Anmeldelse af Mads Damsø: Solitaire, udgivet på Forlaget Forår d. 30. januar 2021

Anmeldt af Ninna Schrøder

Fotograf: Ninna Schrøder

Mads Damsø har en umættelig trang til at overraske, og det har han sandelig også gjort med sin nyeste roman Solitaire, som udkommer midt i en historisk ualmindelig periode på vores alles tidslinje. Ligeledes er romanen ualmindelig, med et tosidet spor der præsenterer et kærestepars forskellige syn på forholdets kompleksiteter. To jeg’er der beretter om henholdsvis en isoleret tilværelse i en bunker, meget lig en beretning om et lockdown liv, og om faren ved at blive efterladt alene i et fælles hjem.

Netop fordi vi lever i en så forskruet virkelighed med corona, isolation og tilpasningsvanskeligheder, så udligner denne, til tider surrealistiske roman, balancen og passer godt ind i verdensbilledet i øjeblikket. Damsø optræder vanen tro som Mads Damsø i sin roman, hvilket bringer læseren ind på livet af forfatteren og emmer af det Knausgårdske, som blander selvbiografi med fiktion. Damsø formår at skrive et selvbiografisk værk, hvor læseren har rig mulighed, for at mærke når fakta bliver til fiktion. Først og fremmest nævner han gentagne gange sit første værk Hvis dette er en lakridspibe, hvilket leder tankerne hen på det virkelige liv, men samtidig befinder han sig frivilligt nede under jorden i et år, og leger med sølvfisk der kan tale. 

”Jeg vækkede Jan Ullrich i nat. Imens ingen af de andre sølvfisk så det, forklarede jeg ham, at han var den eneste, der kunne hjælpe mig med at finde synderen. Jeg fortalte ham, at jeg vidste, at det var en penibel situation at bede ham om at stikke en af sine medsølvfisk, men at der ikke var andre måder […] Jan Ullrich begyndte at græde og sagde, at det var ham, der havde gjort det”

Han ifører sig også et kvindeligt mindset, eller forsøger så godt et hankøn nu kan, at sætte sig ind i en lille piges brutale opvækst, første kærestesorg og moderskabets lidelser. Lige når man tror det ikke kan blive vildere, så eskalerer vildskaben, og den hverdagslige trummerum afløser den ene groteske og stærke scene efter den anden. At citere fra dette rum i romanen ville være en skam. Det skal være en sammenhængende oplevelse fra hverdagslige anekdoter, som toiletbesøg og handleture, til voldtægtsforbrydere og et thailandsk hævntogt, der mænger sig med mord fra krimigenren.

Rejs med tungen

En sanselig perle jeg påskønner særligt i Solitaire er den simple evne at kunne smage sig vej fra elkedlen i køkkenet til en ø i Stillehavet, som Damsø skriver om midt i sin ensomhed i det selvvalgte isolationskammer.

”Du kan lukke øjnene og forestille dig det, du vil smage på. Det er helt vildt. Nu kan jeg lukke øjnene og smage mig væk fra den her bunker. Jeg har allerede slikket på sofapuden derhjemme. Og elkedlen i køkkenet. Og knapperne på stereoanlægget i reolen. Men jeg vil længere væk. Jeg vil slikke på min læderkuffert. Jeg vil slikke på en flyvinge. Jeg vil slikke på hvert et sandkorn på en lille ø i Stillehavet”

Den indsigt han fremtryller på siden, er fantastisk formuleret og var for mig et simpelt og rent faktum, der virker, for jeg måtte også lige prøve det af selv. Det er muligt at forestille sig de vildeste ting med tungen. Som en nøgle til alle de andre sanser. Det er en klar opfordring til alle derude, som ville ønske tilværelsen, var mere spændende og åben: en sanserejse kan gøre underværker!

Breve med et budskab

Romanen er skrevet i et specielt format, som man lige skal vænne sig til som læser, fordi hver side rummer to historier i to breve. Derfor var der også tidspunkter, hvor det føltes som at læse to bøger på en gang. Damsø skriver i en række breve om sine sølvfisk, men her italesætter han på samme tid også sin egen mani med sølvfiskene, hvilket lettede på min samvittighed som læser. Han agerer sin egen kæreste i romanen, og hun skimmer nogle af de breve, hvor sølvfiskene fylder mest. I og med at man nærmest læser to bøger, så er der meget information at fordøje, og når historien om sølvfiskene strakte sig over adskillige sider, måtte jeg til sidst også skimme lidt af det. Men det var jeg som sagt ikke alene om, så på en måde blev min reaktion på det Damsø skrev, godtaget af forfatteren selv. Præcis denne selvindsigt sætter jeg stor pris på i Solitaire, som er en roman, der bestemt er værd at læse. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at den er uundgåeligt uforglemmelig.