”Vi fatter ikke, hvad der foregår”

Anmeldelse af Theis Ørntoft: Solar, udgivet på Gyldendal d. 23. marts 2018

Anmeldt af Marie Marcussen Lerche

Fotograf: Marie Marcussen Lerche

Digteren er blevet romanforfatter. Theis Ørntofts romandebut Solar er en inciterende og symptomatisk fortælling om en frustreret ung mands blandede og tyngede blik på verden, og Ørntofts prosa er en gunstig udfoldelse af den skarpe samfundskritiske tone, som han første gang satte på dagsordenen med udgivelsen af Digte 2014.

Det lyder umiddelbart temmelig bekendt: jegfortælleren i Solar er en ung mand ved navn Theis, digter og tidligere højskolelærer, der ved sommerens begyndelse i 2016 kan mærke efterdønningerne fra udgivelsen af sin digtsamling ebbe ud. Han driver rundt i det litterære københavnske miljø, når han ikke læser højt på højskoler, og her ved romanens begyndelse tænker Theis netop, at ”en livsperiode var ved at være forbi”. Og som læser fornemmer man da også, at der er noget nyt under opsejling. Det biografiske islæt er imidlertid ikke en spekulation, man skal hænge sig for meget i, men det er et effektfuldt greb, som skaber en ekstra dimension i et frugtbart slægtskab til Ørntofts tidligere udgivelser. For særligt i romanens første del (af tre), hvor Theis begiver sig ud for at vandre på Hærvejen, fylder refleksionerne og eftertankerne om klodens tilstand og menneskenes væremåder, og væren i det hele taget, utrolig meget. Der findes en særlig tone og et blik hos Ørntoft, som, da Digte 2014 blev udgivet, også blev tilskrevet at have begyndt en bølge af dansk økodigtning. I Solars første del er det ikke så få kritiske bemærkninger, der kommer ud mellem sidebenene, for Theis er dybt frustreret over ”én af de mest privilegerede generationer i verden”, der ikke ”fatter hvad der foregår”, og deres manglende etiske engagement. Han udskælder ”den spektakulært middelmådige privilegiesump som var Danmark”, men han er også opmærksom på sin egen uformåenhed, der kommer til udtryk i associative rants:

”Alt hvad der former min hverdag er et mysterium. Jeg ved ikke hvordan man laver shampoo, jeg ved ikke hvordan man laver honning, jeg ved ikke hvordan man laver mælk. […] Jeg ved ikke hvordan man jager. Jeg køber kødet og kommer det i køleskabet og fryseren. Og hvordan fungerer køleskabet og fryseren? Jeg aner det ikke. Og jeg ved ikke hvordan komfuret fungerer. Jeg ved ikke hvordan ovnen fungerer. Jeg ved ikke hvordan brødristeren fungerer. Jeg ved ikke hvordan man konserverer brød. Jeg ved ikke hvordan man konserverer dåsemad.”

Destruktiv spiral

Der er altså en tung ballast med Theis udad Hærvejen, og da han vender hjem til København i romanens anden del, begynder der også at ske noget. Netop en ny livsperiode tager form, men plottet tager en uventet drejning; for at sige det mildt. For Theis bliver tiltagende distanceret, han lader tilfældet råde, lader sig rive med, og vokser ind i et liv i Fitness World, med kokain på diskotektoiletter og en hverdag i sin kærestes lejlighed på vestegnen, hvor han mest af alt bare spiller Grand Theft Auto på en Playstation dagen lang. Og spiralen vokser sig større og større – og mere og mere destruktivt lyststyret – da Theis pludselig rejser ud på en detour af kaliber ned gennem Europa. Narkotika, vold og en gribende ligegyldighed præger alt, hvad Theis foretager sig, og det er en temmelig vild oplevelse for læseren at være med på sidelinjen. GTA-spillets voldsomme dimensioner er nærmest blevet til virkelighed for Theis, og der er milevidt – bogstaveligt talt og i overført betydning – fra Hærvejen og til den slummede tilværelse i Sydeuropa. Det kan være næsten uforståeligt, at første og tredje del findes i samme fortælling, men netop derfor er det også et så meget desto stærkere romangreb, som Ørntoft ruller ud.

En generationsstemme

Det voksende, gennemgribende forfaldsnarrativ er et solidt karaktertræk ved Solar. Ydermere er prosaen et udtryk for endog meget dygtigt håndværk fra Ørntofts side i hans fremskrivning af den uhyggeligt umærkelige og voksende udvikling – eller afvikling – af Theis. Solar er ene udgjort af Theis’ tanker, men alligevel er der forskellige stemmer og personaer på spil, og det er virkelig interessant at følge med i. Der er noget råt over Ørntofts prosa med de lange tankestrømme, rants og seancer, og det passer utrolig godt på den eskalerende ud-/afvikling, der får en enorm virkningsfuld effekt i kontrast til udgangspunktet: den reflekterende økodigter.

 Solar er virkelig en ærlig, træffende og tankevækkende roman, den rusker op i sin tid. Man føler sig både set og ramt på samme tid, som generation og som en del af ”vi’et”, der står for skud.

Udgivet: maj 28, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *