Undtagelsestilstand i Jerusalem, 1959

Anmeldelse af Amos Oz: Judas, udgivet på Gyldendal d. 17. oktober 2017. På dansk ved Hanne Friis.

Anmeldt af Marie Marcussen Lerche

Fotograf: Marie Marcussen Lerche

Den verdensberømte israelske forfatter Amos Oz blev i 2017 shortlistet til The Man Booker Prize 2017 med romanen Judas, som i oktober blev udgivet i dansk oversættelse ved Hanne Friis. Judas byder på en fortælling, der udspiller sig i det unge Israel, som i slutningen af 1950’erne – blot ti år efter Uafhængighedskrigen i 1948 – skulle finde sine egne ben at stå på. Plottet afspejler denne art undtagelsestilstand, stilheden efter stormen så at sige, da læseren følger den unge mand Shmuel, der også skal finde sig selv efter at have gennemgået store slag i sit privatliv, i Jerusalem.  

”Her er en fortælling fra vinterdagene i slutningen af 1959 og begyndelsen af 1960. Det er en fortælling om fejltrin og begær, ulykkelig kærlighed og et religiøst spørgsmål, der forbliver ubesvaret. På flere bygninger ses stadig spor efter den krig, der delte byen for ti år siden. I det fjerne høres dæmpet harmonikamusik eller længselsfulde toner fra en mundharmonika hen mod aften bag en lukket skodde.”

Således bliver scenen sat, og fortællingen i Judas slået an. En begyndelse der på flere måder indkapsler tonen i romanen, samt præsenterer den nøgterne, konstaterende fortællerstemme, der på én gang synes at være en afsides beskuer, men som alligevel formår at skære lige ind til kernen af de mennesker og situationer, der udspiller sig. Romanen er nemlig rig på detaljerede beskrivelser – nærmest analytiske i sin grundighed – af det sparsomme, men derfor også veludfoldede, persongalleri, som er handlingens omdrejningspunkt. Shmuel, en ung mandlig studerende, er hovedpersonen, og læseren møder ham, netop som han er blevet forladt af sin kæreste, Jardena, og han samtidig har følt sig nødsaget til at opgive at færdiggøre sit speciale på universitetet. Shmuel er yderst nedtrykt, men beslutter sig, ganske uventet, for at tage et job i Jerusalem som samtalepartner for den ældre, intellektuelle men fysisk besværede Wald, der forsørges af en gådefuld, tiltrækkende kvinde ved navn Atalja. Shmuel flytter ind i deres afsidesliggende hus og forsøger på én gang at udrede Wald og Ataljas indviklede historie, også i forhold til krigen og statens oprettelse, samtidig med, at han mærker spirende men komplicerede følelser for Atalja. Og ikke mindst forsøger han sig endnu med sit speciale: At skrive om Jesus set med jødiske øjne og herigennem give Judas, som Jesu discipel, en religiøs oprejsning, som det sjældent er set i religionshistorien.

Et vinterhi

”Nogle få dage før Jardena forlod ham, havde hun sagt: ’Enten er du som en overstadig hundehvalp, der larmende farer rundt og kradser. Selv når du sidder på en stol, jagter du hele tiden din egen hale. Eller også er det lige omvendt: Så ligger du i sengen dagen lang som en vinterdyne, der ikke er blevet luftet.” Billedet af den tunge vinterdyne er meget sigende for det tidspunkt, hvor læseren møder Shmuel, og for selve handlingens forløb i Judas. For hvis man skulle holde bogens egentlige dramatiske handlingsudsving op, ville det ikke syne af meget, hvorfor også begrebet undtagelsestilstand vender tilbage som et nøgleord i denne anmeldelse. Men på trods af dette vinterhi, lurer der alligevel et arsenal af uafklarede forhold og relationer i forhold til Wald og Atalja og deres både individuelle og fælles forbindelser til forkæmpere i Uafhængighedskrigen. Parallelt hermed følger læseren også Shmuels forsøg på at udrede Judas’ rolle i kristendommen og at læse Jesu historie med jødiske øjne.

”Det er da underligt, noterede Shmuel på et løst stykke papir, at uanset hvor meget disse jøder kæmper med de overnaturlige historier om Jesu herkomst og fødsel, hans liv og hans død, undgår de omhyggeligt ethvert opgør med det åndelige og moralske indhold i hans evangelium. (…) Og lige så underligt er det, at der ikke i nogen af disse skrifter er en henvisning til Judas Iskariot. For havde det ikke været for Judas, havde der måske ikke været nogen korsfæstelse, og uden korsfæstelse havde der ikke været nogen kristendom.”

Der er på samme vis som i ovenstående citat utrolig mange spændende refleksioner undervejs, både dem som Shmuel gør sig på sit ensomme loftskammer i huset hos Wald og Atalja, og i de samtaler han fører med dem – de to hyppigste scener, der forekommer i Judas. Men selvom selve handlingsforløbet i Judas måske kan kaldes stillestående, fordi man, ligesom Shmuel, har en følelse af at sidde fysisk fast i huset og yderområdet af Jerusalem, så er der alligevel en enorm rækkevidde og en spændvidde i romanen, fordi man gennem Shmuels studier og refleksioner – samt fortællerstemmens mange udfoldede beskrivelser – får en historie, der rummer en massiv historisk vægt i forhold til jødedom, staten Israel, kristendommens historie, revolution og socialisme. Som det står undervejs: ”Jerusalem virkede stille og eftertænksom den vinter”. Og netop stille og eftertænksom er meget karakteristiske beskrivelser af læseoplevelsen af Judas. Det er en fængslende, spændende og vidende roman, der, udover at give et dybtrækkende indblik i israelske tilstande, også giver indsigt i mere end den rent historiske undtagelsestilstand i Jerusalem ved årsskiftet 1959-1960.

Udgivet: december 18, 2017 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *