Verdens beboelighed

Verdens beboelighed

Verdens beboelighed

Anbefaling af Svend Åge Madsen: Af Den Anden Verden, udgivet på Gyldendal d. 12. oktober 2017

Anbefalet af Kristine Kold Vestergaard Strandsby

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

En dag lykkedes det en gruppe KZ-fanger at flygte fra deres fangenskab og slå sig ned på fjerne kyster, hvor de ihærdigt forsøger at etablere et nyt samfund. Udfordringer er der rigeligt af, for alle fangerne har mistet deres hukommelse og må starte forfra med alt. Denne udfordring danner grundlaget for en vidunderlig, medrivende historie om menneskehedens (ny)skabelse i en fremmed verden, i en ny tidsalder med et nyt og finurligt sprog.

Ud af tågen

Svend Åge Madsens Af Den Anden Verden er blevet kaldt alt fra en ”alternativ holocaust-roman” til en ”potpourri af fortællinger og litterære genrer”. Madsen selv har kaldt sin roman for en alternativ skabelseshistorie i stærkt forkortet udgave, og jeg tilslutter mig gerne forfatterens egen betegnelse. For Af Den Anden Verden er ikke en efterkrigsroman – og så alligevel. Fra første side erfarer læseren det, der viser sig at være en fangeflugt fra en KZ-lejr:

”Afpillede skikkelser spjætter af sted, støder ind i hinanden, støtter hinanden, hver sin vej, samme vej, følge strømmen, tumler ned ad bakken, ud af tågen. Kødløse, skeletter hyllet i skind, haltende, humpede, krybende, væltende.”

Beskrivelserne fra flugten rammer  hårdt, og klumpen i maven vokser sig kun større, mens man følger gruppen på deres udfordrende rejse til søs frem til det, der bliver deres nye hjem:

”Udmattede, våde, fyldt af glemsel, intet af fortiden tilbage i dem, kvalt af tågen, ligger de alle på den varme jord, lader sig tørre af solen der stiger op på himlen, mellem ukendte planter, vildtvoksende urter, småtræer, buske der kryber, stikkende græsser. Nået frem.”

Mødet med den nye verden er en forløsning. Endelig kan man som læser stoppe op og trække vejret – de er i sikkerhed nu. Helt instinktivt begiver den nye menneskehed sig ud på jagt efter føde, de etablerer bosteder og finder hurtigt ud af, at tilværelsen forløber lettere, hvis man er fælles om tingene og kan finde ud af at samarbejde. Generelt er de første slæt, som kapitlerne kaldes, efter ankomsten til den nye verden præget af livsbekræftende fortællinger, der viser, at menneskehedens store lyst til livet formår at hele alle sår – også de rigtig slemme.

Hvordan et nyt eventyr bliver til

Fælles for fortællingerne i alle deres forskellige former er, at de mest af alt er fortællinger om, hvordan man opstår som individ. De handler om, hvordan man tilegner sig alle de egenskaber, der definerer en som menneske: hvordan man indgår i relationer, skaber roller og stillinger og hjælper, men måske også modarbejder, hinanden. Det er fortællinger om, hvordan mennesker er forskellige, men samtidig er ens. Og om hvor sårbare vi også er overfor alt det, der omgiver os.

Særligt fortællingen om Sui og Yai, som senere får betegnelsen fjerde slæt, gjorde indtryk på mig. Det er fortællingen om, hvordan Sui og Yai genopdager hinanden i alle ordets betydninger og på ny forstår, hvad det vil sige at elske et andet menneske:

”Sui kiggede betaget på Yais læber (…) anbragte sin mund tæt foran Yais. De sluttede læberne sammen sådan at ingen ord ville blive spildt mens Sui drak af den andens mund (…) Fantastiske læber, sagde Sui beundrende og måtte berøre dem igen.”

Madsens skabelsesberetning er er lige så smuk og barsk, som den er krævende at læse – og det er ikke så lidt. Det kræver sin læser at holde styr på alle karaktererne og deres mange fortællinger, der ofte bevæger sig på kryds og tværs af grupperinger, husstande og ikke mindst tid; Madsens sprog er opfindsomt og finurligt, men det kræver tilvænning. Når det så er sagt, så er romanen det hårde arbejde værd. Jeg var underholdt, bevæget og forundret igennem alle femhundrede-og-noget fantastiske sider.