Den lykkelige Bernhard

Den lykkelige Bernhard

Den lykkelige Bernhard

Anmeldelse af Thomas Bernhard: Et barn, udgivet på Forlaget Sisyfos august 2015

Anmeldt af Simon Lorentzen

Foto: Bogens omslag / forlagetsisyfos.dk

”Ingen har nogensinde fundet / eller vil nogensinde finde”. Med dette citat indleder Thomas Bernhard den femte og sidste del af sin selvbiografiske romancyklus, som nu foreligger færdigoversat i Søren R. Fauths kyndige fordanskning.

Citatet stammer fra ”Ame”-segmentet i Voltaires encyklopædiske ordbog, Dictionnaire philosophique (1764), hvori han kritiserer den katolske kirkes lære om sjælen. Ifølge Voltaire er det kun gennem tro, sjælen kan findes, men eftersom Gud ikke eksisterer, bygger hele sjælelæren på en illusion. Følgeligt vedkender Bernhard sig en lignende diskurs, som slutter, at den såkaldte ”essentialistiske selvbiografi” er et illusorisk foretagende. Et barn (1982) er derfor det eneste bind i romancyklussen, som mangler en undertitel, og man vil hurtig erfare, at det også er en roman, som ikke er typisk bernhardsk.

Følelsernes skærsild
Fortællingen indledes med en glødende optimistisk Bernhard, der som otteårig beslutter sig for at cykle fra Traunstein til Salzburg for at besøge sin tante Fanny. Lyksaligheden kimer i vinden, og som cyklist giver han sin eksistens ”en ny drejning, muligvis den helt afgørende, nemlig den mekaniske bevægelse fremad på to hjul”. Men udflugten og optimismen slutter brat, idet kæden river sig af cyklen, så den unge Bernhard katapulteres ned i en grøft. Indsmurt i blod og olie fortæres han straks af skyldfølelse (for den ødelagte cykel) og frygt (for sin mors straf): ”Jeg havde ikke forandret mig, mine forsikringer var intet værd, mine gode fortsæt havde igen ikke været andet end snak. Jeg forbandede mig selv. Jeg ville dø”. Dommen udviskes midlertidigt, eftersom drengen ikke lader sig straffe hos moren, men hos bedstefaren i Ettendorf. Kun uden moderlig konfrontation kan fortvivlelsen substitueres med håb, og således revitaliseres hans ellers selvmorderiske jeg: ”Det grænsede sig næsten til Paradis at vide at mine bedsteforældre boede på en rigtig bondegård, ånden i materien så at sige. Jeg elskede stalden og dyrene, jeg elskede lugtene, jeg elskede bønderne”. Frygten for moren godtgør kærligheden til bedstefaren. Og omvendt.

Efter den modsætningsfyldte indledning følger vi både Bernhards barndom hos bedsteforældrene og hos moren. Hos sidstnævnte vender fortvivlelsen tilbage i et skift mellem mishandling og skyldfølelse. Når moren ikke afstraffer drengen korporligt, overfalder hun ham verbalt med de frygteligste beskyldninger: ”Du er hele min ulykke, pokker tage dig! Du har ødelagt mit liv! Du skylder mig alt! Du er min død! […] Du er intet værd”. Alligevel elsker han hende, ja, han efterrationaliserer sågar hendes afskyelige opførsel. Barnets problemer skal derfor ikke forklares ud fra de traumatiske oplevelser hos moren. Det er derimod forholdet til bedstefaren, ”min højeste instans”, som får den principielle, forværrende og forbedrende, indflydelse på Bernhards eksistens. Takket være ham får Bernhard ”indsigt i hele skuespillet, ikke kun i den sølle forløjede rest af en farce”.

Almindelighedssumpens forløsning
Lad os betragte bedstefaren. Han er den direkte årsag til barnebarnets definitive afvisning af den småborgerlige normalitet, som moren efterstræber. Hans dybe foragt for stupiditet kommer bl.a. til udtryk i tiraderne om det dysfunktionelle undervisningssystem og bourgeoisiets kræmmermentalitet, men også via de positive beskrivelser af selvmordet (læs: den mest ærlige og eneste absolutte protest mod kontrol og styring):

”Ingen samtale med ham, ingen belæring fra hans side der ikke uomgængeligt endte med den konstatering at menneskets mest dyrebare besiddelse er af egen fra vilje at kunne trække sig væk fra verden gennem selvmord, at kunne tage sig selv af dage, når som helst man ønsker det […] Til enhver tid, når som helst vi ønsker det, kan vi, sagde han, begå selvmord, helst på den mest æstetiske måde, sagde han.”

Det er også hos bedstefaren, at drengen eksponeres for tænkere som Montaigne, Péguy og Schopenhauer. Specielt sidstnævnte er jo interessant i forhold til Bernhards hyperpessimisme, men han fungerer udelukkende som en resumerende instans. Han tillægger med andre ord ikke Schopenhauer den samme betydning, som han f.eks. gør i romanen Ja (1978). Det er derimod Nietzsche (til trods for at navnet kun nævnes én gang), som er den bærende inspiration, når han kritiserer ”almindelighedssumpen”. Ifølge bedstefaren kan tilværelsen uden selvmordet kun retfærdiggøres via æstetikken og kunsten, som giver dennesidig trøst – et udsagn, som næsten er direkte udsprunget fra Die Geburt der Tragödie (1872). Den nihilistiske opdragelse synes at forklare Bernhards eksistens, men essentialismen er som sagt en illusion, og derfor tvinger Bernhard sin læser til at forholde sig til disse ”sandheder” med en vis ambivalens. Bedstefarens aksiom bliver tvetydig, eftersom vi ikke kan vide, hvorvidt denne del af selvbiografien er efterprojiceret fra forfatterens side.

Vi kan med en vis sikkerhed identificere et dualforhold mellem morens retlinethed og bedstefarens anarkisme. Dette forhold fordrer et uoverensstemmelse i narrativet, som også kommer til udtryk på et rent tekstuelt plan. Bernhards typiske kendetegn er til stede (den gentagelige strøm af tekst uden kapitler og uden inddeling i afsnit), men de er stærkt afdæmpede. De komplekse sætninger er kortere end normalt og tonen er generelt mere positiv. Kunstfærdigheden er minimal, og dialogerne virker overvejende autentiske. Prosaen synes simpel, hvilket næsten er et antonym for bernhardsk.

Forsimplet, fordansket, foreviget
Søren R. Fauth, som også har oversat de forudgående bind i pentalogien såvel som mesterværket Der Untergeher (1983), transponerer denne atypiske Bernhard til dansk aldeles støjfrit. Simpliciteten er svær at gengive på dansk, måske endda sværere end den komplekse syntaks, men scenen med mønten er eksempelvis en lise for den danske læser: ”Bei dieser Gelegenheit schleuderte ich plötzlich ein Fünfmarkstuck in einen Schneehaufen. Alle Versuche, wieder an das Fünfmarkstück zu kommen, mißlangen […] Aufeinmal glitzerte es” bliver til ”Derved slyngede jeg pludselig et femmarksstykke over i en snebunke. Alle forsøg på igen at få fat i femmarkstykket mislykkedes […] Pludselig glimtede det”. Sætningen ledes til drengens følelse af forundring over at finde den glimtende mønt, hvilket nødvendiggør simplicitet. Derfor er den hypotaktiske sætningsstuktur, der overvejende præger de byrdefylde minder, her erstattet med et autentisk og ligefremt imperfektum. Syntaksen er udistanceret og næsten gennemsigtig. Fauth forstår, at denne narrative transformation skal være letlæselig, barnlig om man vil, og det er som sagt en fryd at læse.

Et barn fuldender den selvbiografiske cirkel i form af noget så paradoksalt som en positiv Bernhard-erindring, men det er velsagtens den smukkeste roman i pentalogien. Den tunge misantropi pulserer som altid, men frem for at præsentere en nihilistisk mindelse, synes fortælleren at tage glæde i barnlig ærlighed. Helingsprocessen, som har været fortrængt indtil nu, er fuldbragt, men er håbet virkelig forude, eller er den selvbiografiske forløsning blot endnu en illusion?