Anmeldelse af Pär Thörn: ”Tidsstudiemanden”, oversat af Kamilla Löfström, udgivet på Forlaget Antipyrine, 10. juni 2015

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk

Pär Thörn, en svensk lydkunstner, performanceartist og avantgardistisk poet, tager i sin kortroman Tidsstudiemanden fat på et af de emner, som med sin paradoksale enhed af universalitet og udefinerbarhed synes at blive ved med at optage mennesket, nemlig tiden.

Tiden er svær at begribe og definere, men alligevel synes den allestedsnærværende –Pär Thörns Tidsstudiemanden er ingen undtagelse. Romanens fortæller grundlægger sin fuldkomne forbundethed til sekunderne, minutterne, dagene, timerne og ugerne, månederne og årene i en tidlig alder, hvor han modtager sit første schweiziske ur i fødselsdagsgave. Efter skoletiden, hvor han forestår tidstagningerne ved skolemesterskabet, får fortælleren arbejde på en fabrik. Her tilbringer han resten af sin levetid med minutiøst at tage tid på arbejdets og arbejdernes momenter af handlinger med det formål at identificere elementer, som kan effektiviseres.

Tidsstudiemanden er stolt af sit arbejde, og han er, hvis han selv skal sige det, rigtig god til det, fordi han ikke er forfalden til subjektive vurderinger af tiden. For ham er svaret på spørgsmålet om tidens definition såre simpelt: ”Tiden er det man måler med et ur.” Det svære ligger derimod fx i spørgsmål som: ”Præcis hvornår ophører arbejdsmomentet ’at skrue’?” eller: ”Er det at klø sig på sit ben for eksempel en mikropause?”

Men som læser føler man alligevel, at dette snævre blik på tiden virker utilstrækkeligt. Tiden er mere end det, der kan måles, og derfor virker tidsstudiemanden som en mærkeligt fremmed eksistens. Kroppen – både hans egen og andres – bliver for ham et stykke mekanik, der gentager sine bevægelser i en uendelighed, og med små justeringer kan effektiviseres i sin drift som en maskine:

”Da jeg reflekterer over den fremtidige organisering af arbejdslivet, får jeg den mistanke at jeg inden for en nær fremtid formentlig kommer til at overvåge maskiner snarere end mennesker. Men jeg indser at dette egentlig ikke vil påvirke mit arbejde eller oplevelsen af mit arbejde.”

Det er trygt og godt; fatteligt. Men samtidig er kroppen og menneskene netop ukontrollable: På trods af tidstagning, udregninger og analyser og deraf følgende nye tiltag udebliver effektiviseringen ofte. Tiden kan måske nok kontrolleres, men ikke styres, og tidsstudiemanden bliver på den måde en trist figur uden egentlig væren i verden. Han står blot på sidelinjen og holder tiden i udstrakt arm som et stopur:

”Jeg ser på mit ur og jeg ser på den mand jeg tager tid på. Han bevæger sig, han arbejder. Jeg bevæger mig ikke mere end nødvendigt, men jeg tager tid, jeg arbejder, og jeg mærker en meget omfattende sorg, samtidig med at jeg er perfekt placeret lige skråt bagved ham.”

Og hvad er tiden i sig selv, andet end lyden af sekundernes tikken? Man oplever i Tidsstudiemanden, hvordan helheden fortaber sig til fordel for ligegyldige opremsninger, og faktisk finder man aldrig ud af, hvad det præcis er, der produceres på tidsstudiemandens arbejdsplads. I stedet finder man denne ophobning af materielle iagttagelser, som samtidig på effektfuld vis lader den utålmodige læser mærke tiden som en kvalitativ og ikke bare målbar størrelse.

Da tidsstudiemanden bekender for chefen, at en nyerhvervet maskine ikke har medført de forventede effektiviserende resultater, svarer chefen: ”Det er godt. Du viser mod. Du har gjort en fejltagelse og du erkender det. Dette er godt, men lad det ikke ske igen. For vi lever ikke af mod, men af produktion og salg.” En samfundskritisk dagsorden med hån over for vor tids måle-veje-mentalitet stikker således også hovedet frem mellem linjerne i Pär Thörns roman.

Tidsstudiemanden skildrer et menneskes liv fra fødsel til død, men alligevel fylder værket blot 106 sider. Dette beskedne omfang akkompagneres samtidig af en tilsvarende økonomi og knaphed i sproget, der forener det filosofiske og eksistentielle perspektiv i romanen med et tilsvarende absurdistisk og befriende humoristisk. Når tidsstudiemanden fx refererer til en kontrovers med vennen over, om aftensmenuen skal stå på indisk eller tjekkisk, nærmer han sig på sin egen firkantede facon en definition af kreativitet:

”Jan vil helst spise indisk. Men jeg vil helst spise tjekkisk. Noget derimellem findes ikke. Denne uopdagede crossover eksisterer ikke. Min hjerne formår dog at konstruere disse urealiserede ting. Det er bare at lægge det ene sammen med det andet.”

Og når den pertentlige firmaets mand alligevel når til (begrænsede) selvindsigter om sin egen utilstrækkelighed, bliver det lattervækkende hjælpeløst i sin konkretisme:

”Jeg bevidner de rent fysiske fænomener som omgiver mig, og da jeg er færdig med at bevidne dem forsøger jeg at tælle dem, men det mislykkes. Jeg forbander min inkompetence og begynder forfra.”

Tidsstudiemanden er en finurlig og tankevækkende lille bog, der bevæger sig i et kontrastfuldt spændingsfelt mellem ubetydelige petitesser og meningen med den menneskelige eksistens. Piet Hein har måske sagt det allertydeligst i et af sine gruk:

 

“Når man føler hvor lidet

man når med sin flid,

er det nyttigt at mindes, at

Ting Tar Tid.”