Bagom Klougarts succes hos kritikerne

Bagom Klougarts succes hos kritikerne

Bagom Klougarts succes hos kritikerne

Essay af Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Siden Josefine Klougarts debut Stigninger og fald udkom i 2010, har hendes litterære talent være anerkendt og lovprist blandt kritikere. Hele to gange har hendes udgivelser været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris (i 2011 og 2013), og hun modtog i 2011 Kronprinsparrets Stjernedryspris. Men hvad er det, der gør Josefine Klougart så interessant? Og forsætter stjernedrysset i den nyeste udgivelse? Littunas skribent har sat sig for at undersøge, om ”Skandinaviens Virginia Woolf” virkelig kan blive ved med at imponere.

På trods af at Om mørke (2013) bærer genrebetegnelsen roman og jo også blev indstillet til DR Romanprisen 2014, er der ikke meget plot eller narrativt forløb at spore i den 330 sider lange bog. Hvis læseren forventer en klassisk kronologisk romanfortælling, bliver vedkommende slemt skuffet – eller måske nærmere imponeret over, hvordan en historie også kan fortælles. Som der står på bogens allerførste side:

”Alt det øjnene ser, det blikket falder på.
En taske, der bliver sat på gulvet og er: en taske der bliver sat på gulvet. Tingene forbliver ting og på den måde her. Rummet er ikke sprængt, kronologien er ikke sprængt – ingen af delene har nogensinde været samlet på den måde. Ligesom at jeg altid har været hende, og du altid ham; der er ikke nødvendigvis noget problem i dét. En bevægelse ind og ud af kroppene, en genkommende erindring, der vandrer mellem os. Eller en genkommende vrede, man ikke helt forstår. Et fælles reservoir, blodårenes hele tiden finere forgreninger; noget der bevæger sig op gennem tiden og slår tilbage.” (s. 7)

Det sanselige, billedskabende sprog
I tekststykket ovenfor præsenteres Om mørkes præmisser, inden for hvilke ”romanen” udfolder sig som tankestrømme, der vandrer ind og ud af kroppen og sindet. Tekststykkerne former sig efter den menneskelige bevidsthed, der fungerer på samme måde; i brudstykker uden nogen egentlig kronologi. Derfor kan Om mørke nok nærmere betegnes som et studie i det menneskelige sind snarere end en god historiefortælling.

Netop fordi der ikke optræder nogen traditionel historiefortælling (dvs. med begyndelse, midte og slutning) i romanen, bliver læseren mere opmærksom på sætningerne. Og sætninger er noget, som Josefine Klougart generelt har fokus på i sin skrift. I forskellige interviews har hun udtalt, at hun er interesseret i at skrive gode og sande sætninger fremfor at fortælle gode historier. Josefine Klougart mestrer – ikke bare i Om mørke, men i alle sine udgivelser – sproget på en virkelighedsskabende måde, der i Om mørke kommer til udtryk i den måde, hvorpå sproget formår at efterlade billeder i læserens tanker. Det fotografiske er et gennemgående tema i bogen, der udfolder sig for læseren som en lyrisk-prosaisk tankestrøm om øjne, kroppe, natur, billeder, lyde, sanser, kvinden og manden – og selvfølgelig om mørke, som titlen antyder. Bogen omhandler både det konkrete mørke som det, der er en del af døgnet og årstiderne, og det mere abstrakte mørke, der findes i mennesker, katastrofer og krig, og som er et grundvilkår. Men hele tiden fortælles der om mørket som modsætning til lyset. Derfor bliver bogen heller ikke kun en apokalyptisk beretning, men en form for løfte om, at mørket kun kan eksistere i kraft af lyset – og omvendt. Josefine Klougart beskriver mørket med et sikkert, men samtidig skrøbeligt sprog, som viser verden gennem sprog og skaber billeder, der indprinter sig på læserens nethinde:

”Hvad kan man sige om mørke.
Altanplanterne er tørret ud, mens vi var væk.
Mørkt træ, som har ligget i vand længe.
Fuglene, der piller i krukkerne.
Dilden, der står lysegrøn og som hænder, der griber efter noget eller lige har sluppet. Lavendelhovederne, der hænger fra de grå stængler. Noget rødt, man tror man ser, idet man drejer hovedet, men så kan man ikke få øje på det igen.” (s. 74)

Jeg får flere steder lyst til at dvæle ved sproget og dets billedskabende kraft i stedet for at fortsætte min læsning – netop fordi, der som tidligere nævnt, ikke er tale om en helt almindelig plotdrevet fortælling, men i højere grad et arbejde med sproglige billeder.

Et andet karakteristisk træk ved Om mørke er måden, hvorpå bogen forsøger at mime det menneskelige sind ved at bruge verber som at se, at panorere og at zoome og vendinger som ”det næste billede er” eller ”billedet skifter”. Det understreger, hvordan sindet hele tiden opfatter nye billeder i én lang tankestrøm:

”Vi ser hendes ansigt.
En panorerende bevægelse.
Vores blik, der bevæger sig ned over hendes ansigt,
vores øjne går hen over hende som over en mark,
eller som nogle historier vandrer ned gennem en familie.
Porerne i huden, små prikker eller skakter ind i hende.” (s. 57)

Sproget, som fastholder noget virkeligt
For at vende tilbage til bogens genrebetegnelse ”roman” låner Om mørke ikke bare fra det fotografiske og filmiske i sproget. Bogen er opdelt i forskellige afsnit, der er inddelt af sider med et gråt mønster, som ligner foldet stof, marmor eller udvisket blyant fra en skitse. De forskellige afsnit understreger, hvordan Klougart udfordrer genrebetegnelse: Et helt afsnit er f.eks. udformet som et drama med prolog, scener, replikker (sagt af ”manden” og ”kvinden”) og epilog, mens et andet kaldes ”Sapphofragmenter” og kun består af sprængte vers drysset (tilsyneladende) tilfældigt ned over siderne. Om mørke er en leg med både genre, sind og sprog, som fascinerer og fanger éns opmærksomhed, men der er også brug for læserens opmærksomhed, for Om mørke er, ligesom Josefine Klougarts tidligere udgivelser, ikke en letlæselig bog.

Jeg må til slut erklære mig enig med kritikernes positive udtalelser: Josefine Klougarts udgivelser er alle skrevet med en sikker og karakteristisk prosa, som ingen anden nulevende dansk forfatter, jeg kender til, formår at nærme sig. I min optik er og bliver hun en af Danmarks mest talentfulde og bemærkelsesværdige forfattere – hendes bøger forsøger ikke at fortælle en god historie, men at gøre opmærksom på sproget som bevidstheds- og virkelighedsskabende.