Et essay om vandreture blandt britiske ruiner og deres litterære tilknytning til middelalderen

Af Lea Grosen Jørgensen

Fotograf: Lea Grosen Jørgensen

Middelalderen har sat sine tydelige spor i Storbritannien. Her står ruiner fra klostre, højborge og templer som fortidsstemmer i landskabet, og samtidig har de i en lang årrække været genstande for litterær inspiration. Igennem tre vandreressays med rejsebeskrivelser og analytiske overvejelser udforsker jeg middelalderens ekko i litteraturen med udgangspunkt i en rejse gennem Wales, Cornwall og Somerset, som jeg foretog sammen med en veninde i juli 2016. Første del omhandler det walisiske kloster Tintern Abbey, erindringsdigteren Wordsworth og romantikkens genfortolkning af middelalderen.

Monmouthshire, Wales d. 3. juli 2016

Bussen til landsbyen Tintern snor sig igennem smalle veje. Julisolen bader Wales’ skove i et særligt grønt lys, og træernes grene bakser imod bussens vinduer under det meste af turen. Til sidst slipper grenene deres tag, trækronerne trækker sig tilbage, og Tinterns klosterruin dukker op på højre side. Chaufføren gør holdt, vi krydser vejen, og går i retning mod Tintern Abbeys ruin af smuldrede sten, søjlerester og høje kirkebygning, som har fascineret digtere og kunstnere i mange år.

Siden opførelsen i 1131 husede Tintern Abbey cisterciensermunke og –abbeder, som med udsigt til floden Wye dyrkede jorden og førte en asketisk hverdag. I løbet af fire århundreder overlevede Tintern Abbey plyndringer, pest og walisiske uafhængighedskrige, men måtte se sig rømmet i 1536, hvor England som følge af Reformationen og Henry VIII’s befalinger opgav klosterordenerne. Nu, næsten et halvt årtusind senere, står Tintern Abbey som et mindesmærke over sig selv og hele middelalderens arkitektur og åndsliv. Dengang valfartede gejstlige personer og pilgrimme hertil på hesteryg eller til fods på skovens smalle veje bag os. De søgte velsignelse og helbredelse hos den madonnastatue, som engang var klostrets mirakuløse vidunder, og som nu befinder sig under et halvtag ved selve indgangen. Jesus’ ansigt er smuldret væk, og Marias hoved mangler, men hendes arme om barnet og hans kind mod hendes bryst læner sig stadig mod de knuste sten. Hvis hun havde en stemme, kunne hun fortælle os om de mange bønner og skæbnefortællinger, hun har lagt øre til, men tiden har gjort hende tavs. Så vi forlader hende og forsøger at gå i cisterciensernes fodspor, alt imens vi tænker os til en anden tid.

Et af vores første stop er abbedens bolig, hvorfra et kloaksystem slynger sig i retning af latrinerne, køkkenet og munkenes dormitorium. Klostrets eneste ildsted vender ud mod korsgangen, hvor brødrene kunne spadsere under et hvælvet loft med udsigt til klostergården. I dag er det kun søjleafsatser og ujævne klinker, som afmærker gangene omkring den firkantede græsplæne. Vi følger munkenes rute og nærmer os biblioteket og sakristiet, der befinder sig ved siden af kirkebygningen. Her går taget op i en spids over vores hoveder, og det høje vindue vender ud mod floden. Skillevæggen mellem de to rum mangler, så den daværende adskillelse mellem relikvier og bøger, mellem hellige skatte og hellige ord må vi tænke os til.

Selve klosterkirken udgør størstedelen af ruinen, og vi træder derind via tværskibets nordlige ende. Til højre for os får vi øje på resterne af den trappe, hvorfra munkene kom, kutteklædte og med kronragede hoveder, når de skulle til tidebøn om morgenen og om aftenen. Laudes ved daggry, sext ved middagstid, vesper ved solnedgang og matutim klokken to om natten. Efter 400 års bønnevandringer ser trappetrinnene nedslidte ud, og bagved har de høje, glasløse vinduer kun deres sprosser og rosenudskæringer tilbage. Herfra strømmer lyset ind og mødes med skyggerne i sideskibets søjlegang, der er gjort af lyse sandsten. Over de halvknuste søjlefødder spirer pillerne op som træer. Undervejs formørkes deres mursten, og søjlerne forgrener sig som arkader og vinduespartier. Sammen med de himmelstræbende spidsbuer fører de blikket opad. Op. Op mod Guds bolig i himlen ligesom enhver anden gotisk katedral, hvor lyset udefra har til formål at oplyse helgener og lignelser, der alle sammen er gengivet på vinduesglas, som statuer eller som kalkmalerier på spidsbuernes hvælvinger. Krydsribberne burde udgøre søjlernes endelige trækroner her i hjertet af Tintern Abbey, men til forskel fra andre kirkebygninger er loftet herinde forsvundet. Der er ingen hvælvinger eller slutstene, kun himlen selv, hvor spredte skyer flyder med vinden og ser ned på os.

Romantisk erindring

Det var litteraturen, der introducerede os til Tintern Abbey tilbage i 2013, hvor vi under en forelæsning blev præsenteret for et særligt digt, som eftertiden har omdøbt til ”Tintern Abbey”. Det er ingen hemmelighed, at selve digtet har ansporet vores rejse hertil, og da vi sætter os på en bænk lige uden for klosterkirken, ser vi tilmed det selvsamme digt citeret på bænkens ryglæn: ”O sylvan Wye! Thou wanderer through the woods / How often has my spirit turned to thee!”

Forfatteren bag ordene er William Wordsworth, der sammen med vennen Samuel Taylor Coleridge indvarslede den engelske romantik med samlingen Lyrical Ballads (1798), i hvilken ”Tintern Abbey” optrådte for første gang. Med bænkens citat har digtet mere eller mindre fundet vej tilbage til sin egen titel på trods af, at ”Tintern Abbey” tager afsæt i naturen omkring floden Wye frem for selve klosteret: Digtet beskriver en rejse i 1798, hvor Wordsworth for anden gang besøgte området. Som noget af det første sætter han ord på det afsavn, som gensynet frembringer:

“I cannot paint

What then I was. The sounding cataract
Haunted me like a passion: the tall rock,
The mountain, and the deep and gloomy wood,
Their colours and their forms, were then to me
An appetite: a feeling and a love,
That had no need of a remoter charm,
By thought supplied, or any interest
Unborrowed from the eye. – That time is past,

And all its aching joys are now no more,
And all its dizzy raptures.”

(Wordsworth: 89)

Hvor Wordsworths første møde med floden, dens omkringliggende klipper, vandfald og skove frembragte en umiddelbar følelse, indser han med ordene ”That time is past”, at denne følelse er umulig at genkalde. Gensynet i 1798 udløser en gennemgående tabserfaring, men hans mismod bortfalder dog senere i digtet, hvor han omtaler sin søster og medrejsende, Dorothy:

“… in thy voice I catch

The language of my former heart, and read

My former pleasures in the shooting lights

Of thy wild eyes. Oh! yet a little while

May I behold in thee what I was once,

My dear, dear Sister! […]

Therefore let the moon

Shine on thee in thy solitary walk;

And let the misty mountain winds be free

To blow against thee: and, in after years,

When these wild ecstasies shall be matured

Into a sober pleasure, when thy mind

Shall be a mansion for all lovely forms,

Thy memory be as a dwelling-place

For all sweet sounds and harmonies!”

(ibid. 90-91)

For Wordsworth bliver Dorothys oplevelse af flodbredden løsningen på hans eget afsavn. Igennem hendes stemme indfanger han sit fortidige jeg, skønt det ikke er ensbetydende med, at han kan generobre fortiden. Det er ikke hans daværende sanseindtryk eller Dorothys, men derimod selve erindringen, som afvikler hans afsavn og giver ham en større indsigt i sine omgivelser, naturen og herved menneskeheden. Han forudser desuden, at også Dorothys oplevelse vil modnes ligesom hans, så mindet bliver ”a dwelling-place / For all sweet sounds and harmonies”. Erindringen er nøglemotivet i ”Tintern Abbey” såvel som i størstedelen af Wordsworths poesi, hvorfor en litteraturforsker som Harold Bloom har kaldt ham for en erindringsdigter. Romantikkens udveksling mellem naturen og den poetiske imagination formår Wordsworth ifølge Bloom at mediere gennem erindringen (Bloom: 136ff). Det er gennem sine minder om naturen, at poeten kan indoptage den fysiske verden i sit sind og med sin digtekunst generere en sansning og indsigt, der, ligesom erindringen, tilføjer noget nyt til fortiden.

Middelalderisme som erindring

Skønt Tintern Abbey kun optræder i titlen på Wordsworths digt, er ruinens tilstedeværelse sigende for det erindringsmotiv, som ikke alene prægede Wordsworth, men hele romantikken. I slutningen af det 18. århundrede blev især Tintern Abbey genstand for en stigende fascination af middelalderen, hvilket blev afspejlet i den europæiske kunstverden. Den britiske maler J. M. W. Turners akvareltegning fra 1794, hvor kirkebygningens loft er sammenstyrtet og dens søjler er overgroet af århundreders planteliv, giver et sigende indtryk af det Tintern Abbey, som Wordsworth besøgte og senere omtalte i et digt, der nu anses for at være et pragteksempel på romantikkens filosofi (ibid.131). Her er naturens indtog på fortidsruiner et genkommende tema, hvor middelalderen mere end nogen anden periode fremhæves som arnestedet for imagination og det sublime. Sådanne genfortolkninger af middelalderen betegnes blandt andet af forskeren David Matthews som ”medievalism” eller middelalderisme (Matthews: 698). Matthews lægger især vægt på middelalderismens ambivalente genopdagelse af fortiden, idet kunstnerne i deres søgen efter en svunden tid formår at konstruere deres egen forestilling om middelalderen. ”There is no pure survival,” fastslår han. Fortiden medieres konstant af sine fortolkere, hvilket har medført, at romantikkens middelalderisme har præget vores syn på middelalderen frem til i dag (ibid. 714).

Skønt Matthews hensætter middelalderismens opblomstring til især 1820’erne og fremefter, godt to årtier efter digtet ”Tintern Abbey”, kan begrebet sammenlignes med Wordsworths fortale for erindringens skaberkraft: Den poetiske rejse i ”Tintern Abbey” er ikke det konkrete gensyn med naturen, men mindet om den, fremkaldt af Dorothy, i hvilket poeten ser ”into the life of things.” Ligeledes skelner Matthews mellem middelalderen som perioden 500-1500 og den form for middelalder, som romantikken fremkalder og iscenesætter. Der er dermed ikke tale om en gentagelse af fortiden, hvad Wordsworth og Matthews begge ved er umuligt, men en gendigtning, hvorigennem hver enkelt person kan yde et kreativt bidrag til historien og den kollektive erindring. Det være sig gennem akvarelbilleder, digte eller sågar en vandring gennem ruinerne – hvad vi gør nu. Men selv om vi går i sporet på fortidens personer, er vores udsyn forandret: På cisterciensernes tid var kirkebygningens tag intakt ligesom madonnastatuen, og tre århundreder senere oplevede romantikerne Tintern Abbey som en overgroet ruin, hvis murbrokker lå for fødderne af digtere som Wordsworth og malere som Turner. I dag er det sammenstyrtede tag renset for mos og skidt, og dets rester ligger til skue bag et hegn. Det samme gælder statuen af Jomfru Maria, og hvad angår romantikkens poesi, er dette nu en integreret del af selve ruinen. Hvor meget vi end prøver, kan vi ikke opleve, hvad Tintern Abbey var engang. Vi kan famle efter fortiden med samme desperation som Wordsworth, og sådan kan vi blive ved, indtil vi indser, at vi med vores blotte tilstedeværelse udfører en middelalderisme i sig selv. Vi digter videre på fortiden ved at se munkene vandre og høre kirkeklokkerne ringe i vores fantasi, og for hvert skridt bidrager vi med en fortælling til den middelalder, som Tintern Abbey udspringer af, og som vi selv tænker os frem til.

 

Referencer

Bloom, Harold (1962): The Visionary Company: A Reading of English Romantic Poetry, London: Faber

Matthews, David (2011): “From Mediaeval to Mediaevalism: A New Semantic History” in Review of English Studies, bind 62, hæfte 257, pp. 695-715

Turner, J. M. W. (1794): The Chancel and Crossing of Tintern Abbey, Looking towards the East Window, grafit og akvarel på papir (35,9 x 25 cm)

Wordsworth, William (2013) [1798]: “Lines Written a few miles above Tintern Abbey, on revisiting the Banks of the Wye during a tour, July 13, 1798” in William Wordsworth og Samuel Taylor Coleridge: Lyrical Ballads 1798 and 1802, Oxford World’s Classics