Helle Helle tager til storbyen

Helle Helle tager til storbyen

Helle Helle tager til storbyen

Anmeldelse af Helle Helle: BOB, udgivet af Gutkind d. 8. januar 2021

Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg

Foto: Julia Duyvejonck Frøberg

BOB befinder vi os ikke længere i småbyerne omkring Nakskov og Rødby, men i stedet er vi flyttet ud i Vanløse i en lille lejlighed, hvor Bob går rundt i kvartererne på Frederiksberg, til Sømandshotellet ved Nyhavn og ned ad Strøget og Nørreport. Det landlige landskab er byttet ud med tæt trafik og storbysstøj, men problematikkerne og temaerne er stadig de samme som i andre af Helle Helles værker: Bob, hovedpersonen, undergår et identitetstab og kærligheden er svær at holde på. 

Bob er flyttet til Vanløse med sin kæreste, som beretter under hele værket. Dog er kæresten, fortælleren, sjældent fysisk til stede sammen med Bob. De tilbringer deres tid hver for sig, hvilket beretter om et distanceret forhold. Bob har svært ved at finde sig tilpas i den tilværelse, hans kæreste har indrettet sig under, og det tyder på, at Bob er flyttet med som vedhæng. Kæresten skal starte på universitetet, og Bob vader formålsløst rundt i København. Han har ikke noget formål i byen, og i stedet traver han fra gade til gade. Det bliver tydeligt igennem værket, at Bob undergår et identitetstab, da storbyen er så anderledes fra livet på landet. Den rolige tilværelse på landet, hvor man kan gå over markerne, der fortsætter i det uendelige, er ikke til at finde på gadeplanet i København, hvor gaderne drejer og strækker sig efter den næste. 

Pengene er der heller ikke meget at gøre godt med, og derfor bliver Bob ansat ved Sømandshotellet, dog ved et rent tilfælde. Det er nok her, hvor Helle Helle gør det, som hun altid gør bedst: Igennem de formålsløse tilfældigheder møder vi Bob, der uden sans og retning hverken kan tage beslutninger eller ytre sine holdninger, men som bare lader ting ske, som om det var skæbnen der ville det. Det er den minimalistiske stil, der igennem få sætninger får fortalt utroligt meget om Bob: Om hans uvilje til at stå ret og bestemt fast, om ”pleaseren”, der følger med strømmen. 

”Stuebirken tabte en stor mængde blade dagligt. De dryssede ned i sengen og lå og visnede i vindueskarmen. Bob havde læst, at det kunne skyldes spindemider. Han fik manøvreret birken ud på altanen, ville give miderne et kuldechok. Hvilket måske virkede, men også samtlige blade afgik ved døden. Det var en lettelse. Den havde i et stykke tid mindet ham om et kirkegårdstræ, og vores seng var gravstedet.”

Den selvstændige efterfølger til de

Da jeg læste, at fortælleren var pigen fra værket de (2018), blev jeg ovenud begejstret, men det var også her, at den stoppede. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Helle besluttede sig for at fortælleren skulle være den samme fra de, når der er ingen referencer til værket. I stedet kunne BOB sagtens stå for sig selv. På mange måder er også BOB meget anderledes fra resten af Helles forfatterskab. Her berettes der om mandens tilværelse i et forhold, der ikke fungerer og hans søgen efter et formål i storbyen. Dog må han anerkende, at han ikke hører til. Mange af Helles andre værker behandler kvindens lod i livet, passivitet og usikkerhed, hvor de oftest ønsker at flygte fra landet og flytte ind til livet i storbyen. Det er et spændende indspark, men jeg blev næsten irriteret over at have baggrundsinformationen om de siddende i baghovedet. Der mangler den særegne skrivestil, som var helt vidunderlig i de, hvor alt er skrevet i nutid, som giver plottet en cyklisk forståelse. Derudover generede det mig også gevaldigt, at fortælleren ikke var særligt meget til stede, men fortalte Bobs historie fra et distanceret, ydre perspektiv, hvorfor det kunne være lidt ligegyldigt at fortælleren er den samme i BOB og de. Jeg var interesseret i at høre fortællerens videre fortælling om livet efter de, om hendes liv i København på universitetet og hendes forfatterdrøm. I stedet får vi serveret kærestens tilværelse, der ikke passer ind i bylivet. 

BOB som værk er vidunderligt i sig selv, hvis man vil læse den fordi man holder af det minimalistiske og af Helle Helle. Jeg vil nok anbefale, at man ikke tager baggrundsinformation gravalvorligt og forventer, at det skal handle om pigen fra de. Så bliver man nok skuffet.