”Der er jo ingen grund til at skrive nyt, når det allerede er der”

”Der er jo ingen grund til at skrive nyt, når det allerede er der”

”Der er jo ingen grund til at skrive nyt, når det allerede er der”

Interview med Jørgen Leth på Skråen i Aalborg, 1. november 2014

Af Mads Holm

Forfatteren og filmmanden Jørgen Leth fyldte i sidste uge 80 år. I denne anledning bringes et ældre interview med kunstneren selv, hvor han løfter sløret for sine metoder og mangeårige erfaringer. Siden starten af tresserne har han lavet et væld af bøger, film, musik og meget mere. Kunstværker, der alle er blevet påvirket af tilfældets gaver.

”Det er ikke målet, men rejsen, der er det vigtige” siger Jørgen Leth på nummeret ”Gennem Danmark” af gruppen Vi sidder bare her. I nummeret fortæller Jørgen Leth egentlig om at køre med tog i Danmark. Men ligesom så meget andet i Jørgen Leths kunstneriske virke, så peger citatet her også på noget andet – måske er det ikke en reference til noget konkret i et andet eller tredje værk – det klinger rettere af at være en form for gennemgående motto.
At målet ikke er det vigtige gælder altså ikke kun oplevelserne set gennem togvinduet, men også som en generel grundtanke i et værk.

I vinteren 2014 fik jeg muligheden for at lave et interview med Jørgen Leth, efter en koncert med netop Vi sidder bare her, på spillestedet Skråen i Aalborg. Udgangspunktet for interviewet var hans metode og spontaniteten i værkerne:

”Det betyder meget, at der er en situation, man arbejder med. Det betyder meget, at man bruger tilfældet, og jeg har selv en bog, som hedder Tilfældets gaver, som er en beskrivelse af forskellige metoder til at lave film på. Det er noget, der betyder meget for mig, at man bruger tingene som de er, at man kan omforme tingene undervejs. Det er ikke målet, det er ikke det enkelte værk, som er målet. Det er passagen, det er bevægeligheden igennem materialet, fra værk til værk. Det er meget vigtigt”

Jeg har det indtryk, at du har alle sanser ude, når du oplever. Hvordan holder du fast i disse indtryk?

”Jeg skriver dem ned. Jeg har en udpræget praksis med at skrive notater. Jeg skriver mange notater. Så når jeg ser noget og oplever noget, når jeg læser noget, som jeg kan bruge, eller hører en replik jeg kan bruge, så skriver jeg den ned. Jeg prøver at fange, om man så må sige, virkeligheden, der passerer i flugten, og det er den måde, jeg opererer på. Jeg skriver mange notater. Notatbogen er mit vigtigste værktøj, overhovedet. Og så kan jeg se senere, om det kan bruges og sættes sammen. Men jeg tror også meget på den tilfældige rækkefølge af ting, som har gjort indtryk på mig. Det vil sige, at selve notatbogens rækkefølge og struktur er meget skabende og brugbar. Det er ikke sådan, at jeg direkte behøver at tage det som nogle mursten, der absolut skal sættes sammen på en anden måde. Det er tit sådan, at det forløb jeg oplever, spontant, ude i verden, at det kan jeg bruge.

Du starter altså i venstre hjørne af papiret og kører videre, indtil der er noget specielt?

”Ja, altså for mig er det at skrive digte den reneste kunst, der findes. Det er at starte netop i øverste venstre hjørne, og så ved man ikke, hvad der sker. Sådan har jeg det altid, når jeg skriver digte. Jeg aner ikke, hvad der sker. Jeg starter i øverste venstre hjørne, og så ser jeg, hvad der sker. Det er et af mine yndlingsudtryk: ”Se, hvad der sker.””

Det er altså ikke kun i digtene, men også i din måde at lave film, at spontaniteten er vigtig?

”Jeg vil sige, at jeg altid overlader plads til, at tilfældet kan spille ind. Det vil sige, at noget kan opstå præcis midt i arbejdet med at optage en scene. Jeg vil sige, at jeg er meget åben. Jeg har åbne døre til den omgivende verden. Jeg planlægger rammerne i detaljer, men jeg er meget åben for, hvad der kan komme ind i rammerne undervejs.”

Du er også kendt for at genbruge forskellige ting i dine værker. Hvad tænker du om forholdet mellem spontanitet og genbrug?

”Genbrug er virkelig et begreb, jeg kender til og benytter mig af direkte. I mit filmiske værk, som efterhånden rummer 45 film, der er det sådan, at jeg ofte genbruger nogle forsøg, jeg har brugt tidligere. Men ikke 100 procent. Der skal ske noget imellem sidste gang og den nye gang. Jeg bruger, somme tider, de samme replikker, for eksempel min signaturreplik: ”Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage,” som er et citat fra en James Bond-bog. Fra første side i den, der hedder Tordenkilen, tror jeg, på dansk. Så det er et citat allerede. Det er et stykke brugt tekst, som jeg har lavet et enkelt greb ved, som gør det lidt anderledes, lidt unikt. Jeg er forelsket i sådan nogle tekster. Som udgangspunkt er der jo ingen grund til at skrive nyt, når det allerede er der. Jeg har også brugt Shakespeare nogle gange. Jeg har lavet en Shakespeare-forestilling engang på Svalegangen (teatret, red.) i Aarhus. Meget tidligt i min karriere, med Per Kirkeby som partner i det projekt. Og det er jo også et genbrug af tekster, som foreligger. Det er jo også noget med tilliden til sprogets enkelthed. At tage sprogets mindste grå ord og invitere dem ind til en fest. Det er noget, jeg forholder mig meget klart til. Jeg synes, det er meget spændende at bruge de enkle ord, at undgå overbygninger eller ornamenter. At have korte sætninger. Der er jeg mere inspireret af Hemingway, end af nogen andre, fordi han har den der økonomi i sproget. Sætningerne er stærke, men de er korte og meget aktive, og så er der punktum. Det kan jeg enormt godt lide. Det giver det også en sangbarhed, som gør det muligt for genbrug. Sangbart i gåseøjne, selvfølgelig. Men det er som om, at der ingen grund er til at skrive noget nyt. Jeg kan vende det om nogle gange, jeg kan sætte det ind i nye rækkefølger og nye sammenhænge, jeg kan bruge det i nye rammer. På den måde kan man sige, at både rammerne kan gentages, men også indholdet.”