Anmeldelse af Anna Hope: Forventning. Udgivet af Klim d. 17. september 2021. Oversat fra engelsk af Charlotte Kornerup.
Anmeldelse af Sophie Gohr Als
Foto: Sophie Gohr Als
Anna Hopes Forventning skildrer tre kvindelige liv på godt og ondt. Kvinderne, der er tale om, skulle have alle muligheder for et lykkeligt liv. Forventningen om lykken står derfor i kontrast til de følelser af sorg, desorientering og smerte deres tredivere alligevel er fulde af, og Hope skildrer følelsen af utilstrækkelighed i en rå, men ikke tung tone, der skaber en interessant og virkelighedsnær læseoplevelse.
Romanens tre kvindelige hovedpersoner Cate, Hannah og Lissa introduceres i første kapitel som bedste veninder midt i tyverne, der bor i samme lejlighed i London og lever et intet mindre end glansfuldt liv. Alt kører på skinner for dem, og det er med dette perspektiv, at vi kastes ind i livet i trediveårsalderen. Hannah kæmper med at blive gravid på tredje år. Cate føler sig modsat fanget i moderskabet, og er tvivl om hun har giftet sig med den rette. Lissa er den mest rodløse af de tre og kæmper med dette og sin skuespillerkarriere. De mere eller mindre tabuiserede elementer fremstilles i et let og tilgængeligt sprog, der er med til at give en høj grad af potentiale for genkendelighed hos læseren. Jeg er sikker på, bogen er blevet sammenlignet med Sally Rooney før – og dette med god grund. Sansen for at skildre, hvad der er under den facade, vi alle kender fra diverse medier og glansbillede-fortællinger, rammer en bred skare af læsere, der kan spejle sig i denne virkelighed.
Den kvindelige oplevelse
Generelt spiller tid og generationer en stor rolle i bogen. Der laves nedslag i årene 1987 til 2018, og disse nedslag forbindes af en bestemt oplevelse af at være kvinde og del af et kvindeligt fællesskab. Det er både de familiære bånd, der binder kvinderne sammen, forholdet til moderskabet, men i høj grad også forholdet mellem de tre veninder, og hvordan disse ændrer sig gennem svigt og kriser. Det er generelt en hyper-kvindelig bog, og de få mænd der er, er altid med for at spille en bestemt rolle i kvindernes liv – ofte romantisk. I et standard patriarkalsk narrativ er kvinden ofte bikarakteren og begærsobjektet og dette vendes på hovedet i Forventning. Jeg er ikke sikker på, at bogen ville bestå en omvendt bechdel-test, og dette skaber et rum for en bestemt udforskning af kvindeoplevelsen, der er forfriskende og meget relevant.
Bogen viser sig fra sin bedste side, når den skildrer de mørke sider af kvinderne. Når den ene har sex med den andens mand. Når de er misundelige på hinanden, vrede på hinanden, eller når de ikke kan bære hinandens lykke. Der er et kaos i relationerne, der får bogen til at virke ekstremt ægte og gør noget godt for en nuanceret skildring af især kvinden, der skaber et rum til det uperfekte og genkendelige:
”Hun græder ikke, når kvinde efter kvinde på jobbet annoncerer, at hun er gravid. Heller ikke når hun dag efter dag tager sin temperatur og markerer den i et diagram. Hun græder ikke, når hun bløder igen hver måned. Og da hendes ældste veninde fortalte, at hun var gravid, gav hun hende et meget tæt knus, så Cate ikke kunne se udtrykket i hendes ansigt.” (s. 45)
En afgrænsning af målgruppen
Bogens præmis beskrives på bagsiden som: ”En fortælling om forholdet mellem forventning og virkelighed – det sted fuld af drømme, begær og smerte, hvor vi lever vores liv.” Dette ”vi” skal dog tages med det forbehold, at fremstillingen af kvinden i bogen ikke er universel, men derimod baseret på tre kvinder med ret ens udgangspunkter. Forventning hælder til at romantisere og næsten tage patent på en bestemt form for kvindeoplevelse, som kan blive en smule snæver, men er til gengæld god til at nedbryde de tabuer og glansbilleder, der er forbundet med dette specifikke narrativ.
Leave a Reply