Vildskab under overfladen

Anbefaling af Nicola Lagioia: Vildskab, udgivet på Forlaget Palomar d. 21. oktober 2017. Oversat af Lotte Jansen.

Anbefalet af Marie Marcussen Lerche

Fotograf: Marie Marcussen Lerche

Fortielser, hemmeligheder og misforståelser. Den italienske forfatter Nicola Lagioia demonstrerer i Vildskab et komplekst netværk af relationer mellem romanens vide persongalleri, der alle sammen – på varierende følelsesmæssigt eller kropsligt plan – har en intim forbindelse til den uransagelige og promiskuøse unge kvinde Clara Salvemini. Da Clara allerede i bogens begyndelse findes død efter et formodet selvmord, følger læseren mangesidige udredninger og udlægninger af hendes person gennem de efterladte – og kompleksiteten spidser kun til, da Claras yngste bror, Michele, sår tvivl om selvmordsmotivet.

Vildskab udspiller sig i storbyen Bari i det sydlige Italien, hvor familien Salvemini er forankret som en del af industrisamfundets spidser med patriarken og arketypen på den ambitiøse forretningsmand, Vittorio Salvemini, i forgrunden. Læseren ankommer imidlertid til Bari ad en øde hovedvej, hvor en lastbilchauffør uheldssvangert påkører en nøgen, bloddækket kvinde, der vakler rundt på kørebanen i nattemørket. Kort efter modtager Vittorio et rystende opkald – hans ældste datter Clara er sprunget i døden fra en høj etagebygning – og derfra ruller snebolden, eller snarere lavinen, for alle de familiemedlemmer og andre karakterer, der får besked om Claras selvmord. Men for læseren opstår der ikke desto mindre også et grundlæggende tvivlsspørgsmål, der driver spændingen fremad: for hvis Claras lig er fundet ved en etagebygning i centrum, hvem er så den nøgne kvinde, der blev påkørt på hovedvejen udenfor byen? Der er noget uldent ved dødsomstændighederne, og denne mistænkelighed vokser sig kun mere og mere omfattende som personportrættet af Clara bliver stykket sammen gennem romanen.

”Den der ved, taler ikke, den der taler, ved ikke”

Gennem et konstant vekslende og glidende skift i synsvinkel kommer læseren helt tæt på de mange karakterer i Vildskab: Claras forældre, søskende, forskellige partnere samt adskillige andre personer, der på den ene eller anden vis har eller får en relation til den centrale begivenhed, Claras død. Handlingen foregår nærmest i en centrifugal bevægelse fordi alles virkelighed, når man møder dem, kredser om Clara, og denne bevægelse bliver kun forstærket og ikke mindst mystificeret af hendes fravær. Forskellige forhold, minder og hemmeligheder bliver optrevlet i et komplekst netværk, og der bliver da også blotlagt en håndfuld korrupte motiver, både internt i familien og eksternt på det italienske storbyplan. Man kan for så vidt betegne Vildskab som en ’relationsroman’, hvor det netop er den konstante kredsen og boren efter sandhed, der giver bogen sin pondus. Processen ved at komme nærmere og nærmere en forståelse af først og fremmest de mystiske omstændigheder ved Claras selvmord udfoldes; men også en forståelse af de mange forviklede og forkvaklede familie- og samfundsrelationer.

Underspillet vildskab

Som man læser romanen, opstår der også interessante elementer i henhold til titlen, Vildskab. For umiddelbart er romanen ikke særlig ’vild af sig’. Det kredsende, undersøgende sprog og det brede persongalleri er nemlig fremskrevet uden store armbevægelser, for det er oftere showing end telling – hvor man har en fornemmelse af at blive på overfladen men fornemmer, at der er meget mere at være opmærksom på mellem linjerne. Herfor fastholdes også spændingen i forhold til at finde ’sandheden’ om Claras dødsfald og om hendes person. Det er netop mellem linjerne og i de mange fortielser og hemmeligheder, at vildskaben kan siges at ligge, fordi alle karaktererne har indbyrdes uoverensstemmelser og kontroverser på kryds og på tværs. Den dragende, underspillede vildskab der viser sig at karakteristisk for Clara, og som har været svær for alle i hendes omgangskreds at blive klog på. Vildskab vandt i 2015 den prestigefyldte italienske pris Premio Strega, og det er bestemt også en anbefalelsesværdig bog at give sig i kast med, hvis man er interesseret i bølgen af samtidsitaliensk litteratur i dansk oversættelse, som forlaget Palomar, der har udgivet Vildskab herhjemme, er med til at slå et slag for.

Udgivet: februar 5, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *