Anbefaling af Tarjei Vesaas: Fuglene (1957), udgivet i nyoversættelse ved forlaget BATZER & CO 2017

Anbefalet af August Toftgaard Madsen

Foto: Bogens omslag / www.batzer.dk

Tarjei Vesaas (1897-1970) var en af Norges største forfattere i det tyvende århundrede, og romanen Fuglene regnes blandt hans hovedværker. I romanen følger vi tossen Mattis som oplever alt i naturen intuitivt og poetisk, men som ikke forstår menneskerne omkring sig. Fortællingen handler om glæderne og sorgerne ved at opleve virkeligheden som tosse.

Mattis bor med sin søster Hege ved skovkanten i en afsidesliggende bygd. Mattis er ikke som andre. Tusten – tossen – bliver han kaldt. Han misforstår alt der bliver sagt, og når han skal løse en opgave, snører tankerne sig sammen så han går i baglås og må give op. Derfor arbejder han ikke, men tilbringer de lange dage i hjemmet hos Hege som tjener småpenge ved at strikke tøj.

”Tosse” er en bredspektret betegnelse for Mattis særheder som omfatter tvangstanker, tvangshandlinger, magisk tænkning, mangel på empati, mangel på social intelligens, angst for forandring og sygelig overtolkning af naturfænomener, men bygdesamfundet håner ham ikke. Nuvel, man griner lidt bag hans ryg, men Mattis bliver oftest mødt med velvilje og overbærenhed. Det gør han fx da Hege i forsommeren beordrer ham ud for at tilbyde sin hjælp på de omkringliggende gårde. Mattis hader det, for når han kommer ud blandt andre, bliver det tydeligt for ham hvor uduelig han er. Han slæber sig ind til en gård, hvor besætningen skal til at hakke roer. Gårdmanden instruerer tålmodigt Mattis i den simple procedure med at rydde ud i ukrudt og planter med hakkejern og hænder. Alligevel går det hurtigt galt for Mattis:

”Han lå krumbøjet og plukkede, tankerne fór vild. Hjælp mig, tænkte han. Men tankerne vimsede rundt som før, når han ville tage ukrudt, så tog han en roe.”

Da Mattis’ er færdig, ligner indsatsen hærværk mere end roelugning, men han får et måltid mad og et par mønter han kan tage med hjem til Hege. Han er glad, men flov. Han ved godt at han er anderledes og at bygdefolket skiftevis undgår ham og giver ham særbehandling. Det er sidste er det smerteligste.

Tossen og naturen

Mattis forstår ikke andre, men andre forstår heller ikke Mattis: han ser sammenhænge i naturen som er skjult for forstanden. Han er hypersensitiv over for naturfænomener og bliver overspændt af lykke da forårets sneppetræk flyver over huset. Dagen efter går han i skoven for at finde spor af sneppen, og her han finder et jordstykke hvor fuglen har skrabet i underlaget. Mattis opfatter skrabemønstret som skrift og kradser nogle tegn tilbage som svar. Næste dag har sneppen sat nye tegn, og gennem flere dage fører de to en kommunikation som er ordløs, men absolut meningsfuld for Mattis. Hans verden er fortryllet, og han vil dele den med andre, men alle slår ham hen med først fornuftige, så irettesættende og til sidst afvisende kommentarer – igen ender Mattis som ”tossen”.

Tankens kraft

Mattis’ fortryllede verden er også brutal. Han tror at hans tanker kan ændre på virkeligheden, men han har ikke selv kontrol over strømmen af ord og billeder som myldrer i hovedet på ham. Alle katastrofer tolker han som et resultat af forkerte tanker, og på den måde gør han sig selv ansvarlig for både fortidige og fremtidige ulykker. De forbudte tanker kan komme alle steder fra, og ofte er Hege offeret. Sneppen bliver skudt, og nu er sneppen Hege og skuddet et varsel om hendes endeligt. Et lyn slår ned og flænser et aspetræ. Træet har Mattis engang kaldt Hege, og lynet bliver nu naturens varsel om Heges undergang. Panikken lurer konstant under overfladen, og for at veje op for sine ufrivillige, ondsindede tanker, klamrer Mattis sig til Hege. Han hader forandring og vil have uafbrudt kontrol over søsteren.

I Mattis verden er alting ladet med mening. Alle naturfænomener er stemningssættende, ingen hændelser er uden betydning; blæst, tordenvejr, roespirer, fisk og aspetræer – i alle relationer er noget afgørende på spil. Heges tilværelse i de samme omgivelser er anderledes, hendes dage er ens og indholdsløse, og hun må kæmpe for at holde depressionen for døren. En nat hører Mattis hende græde i sit kammer. Da han går derind, vender Hege sig mod ham med et vildt blik i øjnene; ”jeg ved ikke hvorfor jeg er til […] Jeg får ikke noget ud af det”, siger hun og vender hovedet mod væggen.

Hege er ved at blive vanvittig af at leve i tosomhed med sin tossede bror. Som et forsøg på at skabe luftforandring, lokker hun Mattis til at blive færgemand over den store, mennesketomme sø neden for huset. Mattis forstår vigtigheden af tjansen, så han trækker sin halvrådne jolle i vandet og padler til skoven på den anden side. Til Heges forbavselse kommer Mattis allerede første dag i land med en enlig skovhugger, Jørgen, som søger ly for natten. Først skal han bare overnatte et par dage, men Jørgens afsked trækker ud. Hege blomstrer op, og langsomt indser Mattis at Jørgen har tænkt sig at blive.

Jørgen er alt hvad Mattis ikke kan rumme. Han er den forandring som gør Hege glad, selvstændig og modstræbende over for Mattis’ kontrol. Tankestrømmene tager til, de gør det næsten af med Mattis. Derfor udsætter han sig selv for en fatal test, der skal vise om forandringerne i huset er naturens ønske.

Fuglene handler om angst, misforståelser og forskellige oplevelser af samme virkelighed. Ingen steder dømmer fortællingen hvornår forstanden har ret og hvornår tossen har det. Det må læseren selv afgøre, og ofte sidder man tilbage med spørgsmålet: er det mig som kan lære af tossen?