Anmeldelse af Hans Otto Jørgensen: Horden, udgivet på Gladiator d. 2. november 2015
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
I sin nye portrætbog leverer en tidligere rektor på forfatterskolen en passioneret og velskrevet beretning om et Danmark i opbrud, en litteratur i rivende udvikling og en række prominente forfatterpersonligheder, hvis litteratur på godt og ondt blev en spejling af en tilværelse, som ofte rummede lige så meget mørke som lys.
Nye øjne på ældre litteratur
Med forfatterbiografien Horden er Hans Otto Jørgensens erklærede mål at trække den litterære periode, vi i Danmark kender som Det Moderne Gennembrud, ud af den gængse kanon med forfattere som Georg Brandes og Johannes V. Jensen i centrum. Dette erklærer han selv i bogens forord, og læseren er derfor fra starten klar over, at man ikke her står over for et objektivt teoriværk, men en subjektiv vurdering af en af dansk litteraturhistories vigtigste perioder. Nok bærer Horden præg af at være forfattet af en ekspert inden for området, men den gør på intet tidspunkt anstød til at ville være et opslagsværk til danskundervisningen. Tværtimod udtrykker den, gennemsyret af Jørgensens helt unikke fortællerstemme (og til tider rabiate) holdninger, en glæde ved periodens litteratur samt et reelt ønske om at give ordenlyd til de forfattere, som før har stået i skyggen af de litterære giganter.
En sproglig fornøjelse
Horden er først og fremmest en hyldest til Det Moderne Gennembruds litteratur. Udover et forord og en introduktion indeholder bogen 13 forfatterportrætter, som rummer lige dele biografi og værkanalyse. Den analytiske del bærer præg af at være skrevet af en dygtig fagperson og henvender sig derfor mest til dem, som har en baggrund inden for litteraturfaget og erinde i dets termer – for eksempel når der tales om ara-besken i forbindelse med J.P. Jacobsens poesi: ”Der er ingen som´er, ingen metaforer og ingen metonymi, der er den simple handlingsgang og nichts weiter” (s. 51). Men formuleringer som denne, der på én gang er teoretiske og intime – ”nicths weiter” er tydeligvis forfatterens eget talesprog – letter alligevel formalitets-niveauet og gør bogen til en fornøjelse at læse, fordi man ikke kun får et indblik i Jørgensens faglige viden, men også i hans tanker og følelser. Han skriver om kunstens skønhed og sindssygens mørke med lige dele humor og alvor, og hans sympati med den kæmpende kunstner er smittende. Samtidig gør den diskrete blanding af sladderbladsagtige anekdoter om skandaler fra forfatternes liv med det tunge litteraturteoretiske stof, at man på intet tidspunkt har følelsen af at sidde med en tør lærebog i hænderne.
Kampen for kvinderne
Selvom Jørgensens mål ifølge ham selv er at beskrive marginaliserede forfattere på lige fod med de kanoniserede, er det tema, som efterlader det stærkeste indtryk ved endt læsning, kønskritikken. Hvis det officielle budskab i bogen er, at mindre kendte forfattere også har haft indflydelse på udviklingen i litteraturen, får man indtrykket af, at det skjulte er at fremhæve særligt én marginaliseret gruppe – nemlig kvinderne. Jørgensen introducerer med elegance og respekt forfatterinder som Olivia Levinson, Adda Ravnkilde og Inge-borg Stuckenberg og redegør for den kvindelige kunstners vanskelige position i et mandsdomineret samfund. At stort set alle disse kvinder endte deres liv alt for tidligt, og ofte for egen hånd, kan bestemt ikke være et tilfælde, hvilket Jørgensen også mere end antyder.
Hans fokus på de kvindelige forfattere rummer dog også en problematik. Problemet ligger i, at fremhævelsen af kvinderne sker på bekostningen af bogens mandlige forfattere. Jørgensen udøver ubevidst en form for forskelsfeminisme, som får kvinderne til at fremstå mere interessante i kraft af deres køn end deres kunst. Brandes, Dalgas, Wied og de andre mænd fremstilles udelukkende som kunstnere, imens Jørgensen ikke kan løsrive kvinderne fra hans billede af dem som kvindelige kunstnere. Han skriver, at: ”Indignation har været en drivende kraft i arbejdet med bogen” (s. 9), og i visse passager resulterer dette i en ironi og hånlighed over for mændene, hvilket ses i formuleringer som: ”Du har fået en søn, tillykke. Et sperm-barn” (s. 38) eller: ”At tale om periodens kvindelitteratur er i sig selv meningsløst. Hvis det endelig skulle være, er kvinderne mindre indbildske end mændene. Og mindre følelsesladede” (s. 178). De vrede udsagn er underholdende og øger læserens sympati for de oversete kvinder, men de giver også til tider portrætterne et usagligt præg og underkender værkets mandlige forfattere, idet de bliver reduceret til en del af det undertrykkende samfund.
Kønskritikken er på ingen måde et kritisabelt emne at tage op – den er tværtimod både vigtig og relevant. Problemet ned Horden opstår, fordi dette aspekt fylder så meget, at Jørgensen undergraver den mission, han giver sig selv i indledningen, og på den måde forsvinder den røde tråd i bogen til tider lidt af syne. Det ændrer dog ikke på, at Horden er en fremragende læseoplevelse, som fremhæver forfatterskaber og skæbner, man ellers ikke hører om, og værket stråler af Jørgensens begejstring og store viden inden for emnet.
Leave a Reply