Tove Ditlevsen og evnen til at gøre ærlighed til kunst

Reportage fra En aften i Tove Ditlevsens navn på Godsbanen, Aarhus, d. 9. april 2015

Af Lisa Emilie Jørgensen

I bedste rockstar-stil ankommer litterat og forfatter Karen Syberg ca. 20 minutter for sent til arrangementet – toget skulle lige rulle ind på perronen i Aarhus. Hun er én af de fire markante personer, som Dagbladet Information byder velkommen på Godsbanen denne lune forårsaften. De tre andre er forfatter Olga Ravn, Nordisk-lektor Stefan Kjerkegaard fra Aarhus Universitet og selvfølgelig aftenens egentlige hovedperson: Tove Ditlevsen.

Vi sidder tæt samlet i Aarhus Litteraturcenters lokaler på Godsbanen. En broget flok, både ældre og yngre, dog flest kvinder, er kommet for at høre om Tove Ditlevsen. Som ordstyrer lægger Stefan Kjerkegaard ud med at præsentere aftenens formål. 2015 er hundredåret for kvinders stemmeret, og derfor har Dagbladet Information arrangeret en række aftener i Aarhus og København, hvor der fokuseres på oversete kvindelige forfattere. Men her står Tove Ditlevsen alligevel lidt udenfor, ligesom hun altid på en eller anden måde har stået udenfor, for hun er aldeles ikke overset – og specielt ikke her i 2015, hvor hendes forfatterskab atter er trukket frem fra glemmebogen. Stefan Kjerkegaard fremhæver tre årsager til Ditlevsens nylige renæssance og kanonisering: tidsånd, modernismetræthed og affekt.

På mange måder var Tove Ditlevsen forud for sin tid i sin måde at bruge sig selv i sine værker, og dette autofiktive, litterære greb blev i Ditlevsens samtid ofte set som udtryk for en manglende kvalitet og useriøs litteratur. Med de seneste års øgede fokus på den litterære selvfremstilling, er Ditlevsens forfatterskab imidlertid aktualiseret på ny, forklarer Stefan Kjerkegaard. Samtidig ses generelt en stigende afstandtagen til de mærkelige og svært forståelige modernistiske værker. Endelig kan Ditlevsens fornyede succes skyldes, forklarer han, et øget fokus på affekt (dvs. kropslige intensiteter), sentimentalitet og feministiske undertoner, hvilket læseren vil møde meget af i Ditlevsens forfatterskab.

Efter den korte introduktion får forfatteren Olga Ravn ordet. Og der går ikke lang tid, før forsamlingen kan fornemme, hvor stor pris hun sætter på Tove Ditlevsen. Modsat Stefan Kjerkegaard møder hun ikke Tove Ditlevsen som akademiker, men som kunstner. Hendes fokus på Tove Ditlevsen er derfor også kunstnerrollen, som hun selv har fundet stor inspiration i. For hvad vil det sige at være forfatter eller kunstner? Meget ærligt og nærværende forklarer hun, at kunstneridentiteten er svær at befinde sig i, og at hun er gået til Tove Ditlevsens forfatterskab for at få hjælp til at tackle rollen: ”uden Tove Ditlevsen havde jeg slet ikke vidst, hvad jeg skulle gøre.”

Naturligvis nævner Olga Ravn også sit arbejde med at samle og redigere Tove Ditlevsens non-fiktion-tekster til den nyligt udkomne samling Jeg ville være enke, og jeg ville være digter samt samarbejdet med kunstnergruppen Sort Samvittighed. Hun forklarer, at hun i Sort Samvittighed mødte nogle kvinder, der så det samme i Tove Ditlevsen, som hun selv gjorde – en rå, usentimental ærlighed, en fortvivlet optagethed af moderrollen og en spænding mellem ønsket om at opretholde det idylliske familieliv – og samtidig ikke at kunne lade være med at slå det i stykker. Et helt andet blik end hun, og sikkert de fleste andre, havde fået fra folkeskolen.

Da Karen Syberg overtager ordet efter Olga Ravns oplæg, erklærer hun sig enig. Hun har i mange år beskæftiget sig med Ditlevsens liv og forfatterskab, og i 1997 udgav hun biografien Tove Ditlevsen: Myte og liv, der udover grundigt at opsummere Ditlevsens liv også giver forskellige bud på (biografiske) læsninger af hendes forfatterskab. Hun påpeger især det musiske sprog i Tove Ditlevsens digte. Digtet ”Udslettelse” fra samlingen Lille Verden bliver delt ud blandt tilhørerne, mens Karen Syberg rytmisk og afslappet læser op. Efter oplæsningen fremhæver Karen Syberg, hvordan det negative billede i begyndelsen af digtet udslettes og vendes til et positivt undervejs ved at lade ordenes og billedernes betydning skifte. Hun forklarer, at Tove Ditlevsen generelt finder trøsten i det tragiskes skønhed.

Også Olga Ravn deler et tekststykke ud, Tove Ditlevsens ”Min nekrolog”, for at vise, hvordan sarkasmen og ironien også spiller en markant rolle i forfatterskabet. Olga Ravn viser sig at være en eminent oplæser, der undervejs sender sigende blikke ud blandt publikum og selv bidrager med et par kommentarer midt i læsningen. Flere gange ler vi alle, hvilket vidner om kvaliteten i både Olga Ravns evner som oplæser og Ditlevsens humoristiske og selvironiske skrivestil.

Mere alvorlige emner som ensomhed, død og selvmord bliver selvfølgelig også bragt på bane – det kan ikke undgås, når man snakker om Tove Ditlevsen. I dén forbindelse stiller Stefan Kjerkegaard, hvad der måske kan betegnes som aftenens bedste spørgsmål: Er ærlighed en æstetisk kvalitet? Både Karen Syberg og Olga Ravn ser ud til at have svært ved at besvare spørgsmålet. Tove Ditlevsens ærlighed omhandler det skæbnesvangre, men hendes kvalitet er også at vide, at det skæbnesvangre ikke behøver at være skandaløst. Hendes ærlighed vedkommer andre mennesker, fordi den ikke vender sig indad, men vidner om en enorm selvindsigt. Æstetikken består i at gøre ærligheden til kunst.

Udgivet: april 13, 2015 | Kategori: artikler, Reportager | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *