”Virkeligheden er sindssyg”

Reportage fra BogForum, Caspar Eric i samtale med Thomas Vang Glud, i Bella Center Copenhagen, d. 10. november 2017

Af Marie Marcussen Lerche

Fotograf: Line Møller Christensen

Caspar Erics tredje digtsamling, Avatar, udkom allerede først i 2017 og har været særdeles om- og veldiskuteret i alskens litterære sammenhænge siden da. Ikke desto mindre var en samtale om de selvmordskredsende digte mellem Caspar Eric og digital redaktør på Litteratursiden Thomas Vang Glud et regulært trækplaster på Litteratursidens stand under årets BogForum. En samtale hvor Eric – udenom de, en kende, statiske spørgsmål fra sin samtalepartner – med hjerteblod fik leveret en række skarpe iagttagelser om blandt andet symptomatisk magtesløshed i samfundet.

Knap havde fredagens startskud for årets BogForum lydt, førend Bella Center Copenhagen var fyldt til randen af ivrige messegæster, der ilede frem til dagens første programpunkter. En stor og blandet skare indfandt sig således også på Litteratursidens stand, da den første gæst skulle indfinde sig på scenen klokken tolv: Caspar Eric – i samtale med Thomas Vang Glud, der tidligere har anmeldt Erics tredje digtsamling Avatar, der skulle være omdrejningspunkt for samtalen. Eric var tydeligvis – og forventeligt – et større trækplaster, for der gik ikke længe, før samtlige pladser var fyldt foran standens lille scene. Det var således til en ganske forventningsfuld stemning, at Eric og Glud indtog deres pladser. Det skulle blive spændende at se, hvordan en samtale om en digtsamling, der tager sit udspring i og kredser om selvmord og en stærk samfundskritik og -diagnostik i forlængelse heraf, skulle ’tunes ind’ på en frekvens, der kunne yde de tunge emner en retfærdighed og en hørbarhed i en så kaotisk og flygtig atmosfære, som BogForum nu engang også må siges at være.

Hvad poesien også kan

Det er naturligvis også essentielt for en arrangeret samtales fælles frekvens og udfoldelse, at samtalepartnerne er ’tunet ind’ på hinanden. Det skulle dog vise sig så småt gennem samtalens første del, at Eric havde mange vedkommende budskaber på hjerte, og at Gluds optaktsspørgsmål virkede, eller kom til at virke, noget statiske, fordi der ikke blev fulgt helt med eller helt op på de ’store bølger’, som Eric tydeligvis var kommet for at udpensle.

Til Gluds indledende spørgsmål, der gik på Erics egen opfattelse af den offentlige modtagelse af Avatar, lød det umiddelbare svar med en slet skjult ironi da også, at digtsamlingen da ”sælger godt”. Men hvordan forventes han derudover selv at kommentere på modtagelsen, den del han ikke selv som sådan er inde over? Hvis man har fulgt med i debatten, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af Avatar, vil man kunne nikke genkendende til det efterfølgende tilsagn om en ”blandet modtagelse”. Som Eric selv påpegede, var der dem, såsom kritiker Lars Bukdahl, der kaldte det ”amoralsk at skrive om selvmord”, og så var der dem, der har taget langt mere positivt imod udgivelsen. Dertil har Eric selv gået op i, at Avatar har kunnet generere en nødvendig samtale – hvilket, som han påpegede, ”også er hvad poesien kan”.

Det var allerede her tydeligt at mærke, at det i særdeleshed var denne grundlæggende pointe – hvad poesien kan sætte fokus på i et samfund – der ligger Caspar Eric utrolig dybt på sinde. Dette har også været tydeligt i både hans litterære debut 7/11 og efterfølgeren NIKE, der, ligesom Avatar, også har samfundskritikken i højsædet; om end ikke med samme dystre omdrejningspunkt som selvmordstematikken man finder i Avatar. Eric kommenterede til valget af dette forlæg, at han fandt en stor prægnans i de udvalgte afdøde kunstneres værker – ikke blot i deres tragiske skæbner – og at hele deres måde at ”være mennesker i verden på”, på sin vis utilpassede og ”til forhandling”, resonerede dybt i ham. Til Gluds senere spørgsmål, der kredsede om visse anmelderes fokus på det moderne menneskes tendens til også at være såkaldte ”nedkørte mennesker” og yderligere om en egoisme i at vælge selvmordet, tog Eric det som sit næste cue til at komme med en bredere samfundsdiagnose: At det netop er blevet karakteristisk for vores samfund, at det bliver sværere og sværere at leve, hvis man føler sig nedkørt, og at ”poesien kan skrabe det trange rum fri, hvori man kan være utilpasset”. At kunsten både handler om at skabe en spejling, så man kan se, at man ikke er alene – men at spejlet også skal kunne reflektere, hvad der rent faktisk fylder i samfundet. Også selvom det der fylder, umiddelbart synes at være så tabubelagt som selvmord. ”Det er altid vigtigt at tale om dem, der falder mest udenfor. Det er dem, der har brug for mest taletid i det demokratiske samfund.”

Virkelighedens absurditet

At netop poesien kan give denne form for taletid, som en måde at ”hive noget frem i virkeligheden på” og at ”give anledning til at tænke og føle noget, som man ellers ikke ville have adgang til”, var tydeligvis et projekt, der har rummet en stor personlig, og ydermere meget sympatisk investering fra Erics side. At påtale den symptomatiske ”magtesløshed, man kan føle som menneske i nutidens samfund” – hvilket også er et grundtema i Avatar – er en voksende problematik, der er genkendelig for mange, og, som Eric pointerede, vil han ”ikke lave revolution, men gerne gøre det nemmere at være her for dem, som har svært ved det”. Glud påtalte i den forbindelse, at poesien er som et politisk statement, hvortil Eric korrigerende med sin opfattelse af poesien som snarere værende følelser, som humanisme, og som en måde at aktivere en følelsesmæssig investering, der netop ikke kan komme til udtryk gennem en rent politisk tilgang. Ved at ”benægte regnearkssystemet” i samfundet, kan man netop gennem kunsten, gennem poesien, forestille sig andre måder at ”gøre ting på”. For i forlængelse heraf, påpegede Eric, at man også nødvendigvis må stille krav til, hvad poesien må være – at man ikke blot kan lade folk ”sidde på passagersædet”. Derimod må og skal man gå stik imod de forventninger til kunsten, der behandler den som blot et ”behageligt afbræk” i en travl hverdag. Kunsten skal turde stille moralistiske krav, og den skal rykke noget i folk, som de ikke kan ryste af sig, når turen er ovre. Eric beskrev også meget rammende denne fordring som ”den ubehagelige knytnæve lige ned i en virkelighed, som nogle mennesker simpelthen ikke har adgang til”.

Glud ville tydeligvis også gerne kredse om nogle af de forbruger-debatter, der centreredes om Eric med udgivelsen af 7/11, og ansporede i den forbindelse også en lille anekdote fra Eric om Coca-Cola, der har nægtet, at deres produkt skulle være usundt – og Eric brugte da også dette, tydeligvis indigneret, som et eksempel på ”absurditeten i samfundet”. På at virkeligheden ikke tager sig ud på samme måde for alle, at der er store magtfaktorer, der udvælger og abonnerer på en virkelighed, som de gerne vil have den: ”Virkeligheden er sindssyg. Måske er det de sindssyge, der ser den virkelige verden, som andre har trænet sig i ikke at se.”

Ikke en Coca Cola-poet

Her kunne der også afslutningsvis vendes tilbage til selve Avatar. For som Eric selv påpegede, er denne funktion – at kunne tage folk med ind et sted, hvor de ikke kan eller ikke vil komme – også noget af det ”avatar-agtige”, digtsamlingen kan. Avatar-figuren, som en stedfortræder eller en mulighed for at være en anden, er en vigtig figur for Eric. Heromkring kunne man også fornemme endnu en utakt mellem Eric og Glud. For Glud syntes ikke helt at ville skelne mellem jeget i Erics digte og Eric selv; her tænktes igen på det Coca-Cola-drikkende jeg i 7/11. For da Gluds afsluttende spørgsmål lød – om Eric stadig drikker ”Vanilla Coke” – var det en frustreret Eric, der slog ud med armene, og konstaterede, at det netop var denne måde at tale om privat ansvar på – ”at flytte det politiske ansvar til private forbrugsvaner” – der gik ham så meget på sinde. At Eric netop ikke tror på det rent private oprør, men at man må stille medmenneskelige krav til politikerne, til hinanden, og at han er skuffet over, hvad de (ikke) gør. Og så sluttede dén samtale ellers også.

Det var altså en til tider mærkbart indigneret og frustreret, men samtidig, eller måske særligt derfor, også dybt sympatisk og inspirerende Caspar Eric, man mødte til dette arrangement på BogForum. Som den tvetydige dedikation i Avatar selv lyder – ”til dem der giver en fuck” – var det tydeligt for enhver, at Eric selv virkelig giver ”en fuck”. En dybt dedikeret, om end også dybt frustreret, fuck.

Udgivet: november 27, 2017 | Kategori: Reportager | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *