Anmeldelse af Caspar Eric: 7/11, udgivet 14-08-14, Gyldendal
Anmeldt af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Efter at have læst Caspar Erics debutdigtsamling 7/11 har jeg det lidt ligesom efter en aften foran skærmen med Paradise Hotel, Sommer i Sunny Beach og For lækker til love. Der er konkret set sket forbløffende lidt, men alligevel virker ’backstage’-scenarierne uforklarligt og foruroligende dragende. Caspar Eric kender sin tids zoologiske have af medieplatforme minutiøst godt – så godt, at han formår at transformere en flad og på sin vis lidt ligegyldig verden til poesi.
I en spøjs blanding af ugideligt Facebook-sprog og højpandede indskud startende med ’hvilket’ føres vi rundt i jegets hverdagsliv, der stort set begrænser sig til sengen, foran computeren, Fakta, Seven Eleven og et par festlige og/eller sociale arrangementer. Og, nå ja – hele det virtuelle univers. 7/11 er om noget en manifestation af, hvordan hele den sociale verden, der udspiller sig gennem diverse netværksbaserede medier, i dag må opfattes, ikke bare som en parallel virkelighed, men som en inkluderet del af ’den rigtige virkelighed’. Den virtuelle virkelighed synes ligefrem at være en medvirkende faktor, til at vi overhovedet ’findes’ som menneskefortællinger: ”jeg ville ønske jeg kunne dokumentere fx / alle de aktiviteter jeg nogensinde har foretaget / og komprimere aktiviteterne / i en bigass zipfil / og så sende filen til dig / og så du kan se / at jeg er ’en rigtig person’”.
Med ordet ’oprigtighed’ som hyppigt genkommende i digtene og i tæt forbindelse til ’det at føle’ eller ’noget autentisk’ undersøger Caspar Eric et af vor tids mest aktuelle eksistentielle spørgsmål: Er jeget overhovedet i stand til ikke at performe sig selv?
Der hersker en underlig og uopklarlig tilstand mellem tvang og kontrol. På den ene side: ”jeg vil ha en følelse / af at programmere den person jeg er aktivt”. Og på den anden, mere passive side: ”fint nok overfladejeg / fint nok performative ærlighed / som jeg aldrig kommer ud af” eller den næsten fortvivlende beregnende adfærd i: ”og jeg fortryder / at jeg har puttet marshmallows i slikposen / fordi jeg på ingen måde kan lide marshmallows / jeg vurderede bare at sandsynligheden / for at være en mere sympatisk person / eller at være en mere sammensat person / ville forøges via marshmallows”.
Man fornemmer, hvordan jegets liv på sin vis dikteres af den virtuelle dagsorden: ”når jeg bare stener rundt [i Fakta, red.] / og automatisk tager ting fra hylder / som jeg føler passer til eventbeskrivelsen / af ’grillarrangement for fåk up boyz’ / som er overskriften på den aften jeg skal ha”. Men samtidig består størstedelen af digtsamlingen af eksempler på, hvordan jeget også besidder en kontrol og på patetisk og ynkeligt beregnende og manipulerende vis performer sig gennem tilværelsen: ”jeg forsøger at græde / og lader shampoo løbe ned i øjnene / så de vil være røde og udtrykke sårbarhed / når jeg skal hen til andre personer / der vil spørge hvordan det går”. Eller: ”som når jeg med vilje / ikke bestilte remoulade / til pomfritterne / for at indsætte en distance / som du blev nødt til at overskride /som et oprigtigt tegn på kærlighed”.
Der er imidlertid også en tredje virkelighed eller reality på spil i, hvad man kunne kalde, denne konjunktivernes poesi. Altså den virkelighed, som jeget forestiller sig kunne/ville/måtte ske. I kraft af den internet- og mediebaserede infiltrering af hele værket, såvel sprogligt og referencemæssigt som metaforisk, bliver læseoplevelsen den kontinuerlige overvågning af én lang Insta-Facebook-Twitter-mail-sms-etc.-opdatering. Vi er er med i det skrevne øjeblik, når jeget monotont copy paster ca. 9 sider udelukkende med ordene ”og mere yoghurt”. Spørgsmålet om tingenes sandhed bliver ligegyldigt, fordi tingene netop digtes simultant med deres virtuelle virkelighed i jegets og læserens bevidsthed. Alt er muligt her. Jeget kan (forestille sig (at performe) at) være, hvem det vil. Fx til en fest med disse patetiske tanker: ”jeg vil sætte noget musik på / uden at komme til at gå i baglås / og uden at virke som om jeg tænker over det / og håbe at alle vil gå amok /og stoppe med at tage billeder / for at retfærdiggøre festen eller noget / og nogen skal sige at jeg har god musiksmag / og spørge om ikke jeg vil være ipod-dj resten af aftenen”.
Eller mere radikalt og dekadent: ”hvorfor kan der ikke bare udbryde atomkrig / så jeg aldrig mere skulle gå udenfor / men bare gå rundt derhjemme / uden dårlig samvittighed / i en form for karantæne / så jeg ku bestille mad og tøj via internettet / uden alle mulige forventninger fra omverdenen / jeg ville åbne døren / med solbriller på øjnene / for pizzabude og postmænd / iført diverse beskyttelsesdragter / jeg ville ha mcdonald’s ketchup / smurt dovent på håndleddene / og en rød gauloise i mundvigen / jeg ville ikke sige noget / jeg ville bare være patetisk og fuckd /og jeg ville snapchatte det”.
Men samtidig er det performende jeg dybt afhængig af én ting – sit du, sin tilskuer: ”jeg føler bare at jeg sidder / og skifter demonstrativt / mellem online- og offline-status / så den grønne statusprik vil blinke / som en stjerne der er ved at dø eller noget / og kræver mere opmærksomhed / ok seriøst / hvorfor skriver du ikke”.
Jegets performance eller fremstilling af sig selv er dybt narcissistisk, men samtidig meningsløs og værdiløs uden et publikum eller en modtager. Samme ambivalens fornemmes i forholdet til duet, der raser gennem jalousi, kærlighed og narcissisme: ”du siger at du græd / da du læste less than zero (1985) / af bret easton ellis / hvilket gør at jeg føler / at jeg er et dårligere menneske / hvilket også er meningen / og jeg får lyst til at flyvsparke dig / midt i ansigtet eller noget / fordi jeg aldrig græder / når jeg læser bøger”. Og det ultra metaprægede udsagn: ”jeg ville ønske jeg også kunne slippe væk / kun for at kravle op i et træ / og instagramme dig fra træet / og jeg vil hashtagge billedet ’nofilter’ / men bruge vildt meget filter / for at være ærlig / omkring hvordan jeg ser dig / i forhold til hvordan jeg tror andre ser dig”.
Til slut, efter en forestillet actionfilm-lignende afslutningsscene, når man til det såkaldte ’ekstra-materiale’ (bogens omslag ligner i øvrigt også mest en dvd-film), hvormed Caspar Eric sætter en fed streg under hele sit hypermedielle projekt. Med hashtags som #jeggræderibadettilcranberries eller bare: #empty og #fuck undertekstes alle digtene i en genreleg, der intelligent og sarkastisk selvreflekterende undersøger, hvad der sker i mødet mellem poesi og teknologi. Eller hvad der sker, når reality-tv’ets ydre virkelighed klones med digterjegets indre? Hvad sker der, når overflade reflekteres i sig selv? Når to spejle spejler hinanden, opstår paradoksalt nok dybde. Som fx når en computerskærm rummer en del af universet: ”når jeg kommer hjem tænker jeg / vil jeg skifte skrivebordsbaggrund / til en galakse der er alene og smuk / og jeg vil forsøge så hårdt jeg kan / at mene noget om universet / som ikke er at jeg giver en fuck / for universet generelt / bare fordi universet selv giver en fuck”.
Mine damer og herrer! Dansk poesis nye realitystjerne, Caspar Eric.
Leave a Reply