Halvanden time i selskab med Geir Gulliksen, akavede sexscener og utroskab

Halvanden time i selskab med Geir Gulliksen, akavede sexscener og utroskab

Halvanden time i selskab med Geir Gulliksen, akavede sexscener og utroskab

Reportage fra ”Authors in Aarhus præsenterer Geir Gulliksen” på Dokk1 d. 26. april 2019.

Af Imone Dahl

Fotograf: Imone Dahl

Store sal på Dokk1 i Aarhus er godt fyldt op denne fredag eftermiddag, idet den norske forfatter Geir Gulliksen gæster Aarhus’ internationale forfatterscene. Her bliver der blandt andet diskuteret pinlige sexscener fra hans nyeste roman Se på os nu og hvorvidt hans romaner er autofiktion. I halvanden time er det intime i højsædet, hvor vi både kommer tættere på karaktererne i bøgerne og på forfatteren selv.

Oppe på scenen i Store sal sidder forfatter Geir Gulliksen og Rikke Andersen Kraglund fra Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet. De skal være i samtale omkring Gulliksens nyeste roman Se på os nu, der er udkommet på dansk på C&K Forlag d. 12. april og oversat af Rolf Stavnem, men de skal også vende hans lidt ældre roman Historien om et ægteskab, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016.

Sex som åbningsscene

Inden Gulliksen får ordet, starter Kraglund med at give en grundig præsentation af ham og hans forfatterskab. Hun sætter til dels rammen for den pinlighed, som skal diskuteres senere, når hun forklarer, at Gulliksen bruger litteraturen som en måde at tale om det grænseoverskridende, det skjulte og forbudte. Banen er således kridtet op, og Kraglund fortsætter i samme spor, hvor hun uddyber, at kærlighedens mange ansigter er omdrejningspunktet i Gulliksens forfatterskab, og hvordan skam og pinlighed er stærkt forbundet til dette tema. Præsentationen er måske lidt rigelig lang, fordi os fra publikum egentlig hellere vil høre Gulliksen tale, men så er vi på den anden side grundigt indført i forfatterskabet fra arrangementets start.

Efter introduktionen spørger Kraglund ind til starten af Se på os nu, hvor hun smilende siger, at der jo er en mærkværdig scene, der finder sted til et bryllup, som nok er den første af sin slags i litteraturhistorien. Hun lader Gulliksen uddybe scenen, hun hentyder til. Vi går relativt tekstnært til scenen, hvor Gulliksen først uddyber, at hovedpersonen Hans har den nybagte mor og 20 år yngre kvinde Harriet, som sin borddame. De kan ikke rigtig lide hinanden, men alligevel ender de på et toilet sammen, hvor Harriet siger, at hun har utrolig ondt i sine mælkefyldte bryster. Gulliksen indskyder, at Harriet er sådan en kvinde, for hvem det ikke er selvfølgeligt at være mor. For selvom hun ammer, har hun ikke overvejet at medbringe en brystpumpe, der kan lette trykket, nu hvor babyen ikke er med. Her træder Hans ind med sin erfaring fra at være far til to og hjælper Harriet med at malke hendes bryster.

Passagen emmer af pinlighed og den kommer helt ind på livet af publikum, for Gulliksen læser på fint norsk hele passagen op, der udspiller sig på toilettet. Situationen på toilettet er indbegrebet af pinlighed for scenen kulminerer i, at Hans bliver seksuelt ophidset af at hjælpe Harriet. Gulliksen forklarer efter oplæsningen, at han mener, at han har mange fælles træk med Hans, men at han blev rigtig sur på Hans over, at han blev seksuelt ophidset af situationen. Gulliksen ville gerne vise, at mænd godt kan tale med en kvinde med brystet fremme uden at blive opstemt, men sådan var Hans-karakteren nu engang, og derfor måtte Gulliksen lade scenen have den udgang, som var troværdig for karakteren Hans.

Det altid stillede spørgsmål om autofiktion

Efter at have startet med en atypisk åbningsscene ledes samtalen over på nogle af de andre temaer, der fylder i Gulliksens forfatterskab. Her vender de både forelskelse, utroskab, kærlighed og ægteskab, både i forhold til Se på os nu, men Gulliksen og Kraglund kommer også omkring hans tidligere roman Historien om et ægteskab. I dialogerne udfoldes karaktererne og deres bevæggrunde og Gulliksen deler ud af sine tanker bag temaer, skrivestil og perspektiv. Dialogen er således meget centreret omkring romanerne, men hen mod slutningen bliver fokus i højere grad på forfatteren bag.

Ved samtalens afslutning stiller Kragelund det spørgsmål, som efterhånden skal stilles til alle forfatterarrangementer: Er dine romaner autobiografiske? Selve spørgsmålet er ved at være lidt af en kliché, men Gulliksen tager det nu pænt og vender faktisk diskussionen til at blive interessant til trods for, at det er afledt af det udvandede spørgsmål. Han siger klart nej til spørgsmålet om, at hans romaner er autofiktion og tilføjer, at han aldrig har brugt sine egne erfaringer direkte. Han uddyber ligeledes, at han synes man som forfatter skal have meget gode grunde til at skrive sin egen fortælling, og at han ikke selv har været fristet til det:

”Hvis jeg skrev min egen historie, så ville jeg give mig selv ret, og det ville blive dårligt.”

Gulliksen uddyber efterfølgende, at for ham bliver en historie interessant, når den er troværdig, og når den udforsker forskellige sider af et tema. Han benytter netop litteraturen til at undersøge emner som kærlighed, ægteskab, sex og utroskab, og hans bøger forveksles måske med autofiktion, fordi han gennem sit eget liv har oplevet nogle lignende ting og derigennem ved noget om disse temaer. Men autofiktion er det ikke. Jeg finder diskussionen om autofiktion lidt forceret, fordi Kraglund længe insisterer på at diskutere emnet, selvom Gulliksen ellers ret definitivt har sagt nej til, at hans romaner er autofiktion. I stedet drejer han samtalen ind på, hvorfor han skriver om disse emner. Han uddyber, at han egentlig gerne vil skrive om noget andet end det intime, fordi han er ret genert – noget man ellers ikke tænker over i læsning af bøgerne. Dog bliver det intime nu engang ved med at interessere ham, og derfor bliver det også et fortsat omdrejningspunkt i hans næste roman, som han er ved at skrive på allerede nu.

Efter endt samtale fik Gulliksen et langt bifald fra salen. Undertegnede synes også, at dialogen havde nuanceret nogle af de temaer, der optræder i forfatterskabet. Dog var min anke mod interviewet, at Gulliksen nogle gange manglede lidt taletid, idet Kragelund til tider lidt for ivrigt ville dele ud af sin egen analyse af forfatterskabet. Hendes engagement i samtalen skabte heldigvis en god stemning på scenen, som smittede af på publikum. Alt i alt var min fredag eftermiddag givet godt ud ved at besøge Aarhus’ internationale forfatterscene.