Anmeldelse af Silvina Ocampo: Cornelia foran spejlet, udgivet på Forlaget Apelius’ Æsel d. 8. august 2022. Oversat fra spansk af Viveca Tallgren.
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
Argentinske Silvina Ocampo er en stemme, der aldrig før er blevet oversat til dansk. Ved at starte baglæns har Forlaget Apelius Æsel gjort op med dette; Cornelia foran spejlet er Ocampos sidste værk, inden hun døde i en alder af 90 år. Det er en drømmende novellesamling, der blander magisk realisme med stream of consciousness – med blandede resultater.
Novellerne i Cornelia foran spejlet er bedst, når de rent faktisk har en handling. Det er aldrig en logisk handling, men trods alt en handling. Tag for eksempel ”Æsken med de fyldte chokolader”, hvilket efter min mening er en af samlingens kronjuveler. En fødselsdagsfest bliver til et gilde af farver og leg, da børnene laver magiske ringe af indpakningspapiret fra fyldte chokolader:
”Da han var færdig med at spise den, rullede han det skinnende papir med striber og lavede en ring til sig selv, som han klistrede til med spyt på fingeren, for at den ikke skulle falde af. Omgående var han fyldt med bjælder og bånd og begyndte at lave hop i luften. Han hang fra dørkarmene, som var de trapezer, og sprang over møblerne med en ekstraordinær hurtighed.”
Det er ikke alle novellerne der er lige så legesyge. Nogle af dem har også mere virkelighedstro scenarier og hverdagsagtige. Der er for eksempel ”Mødet”, som handler om en kvinde, der ender med at sidde fast i en elevator med en fremmed mand. Den farverige dømmelogik er dog allestedsværende:
”Jeg kunne ikke sige, hvad farve hans jakkesæt havde eller hans øjne, der skiftede farve ved den mindste bevægelse, som om en hemmelig forståelse forenede dem. Der kunne være en farve hinsides det menneskelige, i det dybeste af blikket, ikke i iris, men i blikket.”
Til sidst er der også de uhyggelige, såsom den ret ubehagelige ”Snestolen”, hvor hovedpersonen bliver angrebet af et ulvepak. Her slører Ocampo intentionelt hvad der er virkeligt, og hvad der er mareridt – med foruroligende effekt
”Men snart opdagede jeg, at jeg stadig sad indelukket i bilen, og at de skrupsultne ulve var kravlet ind gennem bilruden, og i et spring havde de slugt mig. Hvor mange ulve var der? Det vil jeg aldrig få at vide, for i drømmen blev jeg siddende i en af hotellets lænestole, der var beklædt med sne.”
Det er når novellerne bliver essayistiske – og det gør de tit – at Ocampo taber mig. For selvom de er essayistiske er de stadig drømmende, hvilket resulterede i, at jeg flere gange simpelthen ikke anede, hvad det var jeg læste. Hendes stream of consciousness stil leder tankerne hen på Virginia Woolf, men på steroider:
”Hvad vil der være tilbage af mig, når jeg er tæt på Jomfruen? Det er svært at forestille sig den næste verden. Denne er nok for mig. Jeg lever konstant i nuet og i fremtiden. Fortiden sænkede sig ned i min glemsel og konstruerede langsomt fremtiden: en frygtet fremtid, men fuld af påfund, der fyldes med ubelejlig bestræbelse.”
Når novellerne er så tågede og fjernt fra noget, man ville kunne kalde en handling, kan det være svært som læser at få meget ud af dem – og som en ganske grøn anmelder at sige noget intelligent om dem. Cornelia foran spejlet føles som dét den er; en bog der er skrevet af en meget erfaren forfatter. Derfor håber jeg, at flere af hendes værker bliver oversat, så de essayistiske noveller måske bedre kan kontekstualiseres. Cornelia foran spejlet er et frustrerende miskmask af noveller der er henholdsvis legesyge, uhyggelige og knastørre.