En passage til uvirkeligheden

En passage til uvirkeligheden

En passage til uvirkeligheden

Anmeldelse af Haruki Murakami: Mordet på kommandanten (bog 2) udgivet på Forlaget Klim d. 7. november 2018. Oversat af Mette Holm.

Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall

Hvad er virkeligt, og hvad er fantasi? Og eksisterer en sådan opdeling af fænomenerne overhovedet? Fortsættelsen på Haruki Murakamis tobindsværk Mordet på kommandanten byder på en fortsat nedbrydning af skellet mellem forklaringens virkelighed og frihedens fantasi.  

Fortsættelsen på den internationalt anderkendte japanske forfatter Haruki Murakamis store tobindsværk er blevet afventet med stor spænding. Første del, der udkom i dansk oversættelse tidligere på året, beskriver den unavngivne og nyligt fraskilte jegfortællers dagligdag i en træhytte, beliggende i en bjerglandsby – en hverdag, der byder på portrætmaling, klassisk musik og virkelighedsoverskridende oplevelser.

Hvad er virkeligt?

I første del af tobindsværket (læs anmeldelsen HER) bliver barrieren mellem det virkelige og uvirkelige nedbrudt, og det antydes, at nedbrydningen vil have konsekvenser for både jegpersonen og de personer, han omgås. Grænsen mellem virkeligheden og det alternative uvirkelige univers, hvor fiktive personer træder ud af et gammelt maleri, bliver fortsat mere sløret i anden del af Mordet på kommandanten. Virkeligheden og det uladsiggørlige sammenblandes i en sådan grad, at det ikke er muligt at adskille de to. Foreningen af elementerne, der ellers er hinandens modstykker, sker naturligt, således at det, der synes at være magisk og overnaturligt forekommer ganske normalt.

Det mørke hul

Et menneskeskabt hul gravet bag en helligdom bliver i første del af tobindsværket åbenbaret. På bunden af hullet finder jegpersonen og naboen Menshiki netop det bjældeinstrument, som nætterne forinden har vækket jegpersonen. Hullet, der i mange år har været dækket af store sten, har således gennem bjældeklang tilkaldt jegpersonen og Menshiki. I første del antydes det, at åbenbaringen af det mørke hul er en betydningsfuld begivenhed i fortællingen. Men først i anden del bliver selve betydningen uddybet. Både jegpersonen og romanens resterende hovedpersoner er tiltrukket af det mørke hul med de tre meter høje vægge, der er umulige at bestige. En formiddag, efter morgenmaden, træder jegpersonen således ved hjælp af en stige ned i hullets mørke:

”Jeg stod længe dernede hensunket i egne tanker […] Jeg kunne ikke selv styre mine tanker, men noget tænkte jeg da. Den ene tanke afløste den anden, og den knyttede atter an til en ny tanke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det, men det føltes meget mærkeligt. Hvordan skal jeg sige det? Jeg havde en fornemmelse af at blive opslugt af det ’at tænke’. Og ligesom jeg tænkte mine tanker og levede og bevægede mig, så tænkte hullet sine tanker og levede og bevægede sig. Jeg kunne mærke, hvordan det trak vejret, udvidede sig og trak sig sammen igen. Og hvordan rødderne fra mine tanker og hullets tanker viklede sig ind i hinanden og blandede safter i mørket. Hvordan selvet og den anden flød sammen som farver på en palet, og grænsen imellem os opløstes.”

Det levende hul bliver en integreret del af jegpersonens bevidsthed og kommer til at fungere som en særlig passage mellem virkeligheden og det uvirkelige univers, som i Mordet på kommandanten er en yderst håndgribelig, underjordisk verden.

Tobindsværket Mordet på kommandanten handler om at søge ind i det dybeste mørke og finde sider af sig selv, som ikke syntes mulige. Den handler om udvikling – både kropslig udvikling, som når en lille pige bliver til en ung kvinde med bryster eller et barn vokser sig fødedygtigt, og psykisk udvikling, som da jegfortælleren kæmper mod dobbeltmetaforen i det uvirkelige, men virkelige univers. Ja, der sker mange uforklarlige hændelser i Mordet på kommandanten, men det hverdagsmæssige islæt gør, at det uvirkelige iblandes virkeligheden på en forunderlig måde, hvilket gør det svært som læser at træde ud af det uvirkelige univers og ind i virkeligheden.