Båndet mellem søstre ruster aldrig

Båndet mellem søstre ruster aldrig

Båndet mellem søstre ruster aldrig

Anbefaling af Rosamund Lupton: Sister, udgivet på Little, Brown Book Group d. 2. september 2010.

Anbefalet af Lærke Fredsøe

Fotograf: Lærke Fredsøe

Da Beatrices søster Tess bliver meldt savnet, beslutter hun sig for at kæmpe mod sin familie og endda myndighederne, der alle hurtigt accepterer, at de har mistet Tess. Det er en rørende kamp mod hemmeligheder, der afslører, hvor lidt Beatrice egentlig ved om den lillesøster, hun troede, hun var så tæt med. En gribende, velformuleret og billedrig historie om båndet mellem to søstre, bundet med så tæt en knude, at end ikke en forrykt verden kan binde den op.

I romanen følger vi hovedpersonen Beatrice, som er så omhyggeligt beskrevet, at det føles, som om hun tager os i hånden fra første side og guider os gennem historien. Hun er så levende formet, at hun fremstår lige så bekendt som et familiemedlem. Bogen er opbygget som et langt brev skrevet til lillesøsteren Tess, hvilket skaber en del spring i tid, som i begyndelsen medfører en læserforvirring, der hurtigt aftager. I stedet kommer vi helt ind i forholdet mellem de to søstre og oplever beretningen med en vellykket progressivitet.

Plottet er holdt stramt og tydeligt, sådan at læseren kun får de nødvendige dele af hver scene, men ikke får foræret mere end det. Det betyder at romanen fremstår langt mere gennemarbejdet, til trods for at flere episoder fremstår overfladiske og objektive. Dette resulterer i, at man som læser sidder med en følelse af uvidenhed og med en fortæller, der holder ting hemmelige, alligevel synes det ikke at skabe distance mellem Beatrice og modtageren. Lupton formår nemlig at kaste læseren rundt i samme følelsestumult, som Beatrice selv besidder, og på den måde oplever man ikke blot Tess’ omstændigheder som en objektiv part, men i stedet som en søster, der ville have kæmpet selvsamme kamp for sin egen søster. Derfor er romanen meget personlig og følelserne sidder konstant uden på tøjet.

Krimigenren, en forudsigelig størrelse

Selvom bogen passer perfekt ind i krimigenren med sit plot, stikker den alligevel ud fra krimiens stereotypiske træk. For det første er der langt flere uforudsigelige plottwists i historien. Disse er ikke blot velfungerende, men narrer læseren på en sådan måde, at det er umuligt at lægge bogen fra sig.

Fra start til slut formår Lupton at skabe spænding som i sidste ende munder ud i en kæmpe overraskelse, som man på ingen måde så komme. For det andet oplever man heller ikke historien fra den stereotypiske efterforsker, der normalt bliver berettet om i krimigenren. I stedet ser vi her en kamp mod politiet og myndighederne. Sammen med Beatrice gætter og undersøger læseren, hvem morderen er. Man samler spor med hende, fletter det hele sammen og forsøger ihærdigt at opklare sagen. Man bliver en del af Beatrices frustration, angst og ikke mindst håbet om at Tess stadig er i live trods alle beviserne.

Et billedsprog i verdensklasse

Men det, der gør bogen til en af de bedste jeg nogensinde har ladet blikket vandre henover, er Rosamund Luptons fantastiske kreative sprog. Ordvalget er så farverigt og billedligt at der konstant bliver malet meningsfulde billeder, der ikke blot gør det flydende, men samtidig står lige så skarpt som en film. Endvidere får Lupton det til at se så let ud, at det fremstår helt naturligt, som lod hun blot fingrene suse over tasteturet, som en pianist over tangenterne. Romanen er velegnet både som lydbog og i bogform, men jeg anbefaler, at man læser den for at få alle de finurlige udtryk helt tæt på.

”I’ve always assumed that even as a baby they could tell I wasn’t an Arabella, a name with loops and flourishes in black-inked calligraphy; a name that contains within it girls called Bella or Bells or Belle – so many beautiful possibilities. No, from the start I was clearly a Beatrice, sensible and unembellished in Times New Roman, with no one hiding inside.”

Ovenstående citat var, hvad der allerede hurtigt i romamen trængte ind i mig som en forførelse. Denne originale, kreative beskrivelse af et navn skaber så stor en forståelse i karakteren, at det ikke behøver en længere karakteristik. Denne simpelhed er en gennemgående skrivestil for Rosamund Lupton, som gør hendes værker langt mere rørende, sjældne og ikke mindst forførende. Den er et must-read om skygger i skabet samt forfærdelse over de mennesker, vi alle omgås. Jeg anbefaler klart at få oplevelsen på originalsproget for ikke at miste noget af Luptons tryllebundende magi.