Litterær artikel om Harper Lees forfatterskab

Af Katrine Lund

Foto: Bøgernes omslag / harpercollins.com

Det seneste år har været begivenhedsrigt for Harper Lee-fans på både godt og ondt. Først udkom forfatterens anden udgivelse, Go set a Watchman, en fortsættelse til hendes oeuvre To Kill a Mockingbird, og for blot halvanden måned siden gik Lee bort. Særligt i den anledning er det væsentligt at dvæle ved et unikt forfatterskab samt relevant at belyse de diskussioner, som opstod omkring udgivelsen af Go Set a Watchman.

Mysteriet om Go Set a Watchman

“Shoot all the blue jays you want, if you can hit ‘em, but remember it’s a sin to kill a mockingbird.” Historien om karaktererne Scout, Jem, Dill og Atticus er elsket verden over. Værket blev hurtigt en bestseller, filmatiseret i 1962 (filmen vandt desuden en Oscar), remedieret til et skuespil og oversat til 40 sprog. Fra værkets udgivelse i 1960 og helt indtil 2015 var To Kill a Mockingbird Harper Lees eneste publikation. I 2014 opstod der pludseligt rygter om en kommende udgivelse fra den 89-årige forfatter. Et manuskript skrevet allerede i midten af 50’erne skulle nu endelig se dagens lys. I den sammenhæng spurgte mange sig selv: hvorfor så mange år efter? Der blev hvisket om, at forfatteren havde begyndende demens, og at forlaget pressede på for en udgivelse af det nyligt opdagede manuskript. Efterforskere konstaterede dog, efter at have talt med Harper Lee, at hun selv havde indvilliget i beslutningen. Derfor kunne man gå ud fra, at der ikke var nogen uoverensstemmelse alligevel.

Efter sit storværk erklærede Lee imidlertid, at hun aldrig ville udgive en bog igen. Hun skrev løst på en krimi og andre bøger, men intet blev publiceret. Derfor overraskede det også, at Lee selv skulle have indvilliget i at udgive en art fortsættelse til Mockingbird. Ifølge Lees advokat, Ms. Carter, skulle hun have udtalt om Watchman, at det var ”the parent” til Mockingbird. I virkeligheden var det Lees første udkast til en roman, men forlæggeren opfordrede hende til at skrive en fortælling, der foregik i Scouts barndom i stedet. Lee brugte 2 ½ år på at omskrive bogen, og det resulterede i den klassiske Mockingbird, som vi kender den. Af en eller anden grund blev Watchman herefter gemt og glemt i en pengeboks. Lee skulle efter sigende selv være blevet overrasket over, at manuskriptet havde overlevet, da Ms. Carter stødte på det i boksen. Endda glædeligt overrasket, ifølge Carter. Eftersom Lee ikke har deltaget i et officielt interview siden 60’erne, kommer hendes udtalelser udelukkende fra andenhåndskilder. Nogle mener, at søsteren Alice Lee (som Mockingbird er dedikeret til), der optrådte som opsynskvinde og rådgiver for Lee, havde holdt manuskriptet gemt, da hun ikke ville godkende dets udgivelse eller måske mente, at Lee ikke ville godkende det. Tre måneder efter Alices død annoncerede forlaget, at manuskriptet skulle udgives.

Modgang skaber karakter

Begge værker tager udgangspunkt i jeg-fortælleren Scouts (Jean-Louise Flinch) liv og syn på tilværelsen. I Mockingbird møder vi Scout som 6-årig, mens hun er tyve år ældre i Watchman. En væsentlig grund til, at Mockingbird er så velanset, kan siges at være den eminente måde, hvorpå Lee beskriver begivenhederne set fra et barns synspunkt. Det gør beskrivelserne i romanen humoristiske og ikke mindst tankevækkende. Bogen er tematisk centreret om racisme, da Scouts far, advokaten Atticus, skal føre en retssag for den sorte mand Tom, der er sigtet for at have voldtaget en hvid kvinde. Det væsentlige for Scout og storebroren Jem er, hvordan de bliver udstillet af de andre indbyggere, fordi Atticus taler de sortes sag. På trods af disse frustrationer, hvilket som regel ender i et par slåskampe i skolegården, hvor Scout vinder, former dette hendes værdisæt og menneskesyn, idet det lærer hende at se alle mennesker som lige. Dette udtrykkes blandt andet i dette ikoniske citat af Atticus: “You never really understand a person until you consider things from his point of view… Until you climb inside of his skin and walk around in it.”

Watchman bygger blandt andet videre på nogle af barndommens minder i form af tilbageblik. I bogen er der eksempelvis en seance, hvor Scout, Jem og vennen Dill leger gudstjeneste. Jem skal som den ældste selvfølgelig være prædikanten. Scout og Dill må nøjes med at agere menigheden, der istemmer et ”A-men” og synger ”Amazing Grace”. Da Jem skal til at døbe Scout, mens Dill tilføjer et ”whoo” for Helligåndens nærvær, bliver legen afbrudt af Dills tante, som er vred over, at han har klippet huller i hendes lagner for at imitere Helligånden. På den måde er Watchman et glædeligt gensyn med karaktererne fra Mockingbird, men den voksne Scout må også indse, at hun netop må gøre op med barndommens naivitet og tiltro til andre mennesker – og dét på den hårde måde. Grundet en konflikt med Atticus og andre medlemmer af familien må hun selvstændiggøre sig og træffe sine egne valg. Den mest rørende og generelt nærværende passage i bogen med den voksne Scout er, da hun taler de sortes rettigheders sag, mens Atticus, som hendes ’watchman’, forholder sig anderledes til emnet.

Forælderen og barnet

Mockingbird bærer ikke præg af at være plotdrevet eller have en meget fremadskreden handling; alligevel ender den i en form for klimatisk højdepunkt i Toms retssag, hvor det viser sig, om en by gennemsyret af fordomme kan lade retfærdigheden ske fyldest. Men selv efter retssagen fortsætter handlingen i det stille og rolige tempo, som præger hele bogen, og den ender et helt andet sted; hos familien, i det nære og intime. Watchman er til gengæld endnu mindre drevet af et narrativ, men indeholder i stedet flashbacks til barndommen, dialoger med kæresten Hank, tanten Alexandra og de andre familiemedlemmer. Scout kommer tilbage på ferie i sin hjemby og bliver chokeret over at se forandringerne gribe fat om den lille by Maycomb, men også hos de mennesker, hun stolede allermest på. Mockingbird står stærkere narrativt og sprogligt, mens Watchman kan ses som en pendant til og en slags ’extended version’ af forgængeren. De to kan både stå hver for sig, men netop også ses, med Lees egne ord, som ’forælderen’ og ’barnet’.

Så selvom de to romaner spiller udmærket sammen, er der stadig mysterier efterladt omkring udgivelsen af Watchman. Værket fremstår ikke helt så gennemarbejdet som Mockingbird, hvilket kan være endnu et argument i diskussionen om udgivelsen. Blev den udgivet udelukkende for at blive den bestseller og den succes, som forlaget ønskede? Tvivlen er ikke fuldstændig aflivet – om Lee rent faktisk samtykkede til bogens udgivelse. Læseren vil finde, at indholdet i Watchman viser nogle spøgelser fra fortiden, hvilket både kan udvide læserens syn, men måske også skuffe nogle. Uanset hvad er der ingen tvivl om, at Watchman ikke forringer Mockingbirds høje status som kanonisk værk. Begge står som eksempler på et betydningsfuldt forfatterskab og er værker, der våger over Harper Lee.