Anmeldelse af Yu Hua: Kina i ti ord, udgivet på Forlaget Klim d. 16. august 2019, oversat og med forord af Anne Wedell-Wedellsborg

Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Nete Bækgaard Hermansen

Selvom titlen antyder det, er Yu Huas anekdotiske essay-roman om hjemlandet Kina langt fra kun 10 ord lang. Den tager derimod udgangspunkt i 10 begreber, som forfatteren forbinder med sit folk og sit land. Herigennem udruller romanen temaer om kulturrevolutionen, den kinesiske kultur, den økonomiske udvikling og forfatterens egne barndoms- og ungdomsminder.

Når Yu Hua i sin nyeste roman skriver om det Kina, som han kender så indgående, er det ikke, som normalt, gennem fiktionens slør. Kina i ti ord er noget så sjældent som en biografisk fortælling, hvor forfatteren bruger sine egne oplevelser til at sætte perspektiv på den kinesiske historie.

Det kunne risikere at blive kedeligt, men det gør det aldrig. For selvom Yu Hua voksede op i en lille landsbyflække, langt borte fra magtens centrum i hovedstaden Beijing, så er beskrivelserne fra hans barndom og ungdom gennemsyret af den kontrol og usikkerhed blandet med eufori, som Kulturrevolutionen og Maos styre bragte med sig.

Anekdoterne vækker historien til live

Det er de små fortællinger, som virkelig brillerer – som den om en skolelærer, som tigger sine elever om at kritisere ham over for lederen af Arbejdernes Propagandahold, så han ikke skal blive betragtet som antirevolutionær. Eller den om den lokale forfatter, som kritiserer en meget ung Yu Hua for ikke at inddrage nok monologer hos den kontrarevolutionære godsejer i sit teaterstykke, men selv ender med at blive udstillet som et råddent æble blandt landsbyens beboere af netop denne grund:

”Vores lokale berømthed forvandledes fra den ene dag til den anden fra et rødt penselskaft til sort penselskaft. De følgende to år optrådte han ofte ved kritikmøder på skolens sportsplads. Her havde han rollen som aktiv kontrarevolutionær med et træskilt på brystet og bøjet hoved, rystende af angst.”

Gennem sådanne konkrete beskrivelser får man som læser et langt tydeligere billede af det kinesiske samfund under formand Mao, end nogen historisk afhandling ville kunne give.

Kærligheden til litteraturen som gennemgående tema

Yu Huas roman er i bund og grund en kærlighedserklæring til Kina, og til litteraturen – også selvom mange af de historiske begivenheder, han beskriver, har et kritisk skær eller beskriver en foruroligende tid i landets historie.

Yu Hua lægger ud med at fortælle om studenteroprøret ved Tianmen Square i 1989, et ømt punkt i Kinas historie, som man stadig ikke snakker om. Her viser han indirekte, hvordan litteraturen har en helt særlig magt. Den kan nemlig italesætte det, som ellers kan være svært at fortælle om eller snakke om. Dog har det også haft konsekvenser, idet romanen på sit originalsprog har været nødt til at blive udgivet i Taiwan frem for Kina på grund af censur.

Litteraturen spiller dog ikke kun en indirekte rolle som formidler af de ting, som af samfundet er blevet fejet ind under gulvtæppet. Yu Hua fortæller også historien om litteraturens rolle i et samfund, som først er afskåret fra næsten al litteratur, og efter Maos fald pludselig oplever en overvældende fri adgang til den samme. Tørsten efter de forbudte fortællinger er i første omgang så stor, at Yu Hua og hans ven med dødsforagt for både partiregler og søvn bruger flere dage på at kopiere et laset eksemplar af Kameliadamen af Alexandre Dumas, som inden længe skal sendes videre til den næste fordækte læser:

”Vi fortsatte til den lyse morgen, én skrev, én lå på bordene og sov, med stadig hyppigere skift. I starten kunne hver af os arbejde en halv time i træk, men senere måtte vi hvile os ca. hvert femte minut […] og således, ved hele tiden at vække hinanden, lykkedes det os til sidst at fuldføre vores kæmpemæssige afskrivningsarbejde.”

Da forlagene senere hen blomstrer op efter Mao-tiden, er der en voldsom efterspørgsel efter litteratur til at fylde boghandler og litterære tidsskrifter, og det bliver den store chance for den unge tandlæge Yu Hua, som får sine første noveller udgivet hos et forlag i Beijing.

Et smukt og kritisk samtidsbillede

Yu Hua berør mange flere temaer i løbet af sine essays – blandt andet revolution, kopi og græsrødder. Alle fortæller både en personlig historie og Kinas historie, og det er denne fine og flydende kombination af det personlige og det historiske, som fungerer så godt. Selvom værket er præget af en kritik af udpræget samfundskritik, fornemmer man derfor hele tiden den skønhed og hengivenhed over for fædrelandet, som ligger mellem tekstens linjer.

Kina i ti ord kan således anbefales til alle, som ønsker at vide mere om den berømte forfatter, om livet under Kulturrevolutionen eller om det moderne Kina, som stadig åbner grænserne mere og mere mod resten af verden.