Anmeldelse af Emmanuelle Richard: For at mærke huden (på fransk: Pour la peau), udgivet d. 20. oktober 2017 på Forlaget Etcetera. Oversat fra fransk af Ann-Jette Caron.
Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall
Foto: Arnaud Delrue
Hvordan gengives et heftigt kærlighedsforhold? Hvordan kan man skrive om et parforhold, der er drevet af tumult, usikkerhed, begær, ventetid, tryghed og skuffelser? I sin nyeste roman demonstrerer Emmanuelle Richard, at det kan være umuligt ikke at skrive om kærlighedsforholdet; for digterjeget i For at mærke huden fremstår skriften som en tilflugt fra sorgen og de forvirrende tanker.
Den franske forfatter Emmanuelle Richard debuterede i 2010 med ungdomsromanen Selon Faustin, som ikke er oversat til dansk. I 2014 udgav hun sin første roman skrevet til voksne, Letheden (på fransk: La Légèreté), som blev en stor succes. Hendes nyeste roman, For at mærke huden, beretter om en ung forfatter, der har en roman undervejs og som tidligere har udgivet en ungdomsroman. Den selvbiografiske indgangsvinkel er et aspekt, der er velkendt for den litteraturinteresserede læser; den selvbevidste og udleverende forfatter er her i udgangen af 2010’erne blevet et hverdagsfænomen.
Tidens ukontrollerbare gang
For at mærke huden indledes med et forlist kærlighedsforhold og den følgende etablering af et nyt. Beretningerne er skrevet i retrospekt, hvilket gør, at fortællerstemmen er yderst selvreflekterende. Eksempelvis beskrives det første møde mellem digterjeget og hendes nye flamme med ordene: ”Jeg husker ganske tydeligt, at jeg knap lagde mærke til ham den første gang, og det forbløffer mig stadig”. Tidens hastige gang levendegøres i romanens iscenesættelse af forskellige mere eller mindre vigtige minder: for ved man, hvornår et kys bliver det sidste? Og ved man, hvornår man for sidste gang har holdt en anden person i hånden? Første gang digterjeget ser den mand, som gennem hele romanen omtales som E, ænser hun ham næsten ikke. Senere vil hun klamre sig til selv de mindste erindringer for at kunne mindes E igen og igen, hvilket blandt andet illustreres i denne refleksive passage:
Det eneste der efterlades, er falmende minder
Tidens veje er uransagelige, men en af grundbetingelserne for, at tiden kan bevæge sig fremad, er glemsel. Minder der engang stod stærke, bliver med tiden svagere og svagere, for til sidst – ved udgangen af livet – at forsvinde. Dette livsvilkår er centralt i For at mærke huden, og gennem sit tiltrækkende, selvreflekterende og ikke mindst elegante sprog formår Richard virkelig at skabe en kærlighedsfortælling, der er nuanceret. Minder falmer over tid, og Emmanuelle Richards For at mærke huden vil få sin læser til at reflektere over dette uundgåelige livsvilkår, hvilket gør udgivelsen til mere end blot en dejligt læseoplevelse; den fører ligeledes til en generel selvransagelse i forhold til menneskets forgængelig hos læseren.
Leave a Reply