Anmeldelse af Yahya Hassan: Yahya Hassan 2, udgivet på Gyldendal d. 8. november 2019 

Anmeldt af Isabel Vetting Pedersen 

Foto af Isabel Vetting Pedersen 

Yahya Hassan udkom pludseligt i november måned med den svære toer. Meget har ændret sig siden debutdigtsamlingen, men verden er stadig fuld af bekymringer og modstand for den unge digter. Det er fortsat samfundskritisk og relevant. Og frem for alt, så er det stadigvæk Yahya mod verden. 

Den første digtsamling fik stor medieomtale og opnåede titlen som den mest solgte debutdigtsamling i DanmarkMed den nye digtsamling kritiserer Yahya endnu en gang samfundet omkring sig, lige fra bandemiljøet til politiet til lægerne på psykiatrisk afdeling.  

Digtsamlingen er inddelt i fire afsnit med titlerne: ”PRÆMIEPERKER”, ”JAGTSÆSON”, ”FÆNGSLER OG FANGER” og ”PSYKOSEPERKER, og de omhandler alle forskellige stadier i Yahyas liv efter den vilde debut. I det første afsnit får vi en fornemmelse af den splittelse, som Yahya føler ved at være henholdsvis kriminel og digter, selvom pen og pistol dog også nogle gange går hånd i hånd. Vi møder en Yahya med flyveforbud og livvagter, som hele tiden er ekskluderet fra vores samfund: ”JEG ER EN TYV OG EN HÆLER / JEG ER EN HASHRYGER OG EN HALVHJERNE / JEG ER EN SVINDLER OG EN VOLDSMAND”. Yahya bliver hele tiden stemplet, først som digter, derefter som kriminel og til sidst som gal. Titlen på afsnittet ”PRÆMIEPERKER” er desuden det, Yahya mindst af alt ønsker at være – så hellere være ekskluderet fra samfundetDette ses særligt i den måde, han beskriver elitens småborgerlige problemer på: ”DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUS / OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER / DE BOR PÅ ØSTERBRO / OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO / DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE / OG PISKER BØRNENE MED IDYL”.  

Den iboende vrede som hele digtsamlingen er præget af, begynder allerede med titlen på første afsnit.  

KÆRLIGHAD 

Andet afsnit er i høj grad en kritik af politiet, der anholder ham, kort efter han er blevet kørt ned. Det er den umiddelbare vold uden omsvøb, der igen, ligesom i etteren, bliver beskrevet. Det er følelsesløse og vrede beskrivelser, der fylder i digtene ”SYGESIKRING I EN VELFÆRDSSTAT” og ”KVÆSTET OG BEVÆBNET”, og de bliver afløst af en slags længselsfuld følsomhed, med digtene ”BESTILT KÆRLIGHEDSDIGT” og ”TILHOLD”Denne længselsfuldhed iblandt det følelseskolde gør sproget mere levende og gør digtene mindre psykopatiske. Man kan faktisk sætte sig ind i følelsen af ensomhed, som Yahya oplever, men somme tider også selv skaber, hver gang han gør noget dumt.  

I tredje afsnit har Yahya skiftet den skudsikre vest og jakkesættet ud med fængselstøj, og man hører om medfangerne og fangevogterne. Hverdagen er fuld af rutiner og provokationer. Den følelseskolde tone bliver kun afbrudt af vreden mod fængselsbetjentene, som bliver et symbol på hele det institutionelle, Yahya er et resultat af.  

Det fjerde afsnit handler om indlæggelsen på sindssygehospitalet i Risskov og den galskab, der sidder i Yahya. Han fortæller om alle FORRÆDDERNE og BRØDRENE, og om sin egen selvdestruktion med stoffer og pistolskud.  

Bogen er skrevet med versaler, og den er fyldt med rimdigte og langdigte og lange opremsninger, såsom:  

I NY OG NÆ HÆNDER DET DOG / AT ET SKVAT BLIVER SPRÆTTET OP / FRA HALEBENET TIL LILLEHJERNEN / OVERVAGTMESTEREN KOMMER RENDENDE / MED EN HORDE AF FÆNGSELSBETJENTE / LÆGER OG PSYKOLOGER OG LÆRERE / OG MISBRUGSBEHANDLERE OG SYGEPLEJERSKER / OG PRÆSTER OG ANDRE FORSVARSLØSE EVAKUERES”.

Den er vild og vred, ligesom debuten Yahya Hassan, og særdeles velskrevet. Men digtsamlingen rammer ikke lige så hårdt som etteren, måske fordi man netop har hørt det før: Kritikken af indvandrermiljøet fra en andengenerationsindvandrer selv og kritikken af systemet, som unge Yahya hurtigt mister tiltroen til. I etteren var det særligt minderne fra Yahyas opvækst, der gjorde et stort indtryk. Jeg står tilbage med en følelse af, at jeg mangler samme tyngde og sympati. Alligevel formår forfatteren trods alt at skabe en følelse af, at man kan identificere sig selv med Yahyas søgen efter identitet. Det er et rodløst ungt menneske, vi møder, som ikke passer ind nogen steder, hverken hos familie, kærester eller i systemet. Det er identitetskrise møder samfundskritik møder voldsmand. Og det er brandgodt.