Anmeldelse af Et forbasket forår & Smertepunktet af Patrick Modiano, Lindhardt og Ringhof, udgivet den 29. januar 2015

Anmeldt af Rasmus Lund Nielsen

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

Det fornærmer nok ikke mange at påstå, at Patrick Modiano ikke var en særlig kendt forfatter herhjemme, inden han modtog Nobelprisen i litteratur sidste år. Det findes der sikkert flere forklaringer på, men den væsentligste må være, at der ind til for nylig kun forelå én af hans romaner i dansk oversættelse, nemlig Askeblomster fra 1991. Nu er der imidlertid tilføjet to mere til den danske samling: Et forbasket forår & Smertepunktet (2015).

 

Et forbasket forår er en mands erindringer; en mand, der selv er forfatter, og som skriver de sider, vi læser: ”Jeg lærte Francis Jansen at kende i foråret 1964, da jeg var nitten år gammel, og i dag vil jeg berette de få ting, jeg ved om ham.” Det synes karakteristisk, at han i udgangspunktet ved meget lidt, indtil han går på jagt i fortiden som en anden detektiv. Først da fjerner billedet sig fra glemslens tåger.

Jansen fascinerer forfatteren nu, og han fascinerede ham dengang; Jansens ensomme tilværelse som kunstner, hans fortid som italiensk-jødisk fotograf og fange i Drancylejren under Anden Verdenskrig, hans bekendtskaber – dem, der betød noget og de andre – og hans forsøg på at gemme sig og søge væk fra det hele. For Jansen søgte tavsheden både i livet og i kunsten: ”Et fotografi kan skabe tavshed. Men ord? At skabe tavshed med ord: det var noget, han syntes kunne være interessant.” Jansen ville ”smelte sammen med omgivelserne.” Det samme synes at være forfatterens mission. Hans fascination synes derfor også at skyldes en form for beslægtet kunstsyn. Jansen og forfatteren er begge på jagt efter ”en uskyld, der var gået tabt.” Forfatteren sorterede dengang Jansens fotografier, ligesom han senere, men med ord, har sorteret sine egne erindringsbilleder. Han skriver et sted: ”Det er sandsynligt, at vores hukommelse under tiden fremkaldes på samme måde som et polaroidfoto.” Forfatterens erindringsarbejde synes altså ikke langt fra fotografens, eller som Susan Sontag skriver: ”At besidde verden i form af billeder er netop at genopleve virkeligheden og virkelighedens fjernhed.”

Smertepunktet beskriver to unge drenge, der bor hos deres forældres venner. Igen er fortælleren forfatter til et erindringsprojekt: ”I min erindring flyder årstiderne sammen.” Desuden antydes et slægtskab med Modiano selv: ”Jeg forsøgte at skrive min første bog. … Du sagde du til mig og kaldte mig: Patrick.”

Der er noget fordækt over det hus, drengene er kommet til, og personerne, der bor der. Deres mor er på turne, men er måske i fængsel, og deres far er underligt fraværende. Huset synes desuden at være hjemsted for en slags bande, som nok er skyldig i en række forbrydelser, men alt sammen er det sløret dels af erindringen og desuden af, at det kun er barndommen, forfatteren har adgang til: ”Andrée frekventerede banden i rue Lauriston. … Jeg bed mærke i den sætning. Henne i skolen havde vi også lavet en bande.” Han ser verden gennem barnets øjne, men med den voksne forfatters erfaringer.

 

Smertepunktet kanvirke en smule uforløst sammenlignet med Et forbasket forår. Barndomserindringen virker simpelthen mindre presserende og ikke helt så vigtig for forfatterens budskab om erindringen som en kunstform. For det virker som om, at Modianos projekt netop tager form som et forsøg på at komme ind til kernen i et levet liv; kernen forstået som erindring og som det egentligt væsentlige. Det er det, han kommer tættere på i den første roman end i den sidste. Det ændrer imidlertid ikke på, at begge romaner er skrevet med stort sprogligt overskud og en særlig indlevelse og sensibilitet.

Et forbasket forår er altså en helstøbt og til fulde nobelprisværdig perle, og Smertepunktet er også god, men ikke helt på samme niveau som den første. Men jeg tror nu alligevel, at vi skal være glade for at Nobelprisen gik til den mere ukendte forfatter fra Paris end til for eksempel den allerede velkendte Haruki Murakami. For ellers havde vi måske aldrig lært Mo