Litterær artikel om det postmoderne eventyrs mørkeside i Cecilie Linds digt ”mandikatastrofelys” fra tidsskriftet Henfald 1/2016

Af Anne Sophie Parsons

Foto: forlagetgladiator.dk / Fotograf: Sofie Amalie Klougart

Persongalleriet i eventyret som genre er for så vidt præget af distinkte, fastlagte roller, som opfyldes af arketyper. God og ond er modpoler og på denne skala imellem de to punkter falder prinsen, prinsessen og udyret på hver deres respektive pladser. Disse givne roller kan dog sløres, og byde på mere komplekse, sammensatte karakterer, som ses i Cecilie Linds digt, ”mandikatastrofelys”.

Prinsen, prinsessen og heksen er allestedsnærværende arketyper i folkeeventyret. Opbygningen af handlingen er ligetil; prinsen redder, prinsessen reddes, heksen eller den stedfortrædende antagonist overkommes. Der findes variationer af denne model der byder på aktive kongedøtre og passive biroller, men læseren genkender det førnævnte gængse karaktergalleri uden de store problemer. Da det postmoderne eventyr begyndte at blive etableret som sin egen litterære genre i slutningen af 1970’erne, fokuserede genfortolkningerne på de psykologiske sider af genrens fremstillinger og  legen med selve teksten som metarefleksion: De nye præsentationer af prinsen eller husbonden understregede at karakterene ikke var så heroiske eller pålidelige som deres oprindelige sidestykker.

Cecilie Linds bidrag til litteraturmagasinet Henfalds første nummer, digtet ”mandikatastrofelys,” kredser som tekst på samme måde omkring specifikke tekstlige elementer fra eventyrets verden set med nye øjne. Gennem en litani hvis ord er strøet ud over digtets to sider som tekstlige bønnespirer, alluderes der gentagende gange til eventyrgenren. Udpluk såsom skovturskurv, gavtyvesmil,og denne dør er låst,bærer alle præg af at være inspireret af de genkendelige fortællinger om både ”Den Lille Rødhætte” og ”Blåskæg”. Titelindehaveren af sidstnævnte historie dræber de ungmøer han gifter sig med, for derefter at opbevare de kolde kroppe i et aflåst værelse. Da hans nye unge brud af ren nysgerrighed afslører rummets makabre indhold bliver der sat lighedstegn mellem at bryde døren op til det hemmelige rum og at gøre sin entré i den jomfruelige kvindekrop på bryllupsnatten.

Seksualitet er derfor også et tema, der løber som en rød tråd igennem ”mandikatastrofelys”. Rolleopdelingen mellem husbond og bæst bliver en udvisket størrelse og som følge heraf et tematisk omdrejningspunkt i teksten. Den første sætning i Linds digt, som lyder: ”Dine negle, ufarlige, nedklippede, til vi hviler” (s. 41), opridser  det hengemte umenneskelige, der kan forandre prinsen til udyr fra det ene øjeblik til det andet. Det uhæmmede dyriske ligger parat til at eksplodere rent tekstligt: ”[…] kom og mød ham når han hyler, knytnæverne, madras, slå sig i tøjret, en evig krampe i venstre læg, overanstrengelsen og barbermaskinen, besindelsen og da han taber den […] at der snart ikke er flere skjorter at klæde sig i, som en mand” (s. 41, min kursiv). Opremsningen af de kropslige fokuspunkter er en fremstilling af manden som et ambivalent væsen der befinder sig mellem udyr og menneske.

”Mandikatastrofelys” afsluttes ved at understrege det (hetero)seksuelle forholds kropslige fyldestgørelse. Ved at lade digtet ende med ordene: ”som om du mistede en hale” (s. 42), sættes der en opsummerende (grise)krølle (om man vil) på Linds tekst i forhold til mandens vekslen mellem at være umenneske og individ.

Det postmoderne eventyr har igennem årene fremhævet og med vilje peget tilbage på sig selv som selvbevidst genre. I sin undersøgelse af eventyrets arketyper bliver rollebesætningen genforhandlet og omfordelt imellem både hekse, husbonder, stedmødre og prinsesser. Til tider opfyldes flere af rollerne af én karakter ad gangen. Cecilie Linds digt formår på mange måder at nå fren til de samme funderinger omkring eventyrets ambivalente karaktergalleri, trods sin længde på blot to sider; om prinsen er en mand eller et udyr er ikke klart defineret. Måske er han, når alt kommer til alt, mere en blanding af begge dele end noget andet? Han er en arketypisk letaflæselig husbond med en rolle der både står afgrænset og markeret, og han er en karakter der legemliggører underbevidst seksuel energi.

I Cecilie Linds ”mandikatastrofelys” fremstår mandens karakter som en sammenlægning af begge roller, og på sin vis er det titlens ’katastrofelys’som sender signaler til læseren om mandens dobbelte natur – halvt mand og halvt udyr. Det varsler den hengemte seksualitet og det foruroligende som gennemgående tematiske emner, der optræder i digtet.