Anmeldelse af Niels Lyngsø: Ti dages stilhed. Et essay om bevidsthed og meditation udgivet på Gyldendal d. 7. januar 2019

Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Bogens forside / Gyldendal

Forfatteren Niels Lyngsø (f. 1948) tilbragte efteråret 2017 ti dage på en ødegård i Sverige. Formålet var at holde en pause fra et forsumpet romanprojekt, men hans oplevelser fra meditationsforløbet foreligger nu i et indsigtsfuldt og refleksivt essay.

Hvad gør man som forfatter, når skriveblokaden rammer? Når arbejdet med den lange roman går i stå? For Niels Lyngsø – forfatteren bag de anmelderroste romaner Min ukendte bror (2015) og Himlen under jorden (2016) – var svaret at tilbringe ti dages stilhed på en svensk ødegård sammen med 80 andre meditationsglade kursister. Ved meditationskursets påbegyndelse skulle mobiltelefoner og andre former for elektronisk udstyr afleveres, men at påbuddet også galt skriveredskaber var nu det værste for forfatteren:

”Ikke på noget tidspunkt i mit voksne liv har jeg tilbragt ti dage uden pen i hånd eller tastatur under fingrene. Alt hvad der skete, og alt hvad der løb gennem mit hoved undervejs, var jeg nødt til at memorere hvis jeg ville tage det med mig.”

Klosterlivets daglige program var nøje tilrettelagt, og Lyngsø benyttede de indlagte pauser til aktivt at lagre dagens begivenheder i hukommelsen. Om han allerede under opholdet vidste, at han ville skrive et refleksivt essay om sine oplevelser, er ikke til at vide.

Den håndgribelige meditation

Ti dages stilhed er en personlig beretning, og det er fascinerende at følge forfatterens udvikling fra stolt, selvforherligende munk siddende i skrædderstilling på det hårde guld til en noget mere ydmyg meditationsudøver med puder under knæene. Beretningen er understøttet af en række nedslag i den nyeste bevidstheds- og meditationsforskning, men det gør den ikke mindre tilgængelig eller humoristisk.

At meditere handler om at opnå en form for fokuseret tilstand, hvor det evige tankemylder ikke er bestemmende for bevidsthedstilstanden. Meditationsudøveren skal således tilstræbe en objektiv tilstand, hvor tankerne betragtes udefra. Besværlighederne ved teknikken illustreres således:

”At holde styr på tankerne under meditation kan være som at forsøge at holde et helt kuld hundehvalpe samlet i en kurv: Så snart man har fat i nakken på den der er stukket af, er to andre allerede på vej ud over gulvet. ”

Den indvendige meditation er usynlig for den ydre verden, men Lyngsø formår at beskrive processerne på en håndgribelig og humoristisk måde. Man ser det for sig: Lyngsø siddende på en pude i en ødegård i Sverige, mens han febrilsk forsøger at indfange sine hundehvalpe. Indsatsen bærer frugt og på fjerdedagen opnår han fuldkommen indvendig stilhed under en meditationssession:

”Aldrig i mit liv havde jeg oplevet noget så vidunderligt fredfyldt. Det var som at have stået i en brølende skolegård hele sit liv og så pludselig finde en låge i muren og smutte om på den anden side, ind i en have hvor der var stille og rart. ”

Både op- og nedture

De stærkeste træk ved Lyngsøs essay om bevidsthed og meditation er de intime og humoristiske elementer. Forfatteren har en enorm selvindsigt, og det er en fornøjelse at følge både nederlag og sejre. Den eftertragtede sindstilstand, som han oplevede på fjerdedagen, indtræffer ikke igen, og dagen efter oplever han massive brystsmerter. Den vidunderlige fred omdannes til selvvendt vrede:

”Jeg følte mig som et lille lortesvin. Hvordan kunne jeg dog have været så indbildsk at tro at jeg nu næsten mestrede teknikken, når jeg tydeligvis var komplet uduelig til at meditere?”

Selvom Ti dages stilhed er skrevet efter opholdets afslutning, fremstår beretningen livlig og troværdig, og de videnskabsteoretiske nedslag om bevidsthed og meditation samt den vidunderlige selvindsigt og ærlighed opløfter essayet til andet end blot en forfatters individuelle oplevelse på en ødegård i Sverige.