Afrunding

Afrunding

Afrunding

Anmeldelse af Carl Frode Tiller: Indkredsning III, udgivet på Gutkind d. 25. maj 2022. Oversat fra norsk af Sara Koch

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Arvid Kühne

Med Indkredsning III sætter Carl Frode Tiller punktum i historien om David og dem, der har stået ham nær. I introducerede komplekse og dybt rørende karakterportrætter. II byggede videre på dette, og tilføjede plot twists og en mere politisk flair. Og hvad har III så at byde på? På godt og ondt mere af det samme, et godt stykke hen ad vejen. Heldigvis binder Tiller det hele smukt sammen i sidste afsnit, hvor han endelig giver David selv taletid. 

Det første, der rammer en, når man træder ind i Indkredsning III er en velkendt følelse. Forskellige intime rum med en masse karakterer, der snakker forbi og misforstår hinanden. Karakterer der tolker sætninger, akavede pauser og et løftet øjenbryn på den værst tænkelige måde. Som ikke får sagt det, de rigtigt føler eller ikke får sagt det ordentligt. Lyver. I begyndelsen er alt det samme i III, og efter en voldsom cliffhanger-slutning i II var det egentlig lidt skuffende. 

Tyndbenet begyndelse

I første del af III følger vi Marcus. Marcus og David har et besynderligt bånd. De har aldrig mødt hinanden, men på grund af en kæde af begivenheder blev de forbyttet på fødselsstuen, og fejlen blev aldrig rettet op på. III fortsætter i samme stil som forgængerne med at kontrastere første-persons fortællinger med dele af det brev, personen har skrevet til David. Efter min mening er det første-persons fortællingerne der i starten halter. Efter lidt over 800 siders unikke karakterskildringer fra de to tidligere bøger begynder det at minde lidt for meget om hinanden i III. Marcus føles ikke helt på samme måde som et unikt menneske med sin egen tankegang og verdensopfattelse. 

De valg vi tager

I anden del af bogen følger vi Davids ekskæreste, Susanne. Hun er en del mere interessant som karakter, hendes breve ligeså. David har nemlig såret hende meget dybt, og derfor tager hun en meget bizar hævn over ham. Susanne er en meget passioneret feminist. Til hendes store frustration tolker folk dette aspekt af hende som et forsøg på at rationalisere og retfærdiggøre hendes valg om at træde væk fra rollen som mor for sin egen datter. Men med Susannes karakter falder Tiller desværre af og til tilbage på en af de få svagheder, jeg så i og II; de lidt for velformulerede diskussioner. Det er svært at forbinde Tillers ellers så virkelighedstro univers med de lange og ekstremt komplekse talestrømme, Susanne får fremført. Illusionen bliver midlertidigt brudt, når der dedikeres en hel side eller mere til én lang smæde, der er perfekt formuleret, uden snublen, ”øhm” og pauser. Det der bliver sagt er ganske givet interessant, men den fejlfri måde det bliver sagt på er en anden sag. 

”- Jeg prøver at sige at jeg tolker alt det her som et forsøg på at lægge afstand til mig og det kedelige og almindelige liv jeg lever og altid har levet, siger hun. – Et forsøg på at tage afstand fra morrollen og fra at skulle være en voksen og ansvarlig mor … og det tolker jeg som et forsøg på at forsvare det valg du traf da du gav Malin fra dig. Jeg tror du har lidt forfærdeligt under den fejltagelse det var at give hende fra dig, Susanne.”

Hvem er David?

I sidste del får vi endelig adgang til David, ham det hele jo egentlig har handlet om. Heldigvis træder Tiller ikke ved siden af her, hvilket nemt kunne være muligt med så meget build-up til hans introduktion. Ligesom forsideillustrationerne på alle tre bind viser, virker David ikke til at være nem at definere. Opfattelserne af ham er utroligt forskellige; nogle hader ham, andre forguder ham. Visse gengivelser af begivenheder, der omhandler ham, er i direkte modstrid med hinanden. Det er derfor uhyre interessant langt om længe at møde ham direkte. Egentlig er David heller ikke så forskellig fra de andre karakterer; dybt ulykkelig og har svært ved at formulere sig. Men igen er det i detaljerne, at Tiller vækker David til live som karakter. Den unikke måde han og hans kone (mis)kommunikerer med hinanden på. De urolige og irrationelle tankestrømme, der farer igennem ham. Hvordan han godt ved, når han går over grænsen, men vælger at være endnu mere standhaftig frem for at tabe ansigt. De løgne han fortæller sig selv og omverdenen.

Nyt hovedværk i Skandinavisk litteratur?

Alt i alt er III en meget tilfredsstillende afslutning på en fantastisk serie, selvom det måske ikke helt har lydt sådan gennem min anmeldelse. Nogle af de problemer jeg havde med III var også at finde i de to forrige bind, de stod bare mere tydelige her. Kapitlerne med Marcus var lidt tynde, men man får heldigvis et mere interessant portræt af ham senere. Derfor vil jeg varmt anbefale III, samt de to forrige bind til alle der er interesseret i dybt humanistisk og socialrealistisk litteratur, for Indkredsning er noget af en genistreg. Både i form og udførelse, og de er skrevet på en måde så man hurtigt ender med at sluge værkerne til sig på meget kort tid. Alle tre bind er et unikt blik ind i menneskets psyke.