God jul fra Littuna! De bedste bøger, vi har læst i 2023

Juletræ Det Kongelige Bibliotek

2023 går på held, og hos Littuna ser vi tilbage på et godt læseår ved at samle et udvalg af de bøger, vi har holdt mest af. Her er vores skribenters største boganbefalinger fra i år.

Johanne Lehmann Daugaard anbefaler Mathilde Walter Clark: Det blinde øje 

Hvis du har brug for lidt afveksling fra skønlitteraturen, men stadig gerne vil underholdes – samtidig med at du bliver klogere og forarges – er Mathilde Walter Clarks Det blinde øje lige den bog, du skal læse. Den handler om Minksagen, som vi alle kender, men måske ikke helt kan finde hoved og hale i. Med Clarks hjælp dykkes der helt ned i sagen med alle dens forgreninger og vildtvoksende rodnet. Her bliver den knastørre politiske sag sprællevende og nærværende. 

Læs hele anmeldelsen her:

Anna Ramsing Lindhardtsen anbefaler Helle Helle: Hafni fortæller

Kan jeg byde på en smørrebrødsrejse igennem Danmark i det nye år? Vi spiser os igennem Roskilde og kører så mod Korsør, derefter Nyborg og Svendborg, tager en smuttur til Faaborg, med færgen til Gråsten, og hvis vi er heldige, serveres desserten på et sønderjysk kaffebord. Med Hafni fortæller i hånden får vi også en eksistentiel krise med, men jeg lover, den er pakket ind i ægte Helle Helle-sætninger, når de er bedst – lyriske, humoristiske, geniale. 

Læs hele anmeldelsen her:

Signe Bang Andersen anbefaler kamilla Hega Holst: 386

Hvis du kan lide kærlighedsromaner og elsker den boblende følelse i maven af spænding, så læs Kamilla Hega Holst 386. Det er en fængslende roman om et trekantsdrama med intensitet, talkoder og dybde. Mellem Mai, Johan og Daniel udforskes kærlighed, hemmeligheder og tabuiserede emner som ADHD og homoseksuallitet. En kompleks fortælling, der skildrer livets skrøbelighed og vigtigheden af ærlighed og selvforståelse. 

Læs hele anmeldelsen her:

Emilie Brandt Nissen Fabrin anbefaler Jakob Martin Strid: Den fantastiske bus 

Hvis du har børn i din nærhed, eller selv er en barnlig sjæl med hang til eventyrlige fortællinger og detaljerige illustrationer, er Strids nyeste (store) skud på stammen et must-read. Bogen er storslået på alle måder og underholdende for både store og små. Lav en kop kaffe, smæk benene op, træk børnene ind under armene og lad historien om Tolstoj, Timo og alle de andre tryllebinde jer i timevis. 

Læs hele anmeldelsen her:

Viktor Woetmann Olsen anbefaler Christoffer Thunbo Pedersen: Hekseløbets Blommetyder

Denne lille digtsamling tager læseren på en rejse gennem sprog og verden, fra kosmisk harmoni til den totale opløsning – det er en mesterlig jonglering af det danske sprog, en eksistensiel flakken mellem det hellige og profane, altsammen krydret med en plat humor, man ikke kan andet end grine af midt i den skønne, skønne undergang.

Læs hele anmeldelsen her:

Maja Agermose Hinrichsen anbefaler Gabrielle Zevin: I morgen og i morgen og i morgen

Hvis du har brug for en bog, som du ikke kan lægge fra dig, vil jeg klart anbefale Zevins I morgen og i morgen og i morgen. Den handler om at spille computerspil og om magien i at eksistere i et helt andet univers i en periode – præcis som man også kan have det med en god bog. Du behøver derfra langt fra at vide noget om computerspil for at nyde Zevins mesterværk – men du skal være klar på at lade dig opsluge fuldstændig for en stund.

Læs hele anmeldelsen her:

Anne Philipsen anbefaler Édouard Louis : Forvandlingens metode 

Jeg må jo bare indrømme, at Édouard Louis har en særlig plads i mit læser-hjerte. Jeg har læst alle hans bøger, og de er alle fantastiske – inklusiv det nyeste skud på stammen, der blev oversat til dansk i starten af dette år. Som en fransk Thomas Korsgaard tager Édouard Louis fat på klasseforskelle og hvad det vil sige at vokse op som fattig og uden de store muligheder i livet i en fransk fabriksby. Hvis du er klar til en hårdtslående, forbavsende men også håbefuld og selvreflekterende fortælling, så er denne helt klart værd at overveje. 

Læs hele anmeldelsen her:

Sophie Gohr Als anbefaler Melissa Broder: I fiskens tegn 

Broders dystre take på en kærlighedsroman gjorde stort indtryk på mig i år. Portræteringen af en usund kærlighedsrelation kombineres med alt det, der normalt sælger en romance allerbedst. Her kombineres dating, sex og internettet med overnaturlige væsner og gamle litteraturreferencer – og romanen er klart en anbefaling, hvis man vil udfordres følelsesmæssigt og moralsk.

Læs hele anmeldelsen her:

Continue Reading

En forsinket fornøjelse

Anmeldelse af Louis-Ferdinand Céline: Krig, udgivet på Gyldendal d. 24. august 2023.

Anmeldt af Viktor Woetmann Olsen

Foto: Viktor Woetmann Olsen

Man kan ikke ligefrem påstå, at der er en mangel på 1. verdenskrigssoldater, som efter krigens afslutning valgte at skrive romaner om alle de rædsler, slagmarken havde bragt dem. Det er dog sjældent, at disse først udgives over et århundrede efter begivenhederne – men dette er ikke desto mindre tilfældet med Louis-Ferdinand Célines Krig, der først udkom i Frankrig sidste år. Et ellers forsvundet manuskript dukkede op, skrevet af en af det 20. århundredes mest hyldede og kontroversielle forfattere, og det sprudler af sort humor, perversitet og en dybt ligegyldig holdning til menneskelivet, fostret af krigens altomsluttende håbløshed.

Continue Reading

Tusmørkets Kolbøttefisker

Anmeldelse af Christoffer Thunbo Pedersen: Hekseløbets blommetyder, udgivet på Det aarhusianske forlag Herman & Frudit d. 25. august 2023.

Anmeldt af Viktor Woetmann Olsen

Foto: Viktor Woetmann Olsen

Christoffer Thunbo Pedersens blot anden digtsamling cementerer ham som en af Danmarks mest lovende forfattere (og uden tvivl dansk samtidslitteraturs bedst bevarede hemmelighed). Hekseløbets blommetyder spænder vidt i både form, indhold og kvalitet, og bør uden tvivl læses af enhver, der interesserer sig for dansk poesis fremtid, da Thunbo atter viser sig som en af de mest originale stemmer, vi har.

Continue Reading