Månedens klummeskribent er forfatteren Ida Holmegaard. Ida er uddannet fra Forfatterskolen i København i 2013. Hun debuterede i 2015 med romanen Emma, Emma på Forlaget Gladiator.
Lige nu trænger endnu en utrolig, lysegrøn sommer sig på, lige nu er jeg forelsket og vil hellere være Elvis, skæbneløs og urolig i et smukt, farverigt interiør.
Jeg har set den samme video syv-otte gange. De to minutter af filmen Jailhouse Rock, hvor Elvis Presley synger sangen ”Baby I don’t care”. Elvis står på en trappe foran en lille blå og hvid baldakin, under den sidder fire musikere i ens gule og røde hawaiiskjorter. Elvis selv har mørkt tøj på, han står helt centralt placeret i forgrunden, han løfter langsomt armene, mens musikerne begynder at spille. Der klippes i filmen, og det bliver tydeligt, at han optræder ved en pool. Alle i publikum bevæger sig meget langsomt eller næsten ikke, de sidder i deres farvestrålende bade- og festtøj, kun Elvis bevæger sig. Han danser i små, abrupte ryk, nogle bevægelser ser næsten ufrivillige ud, som om han har rystesyge, som om han brænder sig på en varm kogeplade og trækker hånden til sig. Jeg interesserer mig for forelskelser. Jeg har lyst til at blive ét med denne lille filmstump, det er ikke let at formulere hvorfor. Elvis synger: ”You’re so square. Baby I don’t care.” Han synger: ”You don’t know any dance steps that are new / but no one else can love me like you do, do, do, do.” Han synger en sang om at være forelsket i en kedelig person. ”I don’t know why my heart flips / I only know it does.” Hvorfor er der ingen andre, der danser? Det er, som om han er den eneste bevægelige figur i et maleri. Det er en vildt smuk video. Elvis spiller meget dårligt skuespil, det har jeg set i andre film, og hans medskuespillere spiller også dårligt, stift og tegneserieagtigt. Han synger en underlig, komplimentløs ode, han har rystet sig løs i et stillfotografi.
Jeg læser Jean Rhys’ roman ”Wide Sargasso Sea”. Fortælleren i anden del er en ung, engelsk mand i Caribien, han er blevet gift med en smuk, ung pige på en måde, der handler mest om tilfældighed og penge. De er på vej på deres bryllupsrejse, han tænker:
”What an extreme green,” was all I could say, and thinking of Emile calling to the fishermen and the sound of his voice, I asked about him.
”They take short cuts. They will be at Grandbois long before we are.”
Everything is too much, I felt as I rode wearily after her. Too much blue, too much purple, too much green. The flowers are too red, the mountains are too high, the hills too near. And the woman is a stranger.
(…) The girl I thought to be beautiful, she is beautiful. And yet …”
Når jeg læser teksten, forestiller jeg mig en af de lysende, hologram-agtige landskabsbilleder af plastik, man kan købe mange steder på Nørrebrogade. Eller en filmscene i technicolor. Der er en stærk ufrivillighed og et ubehag i måden, han oplever landskabet på, han kan ikke holde det på afstand. Farverne er for voldsomme, fremmede, han føler en vis tiltrækning, men er ikke forelsket. Han oplever det omvendte af Elvis: Han ser skønhed, men kan ikke finde en følelse, der passer til. Et par sider senere sammenligner han og Antoinette, hans brud, uvirkelighedsfølelser:
”Well,” I answered annoyed, ”that is precisely how your beautiful island seems to me, quite unreal and like a dream.”
”But how can rivers and mountains and the sea be unreal?”
”And how can millions of people, their houses and their streets be unreal?”
”More easily,” she said, ”much more easily. Yes a big city must be like a dream.”
”No, this is unreal and like a dream,” I thought.”
Selvfølgelig kan de aldrig blive enige. Og det er da et meget rimeligt spørgsmål: How can rivers and mountains and the sea be unreal? For selvfølgelig kan bjergene ikke være uvirkelige, de findes jo, i en sådan grad, at de er umulige at ignorere. Landskabet trænger sig på, bliver voldsomt, hvad er det så; ekstravirkeligt? Jeg interesserer mig for forelskelse, men ikke på en måde, der udelukkende handler om møder mellem mennesker, jeg interesserer mig for uro og fascination og for, hvordan det står i forhold til virkeligheden, ændrer den, går i forbindelse med landskabet, og for, hvordan forelskelsen eller uroen synes at trække kulturhistorien ind i situationer og scener, lægge dem oven på hinanden. Verden kan synes mere fiktiv, når jeg er forelsket, urolig eller fascineret. Eller rettere, verden kan få stærkere farver, og jeg kan tænke på min forelskelse som en variation over et tema, der er gennemspillet mange, mange gange før af mange, mange andre.
Jeg har taget en test på nettet, ”Which Sex and the City character are you?” Jeg blev Miranda. Jeg foldede nogle af mine præferencer for sko og dessert og køretøjer sammen, jeg tænkte på mine tidligere elskere, er de mere arrogante eller sporty, jeg lagde det hele oven på hinanden, og det blev til et billede af en rødhåret kvinde fra TV. Kedeligt, ja. Så meget mere kedeligt end Elvis.
Jeg interesserer mig for religion, jeg forstår primært religion som: fælles fortællinger og praksisser, som har til formål at forsøge at forklare og/eller gøre en i stand til at leve med de forhold i livet, der synes at være uforklarlige og ulogiske. Jeg tænker på, om sikkerhedsinstruktionerne i fly er en religiøs praksis, jeg tænker på, om katastrofefilm er religiøse dokumenter. I don’t know why my heart flips / I only know it does. Det er et forståeligt ønske at ville forstå sig selv. Jeg forlod en mand og dermed, tænkte jeg dengang, min mulighed for at leve i en borgerlig idyl, og jeg forklarede folk mine følelser omkring den begivenhed ved at sige: Anna Karenina. Jeg begyndte at gøre karriere og mødte Miranda kortvarigt på internettet, men jeg gør mig umage med at ryste mig fri af dem, for lige nu trænger endnu en utrolig, lysegrøn sommer sig på, lige nu er jeg forelsket og vil hellere være Elvis, skæbneløs og urolig i et smukt, farverigt interiør. Okay, jeg kan jo formulere: Elvis-videoen interesserer mig for eksempel på grund af dens sammenføjning af tableau og urolig, måske ufrivillig bevægelse. Den interesserer mig, fordi Elvis ikke prædiker, men måske alligevel er en form for prædikant, af mangel på bedre ord, han er i hvert fald magtfuld og bevægelig med sin uforståelige kærlighed, han løfter armene, og musikken begynder at spille.
Leave a Reply