Et essay om vandreture blandt britiske ruiner og deres litterære tilknytning til middelalderen

Af Lea Grosen Jørgensen

Fotograf: Lea Grosen Jørgensen

I anden del af min vandreressay-serie beskriver jeg turen til Tintagel Castle i Cornwall, som siden middelalderen har været uløseligt knyttet til legenden om Kong Arthur. Med inddragelse af Arthurs optræden i historien, litteraturen og populærkulturen reflekterer jeg over hans overlevelse i den kollektive erindring og den geografiske mytologisering af Tintagel samt selve Storbritannien.

Tintagel, Cornwall d. 5. juli 2016

Atlanterhavet er det første, vi ser efter vores overnatning i Tintagel. Vores hostel er en tidligere minearbejderbolig, der befinder sig få meter fra selve kysten, og denne morgen hænger skyerne tungt på himlen. Med havet på vores venstre side følger vi en grussti i retning mod Tintagels halvø og dets slotsruin med samme navn. Jo længere vi når, jo mere bryder skyerne op og lader vinden tage til. Bølgerne brøler, idet havet skyller ind mod Cornwalls nordlige kyststrækning, og ravne og måger flyver til og fra deres reder i klippevæggene. De svæver ubesværet, båret af vinden under deres vinger, imens de skriger ned mod os.

På Tintagels halvø synes slotsruinerne at være i forlængelse af klippesiderne. Murene er opført af mørke og flade kampesten med skarpe kanter, der er sammenstablede i flere meters højde. Af samme grund er vinduerne smalle, så de minder om vandrette skydeskår, og vi overvejer, om det er tegn på en særlig ”cornish” byggestil. Det samme tænkte vi om de stengærder, der går på kryds og tværs af markerne lige uden for landsbyen. Vi træder først ind i den øvre borggård, hvorfra der går en bro over til resten af slottet. Trappetrinnene til og fra broen er stejle ligesom afgrundens skråninger nedenunder, og da vi når frem til halvøens indre borggård, møder vi slottets store sal, eller hvad der er tilbage af den. En høj mur læner sig op ad bakketoppen og ligner en puslespilsruin med dybe sprækker i ydermurene. Efter salen bevæger vi os rundt i en tilgroet labyrint af værelser, som bugter sig langs med den nedre skrænt. En sti med endnu stejlere trin fører os opad til halvøens top, der er forholdsvis flad og bærer på sporadiske ruiner. Små omkransninger af tårne og opholdsrum dukker op hist og her, en tunnel slynger sig under jorden, og på den sydøstlige halvdel finder vi resterne af et kapel og en 5,5 meter dyb brønd.

Ligesom ruinen strækker sig over flere planer og klipper, har selve Tintagels slot rødder i forskellige tidsaldre: Mønter, potteskår og sværd fra nyere udgravninger tyder på, at stedet var beboet af romerne, og det fungerede som et handelscentrum og senere som kongesæde i det 5. eller 6. århundrede (Hutton: 36). I de følgende 500 år stod Tintagel øde hen, indtil kong Henry III’s bror og ejer af Cornwalls jarldømme, Richard, opførte en stor del af det slot, som udgør nutidens ruiner (Rouse og Rushton: 225ff). Skønt bebyggelserne førte til markedsbevillinger og en generel opblomstring i landsbyen Tintagel, havde Richard ikke nogen strategisk fordel i at rejse et slot i denne del af Cornwall. Desuden krævede udjævningen af jorden hårdt arbejde, og slottet selv blev opført efter en forholdsvis forældet byggestil med det resultat, at bygningen op til flere gange blev restaureret og genopbygget efter sin indvielse i det 13. århundrede (ibid.).

Geografisk mytologisering og mytisk geografi

Det var ikke praktiske, men tværtimod symbolpolitiske årsager, der ansporede Richard til at rejse et slot på tværs af Tintagels halvø og dens stejle skrænter. I 1136 udkom Geoffrey af Monmouths krønike, Historia Regum Britanniae (The History of the Kings of Britain), i hvilken Tintagel udpeges som stedet for Kong Arthurs undfangelse. Geoffrey baserede højst sandsynligt sine kilder på historikere som Gildas, Bede og Nennius såvel som walisiske annaler, men kun de to sidstnævnte nævner en Arthur, der besynges som en dux bellorum (”leader of battles”). I dag mener langt de fleste historikere, at de royalt sponsorerede heltefremstillinger af Arthur snarere vidner om walisisk propagandaudførelse i 800-tallets historieskrivning, hvor især kongen Merfyn ønskede at repræsentere waliserne som Storbritanniens retmæssige herskere. De historiske optegnelser garanterer med andre ord ikke for Arthurs eksistens, men de indikerer, at kongen eller krigeren Arthur sandsynligvis indgik i walisernes kollektive erindring allerede i den tidlige middelalder (Hutton: 22-23). Navnet dukker op i senere skrifter i og uden for Wales, og Arthur var derfor en veletableret sagnfigur, da Richard i 1233 valgte at opføre Tintagel Castle. Ved at insistere på en ældre byggestil, der gav slottet et anstrøg af fordums tid, fik han proklameret sig selv som Cornwalls nye jarl, der imiterede og videreførte en legende kendt fra folkesagn og historiebøger.

Richard var imidlertid ikke den eneste, som udnyttede Arthurmyten for at styrke sit politiske image. Hans egen nevø og senere konge, Edward I af England, var ikke bleg for at identificere sig med sagnkongen efter at have erobret store dele af Wales og Skotland. Han afholdt samtlige ridderturneringer med afsæt i arthurmyterne, og i 1290 fik han tilmed konstrueret sit eget ”runde bord” i Winchester (Rouse og Rushton: 220ff). Det selvsamme bord omtaltes senere af datidens historikere, hvorfor Sir Thomas Malory i sin berømte ridderroman, Le Morte Darthur (1485), som den første vælger at udnævne Winchester som ”the city of Camelot” (Malory: 66).

Interessen for Arthur smittede af på middelalderens digtere, historikere og konger, som på hver sin vis udbredte myten ved at stedfæste og iscenesætte Arthurs sagnomspundne England. Tilsammen vidner deres bestræbelser om en selvforstærkende udveksling mellem fiktion og historieskrivning, der senere har udløst en form for geografisk mytologisering af byer som Winchester, Glastonbury, Carlisle og ikke mindst Tintagel. Siden Geoffreys krønike har legenden vokset sig så stor, at byen i dag, på trods af skepticisme fra historikere, uden omsvøb iscenesættes som stedet, hvor Uther Pendragon gjorde dronning Igraine gravid med Arthur. Entusiasmen optræder især på halvøens vestlige del i form af en spritny statue af sagnkongen selv: Med ryggen til havet og udsyn mod Tintagels landsby står han iført en krone og indhyllet i en kappe, hvis kutte skygger for hans ansigt. Foran sig har han sit magiske sværd Excalibur. Han hviler sine hænder på dets skæfte, mens klingen er stukket ned i jorden, og alle ved, at kun Arthur kan vriste sværdet fri igen. Statuen er fremstillet som en skal af bronze med grønne plamager, så selve Arthurs krop er halvgennemsigtig under den gulvlange kappe og nærmest går i ét med klippen nedenunder og himlen ovenover. Sådan står Arthur indlemmet i ruinen til skue for turisternes kameraer og som et bevis på sin egen mytiske overlevelse fra politisk symbol i Richard og Edward I’s tid til turistmagnet 700 år senere. Frem for alt understreger han, hvordan årtiers myteopspind og genfortællinger har skabt et England, som med middelalderforskeren Tom Shippeys ord ”has a kind of mythical geography” (Shippey: 18, citeret efter Rouse og Rushton: 218).

Myten vs. historien

Inden vi forlader halvøen, besøger vi kapellet, hvor en stentavle er udstyret med en kalkfigur indeholdende småmønter fra de besøgende. For os portrætterer figuren ikke bare en alterkalk fra datidens kapel, men selve Den Hellige Gral, som Arthur og hans riddere har søgt efter i en lang række fortællinger inden for litteraturhistorien og populærkulturen. Gralfærden strækker sig fra middelalderens ridderromancer til moderne bestsellerromaner, for slet ikke at nævne filmverdenen, hvor Arthur har været alt fra en romersk legionær, som i Antoine Fuquas King Arthur (2004), til en tålmodig og svalekyndig konge som i Monty Pythons filmatisering, hvor ridderne er udstyret med kokosnødklikkende gangere og danser cancan på Camelot.

Igennem deres genfortællinger yder forfattere såvel som filmskabere hver deres bidrag til myten om Arthur, og sammen med det mytologiserede Tintagel illustrerer de, hvad historikeren Ronald Hutton omtaler som ”the power of popular memory” (Hutton: 33). Arthurs navn har fyldt den kollektive erindring både før og efter Geoffreys krønike, og selv da vi forlader Tintagel Castle for at udforske stranden nedenunder, hænger myten ved: Tværs gennem selve Tintagels klippehalvø lægger Merlin’s Cave, hvis navn er et levn fra litteraturens verden. Denne gang er det Alfred, Lord Tennyson, som, inspireret af Malory, gendigtede arthurmyterne i Idylls of the King (1859-1885), hvor troldmanden Merlins grotte optræder. Tennysons idé er bragt til live på Tintagels strand, hvor bølgernes skumsprøjt farver Atlanterhavet hvidt. Tidevandet har for længst trukket sig tilbage, men sandet er stadig vådt under vores skosåler, da vi nærmer os grottens åbning. Vi skimter en smal passage mellem muslingefyldte klippestykker, der stadig glinser af hav, og for enden af grotten trænger små solstråler ind. Da vi er halvvejs, er vi imidlertid overladt til mørket. Saltvandet hænger i luften og dækker de nederste sten. Eftersom vi ikke kan skelne dunkle skygger og dybe vandpytter fra hinanden, bliver vores skosnuder våde, imens vi læner vores hænder mod stenenes tangklæbrige overflader for at kunne holde balancen. Vi når kun et par meter frem, før vi indser, at vi ikke kan komme videre. Stenene foran vores fødder står under vand, og klippesiden ved siden af er for stejl og alt for glat til at kunne kravle på. Så vi står her bare. Alene i skyggerne, mens vi hører vores eget åndedræt runge i Merlins grotte, der på netop dette sted er hensat i et særligt mørke. Hverken lyset fra grottens indgang bag os eller udmundingen foran kan trænge herind.

Et lignende mørke hviler over Arthur og hans historiske fodaftryk. Til trods for hans jævnlige optræden i middelalderens krøniker peger hans fodspor i forskellige retninger, så ingen forskere indtil videre kan garantere for hans eksistens. Men måske bør man slet ikke opfatte Arthur gennem et historisk spektrum, eftersom middelalderkrønikerne er farvet af deres kongelige sponsorer og derfor bedre kan kategoriseres som fiktion (hvad Geoffreys værk da også er blevet kaldt siden det 15. århundrede). I den forbindelse påpeger litteraturhistoriker Pil Dahlerup, at middelalderen er kendetegnet ved sin litterære historieskrivning, hvorfor periodens historiske dokumenter også bør betragtes i et litteraturhistorisk øjemed (Dahlerup: 39-41). Endvidere er det ikke nødvendigvis de historiske kilder, men snarere deres særlige pseudohistorie og fiktive greb, som har sikret Arthurs overlevelse frem til i dag. Han har mulige rødder i alt fra gælisk folklore til walisisk historiepropaganda med litterære antræk, og som resultat befinder han sig tættere på fiktionen end på virkelighedstro historieoptegnelser. I løbet af de sidste århundreder har han udviklet sig til en myte i sig selv og er derved et ahistorisk fænomen, der besidder evnen til at skabe den stærkeste form for kollektiv erindring (Eliade: 40-50).

I dag dækker Arthurs navn over et selvstændigt univers, en mytologi, som vi i århundreder har forsøgt at dokumentere og iscenesætte i vores eget verdenslandskab. For Tintagels vedkommende nåede jagten på Arthur nye højder i 1998, hvor et hold arkæologer fandt en plade fra det 6. århundrede med ordet ”Artognou” indgraveret. Fundet udløste en mediestorm, hvor entusiaster valfartede til Tintagel i håb om, at Geoffreys krønike faktisk talte sandt. Som så mange gange før måtte forskerne dog konkludere, at ordet ikke var en reference til Arthur og hverken dokumenterede hans eksistens eller hans tilknytning til Tintagel (Hutton: 32). På trods af håb og bestræbelser forbliver Arthur i historiens øjne en diffus og uhåndgribelig figur i mørket, men inden for litteraturens verden lyser han op som et symbol på selve fiktionen og dens evne til at mytologisere en figur, der tilmed overlever tidens tand. Myten Arthur lever og ånder, og var det ikke for århundreders litteratur og litterære historieskrivning, ville vi ikke kunne vandre i ruinerne fra Richards slot. Vi ville aldrig kunne stå med gennemblødte skosnuder i en grotte opkaldt efter Merlin, hvilket i sig selv bekræfter mytens tidløshed.

 

Referencer

Dahlerup, Pil (1998): Dansk litteratur. Middelalder II: Verdslig litteratur, København: Gyldendal

Eliade, Mircea (1966) [1949]: Myten om den evige genkomst. Arketyper og gentagelse, København: Munksgaard Rosinante

Fuqua, Antoine (instr.) (2004): King Arthur, Touchstone Pictures

Geoffrey of Monmouth: (1973) [1136]: The History of the Kings of Britain (oversat fra latin af Lewis Thorpe), London: Penguin Classics

Gilliam, Terry og Terry Jones (instr.) (1975): Monty Python and the Holy Grail, Python (Monty) Pictures

Hutton, Ronald (2010): ”The early Arthur: history and myth” in Elizabeth Archibald og Ad Putter (red): The Cambridge Companion to the Arthurian Legend, Cambridge University Press, pp. 21-35

Malory, Sir Thomas (1996) [1485]: Le Morte Darthur, Wordsworth Classics of World Literature

Rouse, Robert Allen og Cory James Rushton (2010): “Arthurian geography” in Elizabeth Archibald og Ad Putter (red): The Cambridge Companion to the Arthurian Legend, Cambridge University Press, pp. 218-234

Shippey, T. A. (1992): “Winchester in the Anglo-Saxon Period and After” in Simon Barker og Colin Haydon (red.): Winchester: History and Literature, Winchester: King Alfred’s College, pp. 1-21

Tennyson, Alfred, Lord (1996) [1859-1885]: Idylls of the King, London: Penguin Classics

Tintagel Castles hjemmeside: http://www.english-heritage.org.uk/visit/places/tintagel-castle/ (07.08.2016)