Anmeldelse af Ina Munch Christensen: Nielsine, udgivet på Gyldendal 27. marts 2015

Anmeldt af Vicki Kragh Pedersen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Nielsine er en gymnasieelev, som på trods af sine mange venner ofte føler sig alene med sinestore frustrationer. Og det gør bestemt ikke tingene nemmere, at hun er skilsmissebarn og har en autistisk lillebror. Debutromanen fra Ina Munch Christensen handler om en ung kvinde, der prøver at finde sit ståsted i livet, både i forhold til andre og sig selv.

Ved læserens første møde med Nielsine synes hendes liv ikke så kompliceret. Hendes forældre er skilt, hun går i gymnasiet, og hun har venner, som holder af hende. Hendes hverdag synes meget normal, men det er den langtfra. Nielsine lider under et vedvarende svigt fra sine forældre, som overvejende bruger al deres energi på hendes autistiske lillebror Villads, som hun oven i købet har ansvaret for, når de er på ferie med deres far, som ikke helt magter opgaven. Det går hurtigt op for læseren, at dette svigt er grunden til at Nielsine er så forvirret omkring sit eget liv. Når Nielsine er ude i byen, søger hun andres opmærksomhed i jagten på sin egen identitet. Er hun til mænd, til kvinder, begge dele? Hun stavrer rundt i sin søgen, mens hendes venner står klar med trøstende favne, når hun gang på gang bliver afvist for at minde for meget om en ekskæreste, at være for ung eller noget helt tredje. Nielsine er i virkeligheden en elskelig person, mange ved bare ikke hvordan.

Vi følger Nielsine både i nutiden og i fortiden, uden at der angives en helt præcis kronologisk rækkefølge i værket. Erindringerne spænder mellem hendes barndom, midt i teenageårene og til fortællingens nutid, hvor hun næsten er færdig med gymnasiet.Især forholdet til faderen og lillebroren er i fokus, og læseren bliver flere gange mindet om, at Nielsine elsker sin lillebror, selvom han er en stor mundfuld for sine omgivelser. Måske er det også derfor, at hendes venner til tider må udfylde en forældrelignende rolle over for hende og sørge for, at hun kommer helskindet hjem efter de heftige byture: ”min skam var væk, den forsvandt med min magt, og Elise tog mig med hjem i taxa og jeg fik et bad og noget rent tøj og fuglene kvidrede.” (103)

Ina Munch Christensen formår med sin debutroman at beskrive en ung kvinde med mange lag, og får hendes allerdybeste frustrationer ned på tryk. Det kommer især til udtryk ved det stærke talesprog, som romanen er skrevet i. Man er som læser derfor heller ikke i tvivl om, når Nielsine er sur på typisk teenagemanér:” JEG KRÆVER AT FÅ DET AT VIDE NU, DU SKAL FORTÆLLE MIG LIGE NU HVEM DET ER, ELLERS RINGER JEG TIL ALLE JEG KENDER I MORGEN OG SPØRGER OM DET ER DEM” (113).

Nielsine er en klart anbefalelsesværdig bog, der viser, hvor vigtigt det er at have venner, der kan hive én op, når man ikke selv kan. Den sætter fokus på værdien i at turde være den, man er, og efterlader læseren med en følelse af, at det hele nok skal gå.