Tanker fra et ungt menneske

Tanker fra et ungt menneske

Tanker fra et ungt menneske

Anmeldelse af digtsamlingen Cogito ergu sum af Niels Erik Sloth. Udgivet på Skriveforlaget d. 19. august 2021. 

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

Cogito ergo sum er en digtsamling om at være ungt menneske. Der både føles, tænkes og spørges meget, men lyrikkens stemme giver pladsen til at rumme det hele. Digtene bevæger sig frit mellem coronaisolation og tinderdating, håbløse forelskelser og identitetskriser – nytilkommende fænomener såvel som de universelle og alment menneskelige. 

Niels Erik Sloths digte er generelt oftest henvendt til nogen; om det er ham selv, en ung kvinde eller nogen han har behov for at konfrontere, som man ser det i digtet ”barnet du”:

”Jeg er i tvivl. / Når du vil have din vilje / For villig til at gå på kompromis er du ikke, / Og du skal være i centrum / Se, der har du det bedst / Men hvordan kan du være ligeglad med andre / Samtidig med du snakker om det at være voksen”

Digtet ”Hudsult” beskriver en hungren efter andre mennesker – både i åndelig og i fysisk forstand, men særligt den fysiske berøringslyst, der er svær at stille tilfreds. Måske ikke blot svær at stille tilfreds, men i lige så høj grad svær at være kræsen overfor. Sloth beskriver, hvordan desperationen og kroppen selv sommetider tager over uden plads til at være kræsen, selvom der er en forelskelse et sted. Her er sidst halvdel af ”Hudsult”:

”Hungrende med en så stor tørst, / At jeg er villig til at udgive mig selv,/ Til næsten hvem som helst. / Aftrykket har jeg som aftrækker/Parat til at fyre af når jeg ser dig. / Fanget af det blik,/ Som gør, jeg ikke tør tage et skridt. / Forelsket til lyden af en pistol”

Om at falde for nogen

Sloth har i Cogito ergo sum mange digte om kærlighed og forelskelse, om den rodløse og forvirrede verden at møde kærlighedsrelationer i, om dem han forelsker sig i og om dem han ikke kan få. Det er klicheer, men gode klicheer, der fortæller historien om et ungt menneske, der generelt har det godt. 

”Jeg falder på en sådan god måde, / med sommerens fugle i maven / Jeg falder, fordi jeg lader mig selv give slip i forhåbningen om, / At du griber mig.” 

Teknisk er Sloths digte skabt med en flydende struktur, der forelægger hverken en fast form, metrum eller metrisk opbygning. Enkelte af digtene har enderim eller assonansrim, der fungerer udmærket til at skabe lidt mere rytme og sammenspil verslinjerne imellem. Den flydende og i og for sig ustrukturerede form giver en løsere og friere læsning. Samtidigt henleder tankerne mod lidt lommepoesi skabt af inspirationens momenter. 

Alt i alt er Sloths digte fine og hverdagslige. Den litterære kvalitet bærer præg af lommepoesi og til tider lidt selvforhøjede tanker om livet, men det fungerer i den form, det har; det fungerer som digte af en ung tænkende, forelsket og fortvivlet debutant, men ligesom alle andre, er han blot et menneske, der tænker:

”Og de ser på mig. / Tilstrækkelig. / Lige nøjagtig.  / Vover deres blik fra tå til top. / For jeg er som dem / Og de mig.”