Erindringens detaljerigdom

Erindringens detaljerigdom

Erindringens detaljerigdom

Anmeldelse af Alice Munro: Noget jeg gerne vil sige udgivet på Gyldendal d. 20. februar 2020. Oversat af Ida Jessen. 

Anmeldt af Anna Rosenbæk Fynbo 

Foto: Anna Rosenbæk Fynbo 

Novellesamlingen Noget jeg gerne vil sige er oprindeligt fra 1974, men er nu udkommet på dansk i en oversættelse af Ida Jessen. De 13 noveller spænder vidt fra både de små hverdagsmomenter til livets store skæbnedramaer, og scenerne udspiller sig hovedsageligt i Canadas småbyer. Det er overvejende kvinder, som novellerne centrerer sig omog hvordan deres liv både med mænd, men også kvinderne imellem udspiller sig. 

Der hersker ingen tvivl om, at canadiske Alice Munro er en fremragende historiefortæller på den der nordamerikanske måde – hendes stil nærmer sig måske det mytiske kvalitetsstempel, som er ”The Great American Novel”, hvad det så end betyder i en canadisk sammenhængDet synes verdens skønlitterære læsere at være enige i, da Alice Munro både er blevet honoreret med Man Booker International Prize, og så sent som i 2013 kunne hun indskrive sig i den eksklusive klub af Nobelprisvindere i Litteratur. Novellesamlingen Noget jeg gerne vil sige er Alice Munros tredje samling og skildrer et snart halvtreds år gammelt tidsbillede af hovedsageligt kvinders levede liv. 

En utraditionel novelleform 

De 13 noveller er lange – længere end hvad noveller sædvanligvis er. Som læser føles det på en måde som at læse en 13 små romaner, hvor sproget er elektrisk, men hvor man også kan fortabe sig og nærmest blive helt forpustet af at skulle orientere sig i sætningskonstruktionerne. Munro skriver sine karakterer elegant og med en imponerende detaljerigdomsom deres hverdage og livsskæbner folder sig ud gennem bogen. Som man måske kan udlede gennem Munros internationale popularitet, henvender hendes skrift sig til mange forskellige læsere. Det samme gør novellerne i Noget jeg gerne vil sige, og det er ikke alle, som jeg tager med mig videre som en stor litterær oplevelse. Andre står dog som noget af det bedste, jeg har læst i lang tid. 

Steder skaber erindringer 

Det er kvinderne i de canadiske småbyer og lokalsamfund, som Munro beskæftiger sig med i novellesamlingen. Stedet som scene og miljø for kvindernes identitet er et centralt element i samlingen, og Ida Jessen skriver i sit forord, at ”Erindringen findes, den kan leve på meget få spor, ja, den kan leve udelukkende i kraft af sig selv. Det er et hovedtema, som er vokset med hendes forfatterskab: tidens gang, erindringen, eller det fulde liv. Netop erindringen som tidsligt modus er centralt i novellesamlingen, som for eksempel i novellen ”Sig ja eller nej”, der indledes med:  

”Dengang var jeg en ung pige, men vidste det ikke, for det var en anden tid. Da jeg var på den alder, hvor de unge piger nu om dage har langt hår og rejser rundt i Afghanistan og glider som glatte ål fra den ene uskyldige og kortvarige affære til den anden, stod jeg søvndrukken, våd over maven i en rød fløjsslåbrok og skyllede bleer op”.
 

Novellesamlingens fokus på det erindrede er gennemgående. Det er minderne om det gamle hus for enden af vejen eller den ældre mands blik på den unge pigekrop, der er gennemgående som en vej til erindringen om et tidligere liv, en barndom eller en bestemt oplevelseGennem erindringerne og fokus på detaljerne får man fornemmelsen af, at det ikke blot er litterære karakterer, vi har med at gøre, men virkelige kvinder, der hver dag lever deres liv i de canadiske småbyer.