blogging, hvilket bevirker at sproglig værdi ikke længere etableres via udsagns udsigelse, men via det udsagnet gør. Vi har således at gøre med et aktivt sprog, der hele tiden flytter informationer, til tider blot for selve ’bevægelsens’ skyld. Aldrig før har sprog haft så meget materialitet, været så omskiftelig, smidig, og let medgørlig tiggende om at blive aktivt styret af forfatteren.[4] Men trods dette syner resultatet ikke anderledes, måske føles det endda ikke anderledes, men det underlæggende ethos og skrivestilen er, ifølge Goldsmith, blevet permanent forandret:

” Words very well might be written not to be read but rather to be shared, moved and manipulated.”[5]

En litteratur, som skabes gennem en ordudveksling 

Ord: written to be shared. En betragtning der efter min mening indrammer Hagens måde at være konceptuel på. Dette mener jeg anskueliggøres, idet sproget hos Hagen rummer en handlende kraft, hvilket illustreres når hun eksempelvis smider ordet ”Boyfriend” ud på sin hjemmeside. Ved at dele ordet, skaber Hagen en mulighed for at fremmane reaktioner hos de fans og andre interesserede, som følger hende online, hvilket vidner om, at ord er skrevet for at dele – at det er dér, det spændende opstår. Med dette mener jeg, at det netop er i en ordudveksling, at Hagens litterære værker bliver til, hvorpå White Girl, og formentlig også projektet Boyfriend, bliver et helstøbte eksempler på dette. Dog er Hagen ikke konceptuel helt ud til fingerspidserne, i Goldsmiths optik, for nok spores en holdning til sproget som materiale og som proces. Men at sprog er noget, der skovles ind i en maskine, hvorefter det vilkårligt bliver smidt ud og genbrugt, er langt fra tilfældet. [6] Jeg mener at den orddeling, og den måde hvorpå Hagen anvender sproget som proces, er mere human, end den maskinelle tilgang, der ses hos de amerikanske konceptualister, hvor konceptualiten skabes på baggrund af det vilkårlige, ubearbejdede og uoriginale genbrug. For Hagen skovler ikke ord ind i maskiner, men ind i mennesker, hvor hendes fiktionalisering af disse menneskers ord peger på, at hun ganske rigtig er konceptuel, men langt fra uncreative.[7]

[1] Shütt-Jensen, Den litterære sabotør, 23. juni 2012, Morgenavisen Jyllandsposten.

[2] Ravn: Ord fra Christina Hagen, 22. september 2012, Politikken, Kultur.

[3] Vild med ord festival, 2012 i Ridehuset Århus, d. 8.9.2012

[4] Goldsmith and Dworkin: Against Expression, Northwestern University Press, 2011, p xix

[5] Ibid.: p. xxi

[6] Goldsmith: Konceptuel poetik, Basilisk og forfattere 2010, trykt hos Jespersen Tryk, s. 75

[7] Ibid.: s. 77

En grim grimasse

Anmeldelse: Christina Hagen: White Girl, Gyldendal 2012

Anmeldt af Nicoline Thoning

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

White Girl er navnet på Christina Hagens nyeste påfund. En lille, fin sag, der lanceres som digte, men egentlig snarere er små prosastykker.  Digtsamlingen vidner om Hagens trang til at transformere noget fra den konkrete virkelighed til kunst og er et eksempel på et stykke konceptuel litteratur, da disse såkaldte digte er baseret på postkort, skrevet af hvide mennesker.  Digtene mimer da også postkortets stil, hvor de tre første digte og det sidste i samlingen fremvises i håndskrevne kragetæer, mens resten af samlingen er optrykt i en skrivemaskinetypografi. Men trods layoutet emmer af en banal simpelhed, er det langt fra tilfældet for indholdet af samlingen.

Digtenes scenarier er dårlige ferieoplevelser, dog er det mest interessante i dem ikke, hvad de beskriver, men hvad de gør og hvordan de gør det.  Jeg læste digtene på stranden i Tunesien og jeg krummede mine tæer side efter side. Ikke fordi de er af dårlig litterær kvalitet, tværtimod, men fordi de skær en grimasse direkte i ansigtet på dig.  De er skrevet efter en grimhedens æstetik, hvor syntaks er en by i Rusland og den sobre tone for alvor er kastet i skraldespanden. I en og samme hånlige grimasse vrænges der af de mennesker, der har skrevet postkortene, og dem de møder. Dette kommer eksempelvis til udtryk i digtet Til den drycleaner, hvor adressaten er en ældre hvid kvinde:

”Det godt med dig, når du sige, du ikke kigge i min vasketøj og vurdere min trusse. Du ikke synes lyserød passe til min alder, min look. ”[i]  og ”Jeg se, hvordan onkel betale for bryllup med den pige og hvordan den pige bolle onkel for fin palads (…) Du kalde mig billig, din heks? Du se på dig selv og din søster! ”[ii]

I uddragene ses det, hvordan den hvide kvinde, er vred over at blive gjort til genstand for rengøringsdames fordømmende blik, der ifølge den hvide kvinde i virkeligheden burde feje egen dør først. Dette er tilfældet i lagt de fleste af digtene, hvor ingen har noget at lade hinanden høre. For hvor rengøringsdamen, kigger med et fordømmende, misundeligt blik på den hvide dame, der trøster sig i materiel lykke i en flygt fra kroppes forfald, vidner digtet ligeledes om, hvordan rengøringsdamen og andre indfødte unge piger jagter selvsamme materielle lykke. En lykke hvis pris er høj.

Hvis man kigger på digtenes sproglige stil, mødes man af en parataktisk sætningsopbygning, et hæsblæsende tempo, og en negativ, hidsig galdeagtig ordflom, der samtidig rummer en magtesløshed. Den ukorrekte syntaks er en måde, hvorpå Hagen fratager den hvide pige sin magt, hvilket gør, at formen bliver ærlig i forhold til sit indhold. Den hvide pige, som er afsenderen af disse postkort, fremstilles netop i forskellige situationer, hvor hun er magtesløs i enten den ene eller anden forstand. Hun bliver fremstillet med en hensynsløs brutalitet, hvor man som læser rigtig får øje på revnerne i den velpolerede hvide overflade.

I samlingen finder man konstant en pegende finger, men ligeledes fire andre som peger i den modsatte retning. Alle står for skud, og det er de mørkere sider af den menneskelige natur, såsom griskhed, smålighed, fordomsfuldhed, samt manglende empati der her stilles frit ud i lyset. Et værk der finder sin skønhed i det grimme, skrevet på en så raffineret måde, der gør den til en kvalmende morsom læseroplevelse.

 

[i] Hagen, Christina: White Girl, s. 16 linje 1-3.

[ii] Ibid.: linje 16-20